Stor reportage: ORM siger farvel efter ’10 x Rundt om Solen.’

04 nov Stor reportage: ORM siger farvel efter ’10 x Rundt om Solen.’

Posted at 10:15h in Anmeldelser, Fotoreportage, Koncerter, Nyheder by Daniel Benjamin Frans

Fotos: Peter Troest

De voldsomme virtuoser væltede os alle bagover endnu en gang denne weekend. Danske Orm fejrede release og 10-års jubilæum med 3 koncerter på 3 dage.

At kunne blive ved med at præstere på så højt niveau som disse musikere gør, gang på gang, er mildest talt mind-blowing. Bands Of Tomorrow var med ude og overvære det ambitiøse jubilæum i weekenden. Til dette 10-års jubilæum havde Orm inviteret til 3 koncerter over 3 dage, med 3 forskellige set-lister på de 3 scener i huset VEGA: Ideal Bar torsdag, Lille Vega fredag og Store Vega lørdag. Alt det de har opnået i løbet af det sidste årti skulle fejres og hyldes – og selvfølgelig skulle bandet også fejre udgivelsen af deres fjerde fuldlængde album, GULD. Men så store ambitioner har vist sig at kræve en pris der skal betales. Søndag efter deres 10-års jubilæum, kom det frem, at Orm har valgt at disse tre shows skulle være deres sidste for en stund. Bandet går på pause på ubestemt tid. Læs mere om det til sidst i artiklen.

For at introducere lidt, vil jeg starte med at sige at Orm er et band, jeg først for alvor begyndte at høre da skiven Intet • Altet udkom i 2022. De 92 minutter, fordelt på 4 sange, blæste mig mildest talt komplet bagover. Det er en plade, jeg ofte vender tilbage til, når jeg har brug for at udforske både de mørke og intense smukke sider af livet igennem musik. Orms uovertrufne progressive black metal har nemlig en helt særlig evne til at ramme ned lige præcis dér, hvor alt virker mørkt og håbløst, men derfra også at bore sig igennem hjertets muld, og nå ind til det sted inderst inde hvor håbet bor.

For de uindviede kan Black Metal ofte føles som en uigennemtrængelig mur af distortion og lyd. Trommer der smadrer derudaf i et sindsrivende tempo, guitarer der hænger i ubønhørlige tremoloer – gentagende toner – og en historik der har givet genren ry for at være en kende farlig. Dette kan ganske vist gøre denne genre til en af de mere utilgængelige. Men i disse lydmure, i de skrigende vokaler og de ubarmhjertige rytmer, findes der en plads til fordybning og dybde, som jeg personligt sjældent kan finde i andre grene af musik. Orm mestrer disse mere traditionelle dele af black metallen til punkt og prikke. Dét der sætter dem ud over det sædvanlige, og det der får mig til at vende tilbage til dem gang på gang, er deres progressive tilgang til black metal. Musikken er atmosfærisk, foranderlig, mørk, og en nådesløs dans på kanten af det dystre og det fortrøstningsfulde. Den slanger sig ind om hjertet på én som en facet af Midgårdsormen, der slanger sig rundt om hele verden.

Foto: Jacob Dinesen

Jeg har kun oplevet Orm live én gang før, så jeg var edderspændt på at opleve dem igen, og på at se om bandet kunne blive ved med at stå på toppen over, de absolut bedste live-bands Danmark har at byde på. Som mange andre der ikke nåede at købe billetter til alle tre aftener før partout billetterne blev udsolgt, blev jeg desværre forhindret i at opleve dem torsdag på den mindste scene Ideal Bar, og hold kæft hvor jeg ærgrer mig over det. Denne treenighed af koncerter ville jeg gerne have oplevet til fulde, men oh well. To aftener begravet i ormens muld måtte gøre det for mig denne gang.

