Når dystopi møder dansable riffs: Water From Your Eyes i København

Foto: Isabell Larsen-Thomsen

Et miks af shoegaze, spoken word og stegt flæsk-historier indhyldede Ideal Bar.

And then I asked him – how do I say hi? And he just answered ‘hej’,” og så bragede It’s a Beautiful Places ikoniske og vridende guitarer ud af højtalerne på Ideal Bar. Forsangeren i Water From Your Eyes var ikke bange for at tale, underholde og rive vores hjerter ud en kold vinteraften.

Water From Your Eyes har haft travlt – rigtig travlt. De har siden deres debutalbum Long Days, No Dreams udgivet i alt syv albums. Det er næsten et album om året. Jeg havde derfor glædet mig til at opleve dem på Ideal Bar en sen november-aften.
Selvom bandet har udgivet et hav af albums, var det først deres to seneste albums, som virkelig fik skudt dem ind på musikfansenes pladehylder.
De blev nemlig signet på Matador Records, som har en solid plads på den amerikanske indiescene (Iceage, King Krule, Belle and Sebastian, David Byrne og Queens of the Stone Age). Koncerten på VEGA kommer som opfølgning på deres syvende album, og nok også mest succesfulde, It’s a Beautiful Place. Tourneen tager dem på en nogle steder udsolgt Europa-turné i vinter og som supportkunstner for Hayley Williams på hendes 2026-tour.

Men hvorfor er Water From Your Eyes så spændende? Hvorfor opstår hypen nu?
Det skal især ses i forhold til den tid, musikscenen er i lige nu. Hvis man går ind på TikTok eller Instagram og dykker ned i adskillige musikjournalistiske-ish profiler derude, især på indie-siden, kan man finde en stor kærlighed til shoegaze, dream-pop og de svundne tider.
Det er en tendens, som man ser på mange forskellige niveauer. Kaosset omkring os får os til at trække os ind i os selv og tilbage i det vante og kendte.

Water From Your Eyes trådte ind på den lave scene, som kendetegner Ideal Bar. Den shoegaze-hymnen Born 2, som giver klare referencer til shoegaze-royalister såsom My Bloody Valentine, startede koncerten. De rifferende guitarer ligger som en støt og vridende lyd, imens stortrommen hamrer den sidste utilstedeværelse, som publikum måtte have.
Vi var kastet tilbage i tiden – men også fremad.

Bandet leger nemlig med fremtiden, samtidig med at dinosaurerne pusler i hjørnerne. Bag ved bandet var en storskærm, som viste forvredne videoer af mennesker, der vandrer rundt i en dystopisk verden. Det føltes som en mærkelig blanding mellem AI-videoer og distortet TV-flimmer fra de helt gamle billedrør-TV. En glitch mellem tiderne.


Hittet Playing Classic fra deres nyeste album var et af de sidste numre på setlisten og kastede publikum ud i en regulær dansefest. Imens vi blev bedt om at danse, talte forsangeren Rachel Brown ned. Nummeret leger mellem det dansende, et hovedkast til New Order og de smadrede guitarer i det mørke lokale hos CBGB på Manhattan. Et ikoniske spillested, som har huset nogle af de største rockartister igennem tiden, bl.a. Patti Smith.

Og præcis Smith er endnu en reference, som koncerten elegant lægger sig op ad.
Patti Smith er kendt for sin musik – men også sin litteratur, hvor Just Kids blev revet fuldstændig ned fra hylderne. Hendes karriere startede som digter, der lagde musik til sine tekster i en nærmest spoken word-form – og dette oplevede publikum også på Ideal Bar denne aften. Rachel Brown brugte en historie fra sidst bandet var i Danmark. Det var deres første rejse ud af USA, og deres koncert blev aflyst, og de brugte derfor dagen på at se København. Her prøvede de bl.a. vores nationalret stegt flæsk med persillesovs – og som de udtrykte det: “It tasted horrific.”
Inden flere af numrene udfoldede de historien og begyndte at snakke over selve starten på sangene. En slags spoken word-performance om stegt flæsk – måske endda Dansk Folkeparti ville være blevet stolte?

Et band som blander genrene med referencer til de store. Mit musikhjerte er glad – og jeg håber, at jeg en dag får lov til at se dem på en scene, hvor lyset ikke er stationeret og skinner dem direkte i ansigtet.
Vi fortjener at se kaosset i mørket.

Kort fortalt: Water From Your Eyes leverede en intens og kaotisk koncert på Ideal Bar, hvor shoegaze, dystopiske visuals og spoken word-småfortællinger smeltede sammen. Koncerten viste, hvorfor bandet netop nu oplever stigende hype i en tid, hvor mange søger tilbage mod drømmende og støjende lydbilleder. Resultatet var en aften, der både pegede mod fortidens ikoner og fremtidens glitchende æstetik.

Hvis Water From Your Eyes lyder som noget for dig, skal du tjekke MIAW, Portal Pets eller INGA BARI ud.

Isabell Larsen-Thomsen
isabell@bandsoftomorrow.com