26 jan Danske albums fra 2025 som Redaktionen ikke har kunne slippe

Musikåret 2025 har været et stærkt år for dansk musik, selvom nyhederne i TV-avisen har været mere af den triste slags. Vi er derfor lykkelige her på Redaktionen over, at vi har kunnet varme os på udgivelser, der har sitret af mod og personlighed. Midt i støjen, usikkerheden og tempoet i verden har vores danske kunstnere leveret øjeblikke af forløsning og fællesskab.

Selvom vi elsker at anmelde albums, vil vi på redaktionen ikke udnævne os selv til de endelige smagsdommere, der skal kåre årets bedste danske album” I stedet har vi samlet en liste over de udgivelser fra 2025, som vi ganske enkelt ikke har kunnet slippe igen. Albums, der har fået lov til at blive tyndslidte. 

Det er plader, der tør være sårbare, støjende, dansable, eksperimenterende og insisterende. Musik, der spiller på hele følelsesregistret og sætter spor, vi tager med os videre ind i 2026. Her er vores bud på de danske albums, vi har lyttet allermest til i 2025 helt urangeret, men udvalgt med masser af kærlighed.

100% WET – 100% WET 

Det selvbetitlede debutalbum fra de danske shoegazere i 100% WET er en musikalsk overraskelse – en glædelig én.
En blanding af brede og trancelignende shoegazeriffs med hurtige drum’n’bass-rytmer er overraskelsens opskrift. Det er en spændende blanding, og albummet bærer præg af en vilje til at lege og eksperimentere med mange forskellige genrer og stilarter.
Et eksempel er højdepunktet Ether, hvor trip-hoppede vers bliver kombineret med messende riffs, der indvarsler et stort og catchy omkvæd. Bandet kalder selv deres lyd for hypergaze, som en sammentrækning af hyperpop og, ja – shoegaze.
Genrer, som 100% WET trækker fra, er af natur drømmende og teksturfokuserede. Melodierne bliver druknet i en lydmur af distortion og forvrængninger af lydbilledet. De skiftende vokaler er enten gemt bagved eller flydende oven på lydmuren. Vokalerne er frem for alt hvirvlende instrumentale elementer i det samlede udtryk.
100% WET handler om lyd. En dvælende og drømmende en af slagsen. Det magiske ved albummet er kombinationen af de messende guitarer og de repetitive drum and bass-rytmer. Repetitionen leder til et trancelignende rum, hvor drømme frit kan foldes ud.
Men ikke nok med, at vi bliver taget med i drømmeland, så formår 100% WET på sange som Leave It at være intet mindre end catchy. Albummets lyd er altså ikke bare kreativ og original, den består også af nogle virkelig gode sange. Sange, der ad uanede veje borer sig ind i hjernen og prikker til de helt rigtige steder.

Spawner – Air Is Getting Stranger 

Danske Spawner cementerer sig med deres debutplade som et yderst lovende navn på den alternative rock- og grunge-scene, der skaber ørehængere uden at blive udynamiske.

Lyden har referencer til halvfemsernes Smashing Pumpkins i et nummer som Can’t Find You, men følger også med aktuelle irere Fontaines D.C. og NewDad i ulmende numre som How To Tie a Tie samt Fill The Blanks.
Midt i støjen klinger vokalharmonier og underholdende tekster sammen med stramme, tunge trommer i et resultat, der vil glide rent ind hos fans af irsk rock fra My Bloody Valentine til Wunderhorse eller af amerikanske halvfemser grunge grupper.

Poptones – Pure 

Få viser så meget kunstnerisk mod på den danske rockscene som trioen fra Thy – nemlig de eksperimenterende punkere i gruppen Poptones. Pure er en udgivelse, som holder fast i den ambivalente, drømmende, eksplosive og uforudsigelige lyd fra debuten men med stærkere sangskrivning og arrangementer.

Der er noget “Lynch-agtigt” over trioen, som både formår at skabe momenter af forstyrrende kaos og desorientering samt smukke og atmosfæriske sektioner. Man kommer ind i en musikalsk verden, hvor reglerne ikke er som i virkeligheden, men som stadig føles meget menneskelig.