Lille VEGA, fredag d. 31/10:

Det er Allehelgens aften. Bedre kendt som Halloween. Flere folk end normalt er klædt i sort, og her i køen til indgangen er det ingen undtagelse – men Lille Vegas gæster har næppe måttet gå i en udklædningsbutik for at finde sort tøj og nitter frem. Orms nye plade GULD er lige udkommet i dag. I interviews har Orm selv udtalt, at dette album er et nyt skridt for dem, og at musikken er mere direkte, fokuseret og komprimeret end deres tidligere udgivelser. I køen til Lille Vega går snakken derudaf med diskussioner og meninger om dette nye kapitel i bandets historie: Er det endnu et mesterværk, eller har de for første gang ramt ved siden af? Får vi en hel gennemspilning af pladen i dag? Skal vi også høre noget af det gamle? Vi var alle spændte på at se, hvad der skulle ske, men først skulle vi opleve de to opvarmningsbands som Orm havde valgt at fremhæve og tage med sig denne aften: de to danske bands Lysbaerer og Heksproces.

Lysbaerer, aftenens første band, er normalt en duo, men havde i aften taget et fuldt line-up med. Lysbaerer spiller også black metal, og uden noget svinger i valsen satte de i gang med hæsblæsende trommer og tremoloer, og sågar også trestemmig vokal. Bandet formåede at sætte tonen for aftenen, og satte første spadestik til at grave os ind dér, hvor kun black metallen kan nå ind. I de sidste par numre blev bandet desværre ramt af store tekniske udfordringer, da bassen faldt fra, og bassisten måtte famle rundt for at prøve at få sit instrument med igen. Lige som det lignede, at han havde fået problemet løst, kom der nye tekniske udfordringer, og det fortsatte igennem flere numre – og manglende bas tager altså bare pusten ud af musikken. På den sidste sang faldt det hele så på plads, lige i tide til at Lysbaerer viste deres mere introspektive, udforskende og progressive side på et nummer med stor variation. Stemningsfyldte mellemstykker og tostemmig clean vokal viste, at bandet kan mere end bare at sparke blastbeats i hovedet på publikum. I slutningen af sangen, forlod bandet én efter én scenen, til det kun var en ensom, sårbar guitar og trommer, der spillede ud. Alt i alt blev det en fin og stemningsfyldt, om end en desværre meget fejlfuld koncert.

De unge gutter i Heksproces var så de næste, der skulle på scenen. Dette band spiller en mere sludget black end traditionel black. Sludge er svært at beskrive, men deres riffs har mere swing og det går langsommere – dog stadig med det rå black udtryk, for forsanger Claes Sørensen har en fantastisk vokal der virkelig kommunikerer og udtrykker det mørke! Koncerten startede således uden blastbeats og de voldsomme tempoer og tremoloer, man er vant til. Jeg må indrømme, at det fungerede ret godt, og det virkede til, at publikum også var glade for det. Bandets mere diskante og eksperimenterende stil var et godt indspark, og de formåede endda også at få folk til at vrikke med mere end bare nakken på deres sidste nummer, som havde swing nok i rytmen til at lade folk danse lidt. En meget fin koncert, om end det var en smule i anden boldgade end det sorte og mørke, vi var troppet op for i aften. Men jeg er glad for, at Orm valgte at fremhæve dette unge band, og jeg ser frem til at høre mere fra dem, når deres debutalbum udkommer en dag.

Foto: Jacob Dinesen

Og så til det helt store! Kl. 21:50 gik Orm endelig på scenen. De gik lige på og hårdt fra begyndelsen, og fortsatte de næste 65 minutter frem. Den umiskendelige mur af lyd skyllede som en tsunami ind over os, og allerede fra det første øjeblik var det tydeligt, at Orm havde bragt deres A-game i aften. Og ja, vi skulle da selvfølgelig have en fuld gennemspilning af den nye plade her på release-dagen. Selv om bandet har sagt med egne ord, at de har fokuseret mere på riffs end på det atmosfæriske på de nye numre, så var der absolut ingen tvivl om, at det stadig er det samme geniale band, som vi kender – bare med flere riffs. Og sikke riffs! De eksploderede ud over publikum, som allerede fra første minut stod helt opslugte af den kraftpræstation, der strålede ud fra scenen.

