16 nov Når et band bygger et bord, navngiver det “Nathan” og starter et rave

Foto: Presse

De eventyrlystne australiere overrasker igen alt og alle med et ustyrligt rave-sæt, der kaster de gamle kompositioner op i luften og hylder improvisationens kraft.

Det australske band med det excentriske navn, som du måske har prøvet at udtale til en fest i gang, hvis gigantiske diskografi (28 LP’er på 13 år!) indeholder en musikalsk diversitet, der mere end matcher navnet. 
Fra deres udgangspunkt i psykedelisk garagepunk, over syrerock, progressiv rock, thrash metal, boogie rock, anatolsk rock, psykedelisk pop, sågar en smule Beastie Boys-inspireret hip-hop undervejs – hele vejen til den nuværende tourné, hvor gruppen er gået 100 % ind i den elektroniske rave kultur. 

Og det kendetegner netop King Gizzard: at gå 100 % ind i hvad end de foretager sig – og de foretager sig altså noget hele tiden. 
Ligesom det vakte respekt i hvor høj grad, de havde mestret den ret så tekniske thrash metal på 2019 udgivelsen Infest the Rat’s Nest. Fornemmer man den helt samme nørdede tilgang på 2023’s The Silver Chord – skiven, der for alvor meldte gruppens elektroniske ankomst. 

Live går de seks australske mænd på en scene domineret af et kæmpe “synth table”, som bandet har døbt “Nathan”. Et ovalt bord hvor der stikker ledninger, keyboards og mikrofoner ud til alle sider. En slags studiekreds – bare sjovere. 
Bag “Nathan” sidder den ufatteligt talentfulde og udholdende trommeslager Michael Cavanaugh, som på et overvejende akustisk trommesæt holder styr på tropperne.  

Setlisten består af relativt få skæringer, som strækker sig over det 2-2,5 time lange sæt. Musikken er kraftigt kendetegnet ved en masse elektronisk improvisation mellem de fem DJ’s samt mere “analog” indslag i form af elektriske guitarer, blokfløjte, saxofon og cello fra den talentfulde åbningsartist Maddie Ashman.  
Selvom udvalget af kompositioner i nogen grad bærer præg af numrene fra den førnævnte LP The Silver Chord, så har gruppen spillet en vildt varieret sætliste på deres elektroniske tourné (der vel og mærke foregår samtidigt med en orkestral tourné!).

Man får virkeligt indtrykket af et band, som elsker at lege med deres gamle kompositioner og tage alle de genrer, som blev nævnt i starten af denne anmeldelse, og omforme dem til æterisk og hårdtslående electronica.
Rent musikalsk hører man en masse indflydelse fra 90’er ravekultur (techno, breakbeat, IDM), en smule dub, samt 70’ernes progressive elektroniske musik, hvor tankerne faldt hen på kunstnere såsom Tangerine Dream og Klaus Schulze.

Er det godt? Dette er måske den mindst spændende del af anmeldelsen… Det korte svar er ja – det meste af tiden. Man får også indtrykket af et enormt søgende band, der virkelig ville kunne udvikle sig inden for stilarten – såfremt de har lysten.
Starten af sættet vaklede måske noget, ikke hjulpet af  at “Nathan” gik ned to gange, mens den elektroniske skæring af jam-band nummeret Magma var ganske utrolig – nærmest transcenderende.

Er du ikke fan, tænker du måske: er det ikke røvforvirrende at følge med i alle de skift og det kæmpe bagkatalog?

Her kan man nok ikke svare nej. Men bandet gør det med så stor snilde og overbevisning, samt en ufattelig mængde charme, at det er svært ikke at lade sig rive med. Ligesom at det er svært ikke at respektere et band, der, i en tid hvor artisters selvfremstilling er helt enormt strømlinet, gør tingene 100 % på deres egne præmisser.
De udgiver, når det passer dem, hvilket som bekendt er hele tiden. De udgiver alting selv og spiller det liveshow, de har lyst til. Det er anti-kommercielt, men det er også med stor kærlighed til miljøet.

Mange har svært ved at karakterisere 10’erne og 20’erne: 00’erne havde nu metal og poppet r ‘n’ b, 90’erne grunge og rave-kultur, 80’erne synthpop og thrash metal, 70’erne klassisk rock og disco. Hvad har vi? 
Spørger man museet for populærkultur Ragnarock i Roskilde, ville de sige, at vores tid er karakteriseret af, at man blander fra fortiden efter behov. I denne forstand er der få kunstnere som King Gizzard & the Lizard Wizard, der formår at gøre det på en måde, hvorfra der opstår en helt særegen identitet.

Kort fortalt: King Gizzard & the Lizard Wizard gæstede Poolen med et uforudsigeligt og energisk rave-sæt, der kastede deres gamle kompositioner op i luften og formede dem på ny. Selvom starten vaklede, ramte gruppen flere transcenderende højdepunkter, især under den elektroniske version af Magma. Resultatet var et kaotisk, charmerende og dybt nørdet liveshow, hvor King Gizzard endnu engang beviste, at de nægter at stå stille.

Hvis King Gizzard & the Lizard Wizard lyder som noget for dig, skal du tjekke danske Smag på dig selv og First Hate