Katatonia kastede os ud i ægte melodiøst metal og vi blev ramt af både det bløde og det hårde

Foto: Presse

Selv efter næsten 35 år formår Katatonia stadig at skabe musik med sjæl, og de kan sågar også stadig gøre ballader interessante.

Torsdag aften i Amager Bio, og publikum er endnu en gang troppet op for at høre mænd med langt hår spille tungt på nedstemte guitarer: lige som vi kan lide det. Svenske Katatonia har stået stærkt på den progressive scene i de sidste årtier. De troppede op og viste, at man stadig godt kan være et metalband, selvom man ikke growler eller screamer, og at det er okay at have musik med både sjæl og følelse. Hvis vi skal være lidt genre-nørdede og beskrive bandet, så spiller Katatonia crossover prog metal, hvilket egentlig bare betyder, at de blander både progressivt metal og rock.

Lyden til koncerten var heldigvis fænomenal, så vi kunne nyde både det hårde metal og det bløde rock. Vokalen fra bandets eneste tilbageværende grundlæggende medlem, Jonas Renkse, gik rent igennem, og jeg blev enormt imponeret over, at han lød lige så godt live, som han gør på plade. Selvom Renkse ikke ligefrem flyver rundt på scenen, så bar hans stærke og karakteristiske vokal koncerten. I backdroppet af stroboskoplys vandrede Renkse scenen tynd og bevægede arme og hænder på mærkværdig vis, og lignede til tider lidt Tommy Wiseau i filmen The Room, men det er sagt med al kærlighed.

Selvom bandet generelt befinder sig i den blødere ende af metalgenren, havde de bragt en del af deres hårdere numre med sig på tour. Dette var velkomment, da det viste, hvor dygtige de er til at skabe stemning og trække publikum med ind i deres mørklødede musik – uanset om det er de hårde numre eller deres bløde ballader. Publikum var også svært begejstrede for bandet. Der blev kastet en masse horn, når de tunge riffs tordnede derudad, og i de mere stille stykker var salen overvejende stille og opslugt af showet.

Især da bandet stemte de første toner til deres kæmpehit Old Hearts Fall fra 2016, kunne man mærke, at publikum fik lige præcis det, de var kommet for. Denne sang viser alt, hvad bandets crossover prog kan, når det er bedst. Sangen lader hvert instrument skinne igennem, og man kunne næsten ikke andet end at stå og skråle med. Bandet står lige så stærkt, som de gjorde for 10 eller 20 år siden, og selv et metalhoved som mig, der normalt er til det mere ekstreme, blev fuldstændigt revet med af koncerten denne aften.

Kort fortalt: Katatonia indtog Amager Bio med mørk, stemningsfuld prog metal hvor tunge riffs og bløde passager gik hånd i hånd. Jonas Renkse bar koncerten med sin stærke, følsomme vokal, og publikum fik præcis den intense og sjælfulde oplevelse, de var kommet for.

Hvis du godt kan lide Katatonias crossover prog og deres blanding af både blødt og hårdt, så tjek danske Danefae ud!

Daniel Benjamin Frans
danielb.frans@gmail.com