Da bandet stemte i til deres nye nummer, Undfangen, blev jeg og publikum ekstra begejstrede. Det er et fænomenalt nummer, som fanger alt det bedste fra deres forhenværende plader; det samler alt det de har lært igennem årene, og komprimerer det ned til 7 fuldstændig geniale minutter, der lader hele bandet skinne igennem. Sangen, der tematisk begiver sig ud i en udforskning af ensomhed, sorg og brudte bånd, drog os lige præcis ind i den trance af følelser og lyd, som jeg havde håbet på.

”Hør mig kalde. Hør, hør fuglenes angstskrig” skreg Simon Sonne Andersen og Theis Wilmer Poulsen ud over os, imens deres guitar tremoloer kørte på fuld skrue, og det fik det ærlig talt til at krible ned ad rygsøjlen. Adam Bjørn Schønemann-Warming’s ubønhørlige tempo på trommerne var astronomisk godt, og Malthe Yde Tiufkær på bas havde kæmpestor spilleglæde og en enormt god kontakt til publikum, samtidig med at han spillede så tight, at det halve kunne være løgn. Jeg kan næsten ikke andet end at tænke, at disse mænd er født til at stå på scenen og spille lige præcis denne musik. Men nej – det er reduktivt at tænke sådan, for de er ikke født til noget. De har knoklet og arbejdet og skærpet deres musiske kunnen og den indsats skal anerkendes fuldt ud!

De to sidste numre for aftenen, efter gennemspilningen af GULD, blev to sange fra deres debutalbum. Til introen i nummeret Apotheosis trak bandet 2 ekstra musikere med akustiske guitarer på scenen. De to guitarer klimprede blødt, og mindede os om at værne om livet og de stille stunder, og gjorde det tydeligt, hvor vigtigt melankoli og eftertænksomhed er. Som en ulmende storm begyndte de distortede guitarer så at sætte i under de akustiske, og før vi vidste af det væltede uvejret og det natsorte mørke ind over os igen. Den magt og kraft Orm besidder, er helt enorm og nærmest ubeskrivelig. Til de sidste sange havde bandet inviteret en violinist med på scenen. Vi fik sågar også to vers af den klassiske norske vise, Kringsatt Av Fjender, før vi blev smadret ud af endnu en mur af lyd og følelser med nummeret Blood of Your Blood. Det pacifistiske budskab i den norske vise passer uhyrligt godt til den verden, vi finder os selv i disse dage. Den falder tematisk lige ned i det Orm har prøvet at udforske med deres musik menneskets selvdestruktivitet og ondskab og den pris, vi betaler for det.

Det var en fuldstændig visionær og vellykket release koncert, vi blev vidne til fredag aften. Den efterlod mig blæst bagover, men også enormt hooked på at nærstudere den nye plade, og lykkelig over, at der ville gå mindre end 24 timer førend jeg skulle opleve bandet igen; denne gang på en betydeligt større scene.

Store VEGA, lørdag d. 1/11.

Lørdag aften, og jeg har begivet mig mod Vesterbro igen. Denne gang iført det nye merch jeg simpelthen bare måtte købe i går (vi skal jo huske at støtte musikerne disse dage!). Igennem mit hoved løber spørgsmål som: ”Kan Orm formå at gøre det endnu bedre end i går? Og hvad pokker kommer der dog på set-listen, når nu det er tredje koncert i træk?” Hvis jeg kender bandet ret, så kan det næsten kun gå hen og bliver endnu mere storslået, når de får plads til at udfolde dem selv på den største scene VEGA har at byde på. Men først var der igen to opvarmningskoncerter, og denne aften begyndte med noget helt anderledes og specielt. Vi skulle nemlig opleve en lyd-performance af duoen Lueenas.

