21 dec Ungdomskærlighed og kvaler svøbt i synthesizere og inderlighed – Bifald tog Hotel Cecil med en vaskeægte Charmeoffensiv

Bifald sørgede for både kærlighed, hjertesorg, ungdomskvaler og masser af synthesizer til deres unge publikum på Hotel Cecil den 17. december.

Hotel Cecils koncertkælder var fyldt af først og fremmest unge i tyverne men også med et drys af midaldrende tilhørere. De var klar til at modtage det purunge popband Bifald, der til dato kun har udgivet fem sange.  Bifald er en duo bestående af Malte Bach Jensen og Max Le Maistre Matzen, som stod henholdsvis for rollerne som forsanger og keyboardist/keytarist. De havde desuden en guitarist og trommeslager med til koncerten.

Artisterne var lige så unge som deres publikum, men hvad der kunne mangle af erfaring, blev stærkt opvejet af både charme og indlevelse – af især frontmand Malte Jensen. Han fik både publikum med på fællessang og råbt ”Cecil!” op til dans.

Onsdagens koncert kom i kølvandet på udgivelsen af Bifalds debut-ep i slutningen af september i år. Ep’en har fået navnet – ja, ”EP”, et navn der ikke er det mest fantasifulde, men der er det da i hvert fald deskriptivt.

EP samler op på de tre tidligere udgivne singler Fanget i en drøm, Tænker du nogensinde på os og Sætter alt på spil, og tilføjer to nye sange. Sidstnævnte single har fået en del spilletid på P4, og det er måske der forklaringen på, at det aldrende segments tilstedeværelse kan findes.

Sætter alt på spil har ikke fået P4-spilletid uden grund, der et velskrevet popnummer med en drivende groove, et ørehængende omkvæd og charmerende lyrik.
Det fungerede glimrende i Cecils kælder, og med live trommer og guitar blev popduoens lyd fyldt ud af en mere pop-rocket tilgang.

5 sange er ikke meget at fylde en times spilletid ud med, så Bifald diskede op med et væld af uudgivne numre. Her blev der varieret mellem flere ballader, der lægger sig i slipstrømmen efter Var Det Ik Det Du Sagde, og det mere dansable synth-poppede univers, som duoen normalt bevæger sig i, på numre som Tænker du mon nogensinde på os.  
Jeg var ikke helt med på balladerne, og Var Det Ik Det Du Sagde er lidt for meget klap i hænderene og tag din lighter op til min smag, men den gik rent ind hos publikum. Grundet brandsikkerhed blev der ikke løftet lightere, men forsanger Malte Jensen fik på naturlig og charmerende vis publikum til at agere backing-kor, og fik hele salen med.

Mine egne ballade-betænkeligheder blev dog gjort til skamme under den uudgivne Kæmp for mig, der var et tydeligt følelsesmæssigt højdepunkt på aftenen. Her ramte forsangeren både dybt og personligt, og fik stærkt fremført sangen.
Så måske skal jeg bare lade Bifald høste, hvad deres navn påkalder. Med andre ord skal vi tilbage til poppen. Jeg synes nemlig, at Bifald er bedst, når de smeder popbaskere, og dem var der heldigvis masser af.

Bifalds musikalske univers er først og fremmest et sted for den rendyrkede popmusik. Fængende omkvæd og polerede melodier tager plads omkring relaterbare fortællinger om ungdom og kærlighed. Lydbilledet er influeret af 80’ernes synth-pop, og bands som Duran Duran kunne være en inspirationskilde.
Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er en ”80er” pastiche. Det er der nok af.  Bifald formår at tage drivende synthesisere fra en tid, hvor poppen var stor og keyboardene endnu større, og kombinere lyden med med fortællinger om ungdom og kærlighed. Her opnår de en form for relaterbar almengyldighed.
Det er regnvejr et godt eksempel på.

Jeg mener, Regnvejr er Bifalds bedste nummer, og det blev også mødt af noget nær et jubelbrøl, da det blev spillet som afsluttende nummer onsdag-aften. Regnvejr har et melankolsk udgangspunkt – både i lyd og i tekst. Kærlighedssorger er emnet, og det bliver formidlet eminent. Det er ikke den kønne hjertesorg, men den patetiske, ja nærmest latterlige hjertesorg der får lov til at fylde – og det er berettiget. Teksten rammer perfekt, på en let humoristisk måde, den specifikt ungdommelige selvoptagethed, og sortsyn der følger hjertesorgen.

”Du spørger, om verden er dum, jeg svarer, er jorden rund?”

Er sådan en fed linje, for ja – selvfølgelig er verden dum, når man lige har slået op med sin gymnasie- eller efterskolekæreste.

”Du væk, det derfor det regner lige nu

Og nu står det ned i stænger”

Bliver fremført med en sådan indlevelse, at man ikke kan lade være med at tro på, at regnen selvfølgelig falder, fordi forholdet er slut. Og kender vi ikke alle det? Når alt omkring en signalerer ens egen sindstilstand, for ja – verden er dum.

Helt grundlæggende er Bifald virkelig gode til komme helt tæt på ungdomskærlighed og ungdomskvaler. De ørehængende omkvæd bliver serveret med en sådan charme og inderlighed, der gør det umuligt at stå i mod.

Den samme charme blev også serveret til publikum på Hotel Cecil, og vi måtte føres os med. Koncerten endte med velfortjent bifald til duo og band. Med Regnvejr som afslutningssang, var der ikke anden mulighed end at tilslutte sig koret af taknemmelige gæster, der var blevet fløjet med til alle afkroge af teenagekærligheden på et synth-pop tæppe.

Kort fortalt: Med smittende charme og velkomponerede popnumre, fik pop-duoen Hotel Cecils fremmødte publikum med på både fællessang og dans.