19 nov Leprous leverede en fuldstændig formidabel, foranderlig og fængende koncert!
Foto: Presse
De norske prog musikere leverede en imponerende koncert, der både fik os til at græde og grine højlydt.
Det norske band Leprous har igennem deres karriere bevæget sig så meget i deres musiske udtryk, at de nærmest er blevet udefinerbare; man ved næsten aldrig, hvor man har dem, når de udgiver nyt musik. Det eneste, man ved, er, at det uundgåeligt bliver imponerende. Og imponerende blev det så sandelig i Amager Bio mandag aften!
Hvordan i alverden starter man så med at beskrive Leprous? Bandet har selv udtalt, at de ikke tilkender sig en enkelt genre-beskrivelse, og det må man sige, at de lever op til. Bandet blander alt-pop, art-rock, avantgarde rock, metal, og så meget mere. Dog er den gennemgående røde tråd for Leprous det progressive: dette band evner altid – uanset hvilken stil de har lagt sig for denne gang – at skabe noget nytænkende, foranderligt, kringlet og teknisk. Og de gør det bare så fucking godt.
Hele 16 numre fik vi at høre, hvilket kun blev endnu mere imponerende, da vokalist Einar Solberg lod os vide, at de på denne tour havde sat sig for aldrig at optræde med den samme set-liste 2 gange. Hver koncert har altså været unik, og jeg tror, at Amager Bio fik et af de hårdeste og fedeste sets på hele touren. Publikum var ellevilde. Alt spillede bare godt denne aften, lyd, lys, musik, spilleglæde og publikumsengagement.
Bandet havde større energi på scenen, end jeg havde troet muligt – taget i betragtning, at det var en mandag aften, sidst i deres tour. Men det kunne man så sandelig ikke mærke på gutterne. Einars karakteristiske lyse falset skyllede over os, når de spillede deres nyere numre, og hans screams og distortede vokal bragede ud over os, når de gik tilbage til deres ældre numre. Et kæmpe skud ud skal gives til trommeslager Baard Kolstad, som leverede en storslået præstation. Jeg måtte ind i mellem huske at lukke munden, fordi jeg bare stod og måbede over, hvor vild han er. Han fører bandet igennem de kringlede synkoperede polyrytmer så godt, at man bare må erkende, at han er en sand mester bag tønderne.
Bandet havde det også bare sjovt, kunne man se, og det smittede. Da de lagde an til at spille deres cover af Take On Mefra 80er bandet A-Ha, grinede alle i salen fra øre til øre, inklusive bandet. Midt i koncerten, da de lagde an til at spille deres populære sang Below fra deres 2019 album, Pitfalls, udbrød en kvinde ved siden af mig højt ”Ej jeg kommer til at tude nu!” og det var vist den slags følelser, vi alle stod med under koncerten. Igennem en time og 45 minutter opbyggede Leprous energien og stemningen, så der til sidst var helt elektrisk inde i salen – og den energi blev udløst, da bandet spillede deres ekstranummer Atonement fra deres nyeste album. Sangen blev dedikeret til deres keyboard-spiller og manager Harrison White, som havde fødselsdag. Sikke en måde at fejre det på! Jeg er stadig helt begejstret over, hvor fed denne aften gik hen og blev, og jeg kommer helt klart til at tage ind og høre Leprous igen, næste gang de gæster Danmark med endnu en koncert. Jeg kan kun anbefale at alle andre gør det samme.
Kort fortalt: Leprous står på øverste hylde og leverer på alle fronter og kanter. Deres display af musisk talent er tårnhøjt, og deres konstante udvikling er imponerende ud over det sædvanlige. Et brag af en progressiv aften, med højt humør på alle fronter!
Hvis du godt kan lide Leprous, så tjek disse danske bands ud: NAKE og Vola
Set-liste for Leprous:
Silently Walking Alone,
Illuminate
Mirage
I Hear the Sirens
Below
Take On Me (A-ha)
Alleviate
The Price
Like a Sunken Ship
Passing
Rewind
Castaway Angels
From the Flame
Slave
Atonement
The Sky is Red