Lueenas er en duo bestående af de to musikere Ida Duelund og Maria Jagd. Jeg havde godt forventet at blive rørt her til aften, men jeg havde ikke forventet at skulle blive tårevædet allerede til opvarmningen. Badet i blåt lys, imens lange vemodige toner skyllede ud over os, kom Ida ind med en cello og Maria med en violin, og satte en performance ud over det sædvanlige i gang. Med kun to instrumenter og en looping-station blev vi forført ind i et dystopisk univers. Selv om salen kun var halvt fyldt, kunne man mærke skiftet i stemningen idet Lueenas begyndte: folk stod fuldstændig betagede som i en trance over det, der skete på scenen. Celloen rungede dybt, imens violinen skreg som en kropsløs sjæl fanget i skærsilden, fanget imellem liv og død. Musikken førte os igennem en prekær vision af lyd og indtryk, og gik fra blide og kærkommende stykker over til nærmest dark industrial passager. Jeg og de andre jeg stod ibland blev revet fuldstændigt med. Sikke en måde at lægge stemningen for aftenen!

Det næste der skulle på scenen, var det danske progressive metal-band Iotunn. Jeg vil ikke bruge alt for lang tid på denne koncert, da jeg desværre ikke har specielt mange gode ting at sige. Dette skulle desværre vise sig at være en koncert med mere blandede følelser. Iotunn er et band, jeg har hørt meget (og også har anmeldt her på siden før), men i aften var lyden bare ikke med dem. Den var så forbandet mudret, at man nærmest ikke kunne høre trommerne, og man kunne mærke på publikum, at det ikke var et hit. Bandets set-liste var god, og stemningen var der, men det var bare ikke den helt rigtige stemning til aftenen. Bandet virkede heller ikke selv til at have den bedste aften; forsanger Jón Aldará præsenterede hittet The Anguished Ethereal med ordene ”Nu skal vi have et nummer med mere gang i,” men det blev sagt med så lidt entusiasme, at jeg faktisk blev i tvivl om, om Aldará selv mente, hvad han sagde. Koncerten blev afsluttet okay efter en time, om end de aldrig helt nåede at få løftet stemningen og musikken op på det plan der var brug for, og som anledningen bad om.

Efter denne lidt skuffende koncert, blev jeg en kende nervøs og kunne kun bede til, at Orms lyd ikke ville lide under de samme mudrede forhold. Orm havde imponeret mig enormt i går, og det ville være synd ikke at lukke disse 3 dage med en succes.

Klokken 22 slukkede lyset i salen endnu engang, og Orm gik på scenen. De lagde ud med at spille det fantastiske nummer Klippens Lyse Hal, og desværre blev min frygt her bekræftet: lyden var mudret. Det havde intet med bandet at gøre, de spillede fortrinligt, men et eller andet var bare ikke i orden i mixet. Heldigvis var det ikke et problem i de mere stille stykker af sangen, og da den karakteristiske trompet begyndte at gjalde ud over os i midten af nummeret, kom den dér specielle følelse frem igen. Trompetisten, de havde med på scenen, spillede en fanfare, der fik tankerne hen på oldtiden, på det der kom før og på det der skal blive. Alt i alt er det selvfølgelig ikke jordens undergang, at lyden lige skal justeres, og måske ikke er den bedste til aftenens første nummer, men det er bare utrolig uheldigt at ramme ved siden af, når det første nummer er 23 minutter langt.

Foto: Jacob Dinesen

Det næste nummer vi blev vidne til, var Floden som kan Skabe. Her blev der endelig justeret på de rigtige knapper nede hos lydteknikeren, for lyden blev meget bedre. Dette nummer fortjener den bedst tænkelige lyd, for det er et af bandets pragteksemplarer på, hvad den atmosfæriske black metal kan, når den er bedst. Violin, trompet, cello, introverte mellemstykker og trommer og bas der går ned og ryster grundvoldende. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at forholde mig objektiv og tage gode noter, men jeg måtte også fange mig selv i at stå med lukkede øjne og bare lade musikken tage mig. Jeg ved ikke, om du derude kender til, når noget musik bare kilder det helt rigtige sted i hjernen? Det føles som at klø sig et sted, som man ikke har kunnet nå i flere dage. Jeg var tydeligvis ikke den eneste i publikum, der stod med alle disse følelser. Blandt de fremmødte omkring mig lagde jeg mærke til, at der blev udvekslet flere blikke der udtrykte følelsen ”ÅRH HVAD!” i de sidste dele af dette mesterværk af en sang. Der er nærmest ikke noget andet, der kan genskabe følelsen af at stå i en sang, en mur af så forandrende lyd, i næsten 25 minutter. Den forløsning, der kommer, når de sidste toner slår an, er ubeskrivelig.

De næste numre førte os videre i samme kaliber. Mod Døden er en episk udforskning af vores forhold til livets ende, og når sangen går over i at spille i 3/4 (tre fjerdedele), bliver man forført af rytmerne ud i nærmest en vals med manden med leen. Dernæst skulle vi selvfølgelig også høre et par numre fra den nye plade, så dem i publikum, der ikke kunne være med fredag, også kunne opleve dem. Man skulle tro, at efter halvanden time med så højt tempo og niveau, at publikum ville være blevet trætte og møre af så meget lyd, men nej. Stemningen blev ved med at rejse sig.

Det sidste nummer for aftenen var, meget passende, Orms første single der blev udgivet tilbage i 2015 for 10 år siden, Serpent Mother. Hold nu op et fucking brag at gå ud med! At afslutte koncerten hvor Orm begyndte var det helt rigtige. Selvom nummeret er meget mere simpelt, er det fantastisk at kunne høre den naturlige udvikling, bandet er gået igennem. Weekenden blev således afsluttet på absolut bedste vis, og jeg blev efterladt med en følelse af, at have overværet noget helt specielt i løbet af disse 2 aftener.

Foto: Jacob Dinesen

Søndag d. 02/11

Og nu til de sørgelige nyheder. For hvad jeg ikke vidste, da jeg hørte koncerterne var, at dette ville blive sidste gang jeg og alle andre, kunne få lov at opleve Orm live i den nærmeste fremtid. Idet jeg satte mig til at samle mine tanker og skrive denne anmeldelse om søndagen, kom det nemlig frem at bandet har valgt at gå på pause på ubestemt tid.

I et interview med DR-podcasten Sort Søndag udtaler Theis Wilmer Poulsen fra bandet: ”Orm går sgu på pause på ubestemt tid. Ikke fordi vi er uvenner eller der er gnidninger eller noget, det er bare at størrelsen af Orm er virkelig svær at kombinere med det liv vi har ved siden af.” Theis anerkender overfor vært Jacob Trolle, at Orm har været enormt vigtige på den danske black metal scene, og har været med til at fremme black metal i Danmark. Deres koncert i DR’s koncertsal i 2023 er stadig omtalt som en af de bedste metal-oplevelser i nyere tid, og Orm har været med til at vise Danmark, at black metal er en genre der går ud over dens historik. Black er ikke kun corpse-paint og kirkeafbrændinger; det kan så meget mere. Men så stor nytænkning og evig fremgang kræver perfektionisme, og det kommer altså med en stor pris for bandet – en pris der tilsyneladende ikke kan betales i guld, men bliver betalt i blod, sved og tårer og i mentalt pres. Pausen med Orm betyder dog ikke, siger Theis, at han eller de andre vil stoppe med at spille musik, eller at det er et endegyldigt farvel. Men de har brug for at lette presset og brug for at føle, at de kan trække vejret igen.

Theis udtaler, at deres enorme ambitionsniveau har gjort, at bandet har skudt dem selv lidt i foden, og at det har slidt dem ned. At musikken er så svær og på så kolossalt højt et plan, gør det for svært at holde balancen med livet derhjemme, samt at holde de tårnhøje standarder bandet har for dem selv. Det munder simpelthen ud i, at bandet har valgt at stoppe med Orm på ubestemt tid. En sørgelig, men nødvendig nyhed.

Herfra skal der lyde 10 høje HURRA for Orm. Vi her på Bands of Tomorrow ønsker bandet det absolut bedste i deres pause og håber, at de kan finde spilleglæden frem igen. Det de har præsteret og formået at lægge for døren for os danske metalfans, er absolut uvurderligt.

Tak Orm. Tak for musikken og tak for følelserne. Det har været en ære og en udsøgt fornøjelse at få lov at være med denne weekend.