Som lytter er man på tæerne hele vejen igennem. Det føles aldrig formularisk eller sikkert, men samtidig føles værket samlet og kontinuerligt på trods af den store spændvidde. Der er en grundstemning, som følger én igennem værket. Som om man følger en protagonist, der er konstant søgende, men som ved, at det kan gå galt når som helst.

snuggle – Goodbyehouse

På kort tid har snuggle formået at opnå international opmærksomhed, hvor de bliver kategoriseret under Spotifys algoritmemærkat CPH+ sammen med Elias Rønnenfelt og Erika de Casier for blot at nævne et par stykker.
Musikken ligger dog ovre i en lidt anden boldgade end country-punk og contemporary R&B og trækker i stedet på bandets tidligere projekter Baby In Vain og Liss, der tilsammen danner en spændende blanding af Hope Sandoval-agtige vokaler og guitarer smurt i dream-poppede guitareffekter over producerede beats.

Driving Me Crazy er soundtracket til enhver hipsters kærestedrama, et nummer hvis spæde intro trækker tråde til Today af The Smashing Pumpkins, inden følelserne gives slip med et brag. Snuggle har mystik, eksempelvis på Marigold, hvor skæve taktarter og toner får lov at udfolde sig i legende guitarriffs.
Du kan nå at opleve bandet endnu på deres igangværende turné, men skynd dig, inden udlandets spillesteder kommer på andre tanker.

Smøgmænd – Broderløfte

Vi ved ikke, hvem de er, eller om de vil verden det gode eller det onde, men det er svært ikke at lytte fascineret med på trods.

De rapper om mystik og abstrakte emner om eksistens og menneskelighed. Deres univers er bizart og særpræget og ligner til sammenligning ikke noget andet på den danske scene. De blev et ægte internetfænomen, som blev opdaget gennem reels og TikToks, hvor fans evigt kunne prøve at finde hoved og hale i, hvad disse kryptiske mystikere egentlig havde gang i.

Deres udgangspunkter er oftest i mærkelige genstande, myter og mærkelige fænomener. De er optagede af hjorte, minotaurer, abekranier og ting lavet af bly, som alle er interessefelter, der virker utroligt originale, og Smøgmænd får dem nærmest også til at virke fascinerende.

Deres debutplade er kort, men efterlader et dybt og undrende indtryk. De rejser store spørgsmål i sindet som: “Hvad var lige det, jeg lyttede til?” og “Hvad skulle det lige betyde?”. Om det er gale, geniale eller bare forfriskende originale, er svært at svare på. Uanset hvad har det stjålet opmærksomheden på den danske hiphopscene, gemt bag masker, har de leveret et fantastisk produkt.

BITOI – Sirkulu 

BITOI betyder Bass Is The Original Instrument, hvilket selvfølgelig beskriver BITOI ret præcist. Bas, som her forstås som stemmen, er udgangspunktet i musikken. Det er en udforskning af, hvad BITOI’s musikere og komposition kan De blander folk og elektroniske elementer – og er helt igennem eksperimenterende.
Teksterne er uforståelige, så tekstanalysen kan du gemme langt væk. Lyrikken er derimod baseret på fonetiske lyde og eksperimenter med at synge fra halsen og gennem fløjtning.
Bandet viser, at man ikke behøver at forstå sproget for at mærke inderligheden. Noget, som kan få tårerne ud af øjnene og vildskaben ud af kroppen blot med lyde – er sangen som MI-RO-SE. Den er et hårdt bølgeskvulp, som rammer kroppen og bagefter efterlader den med det let bølgende vand.

Sirkulu er et album, som man ikke bare finder på playlisterne, men som alle burde lægge sig på græsset til og høre fra ende til anden – mindst én gang.

Julie Pavon – Born With Heartbreak

Vi har ventet på dette album længe – faktisk lige siden hendes debutsingle i 2020 – og endelig landede det på de danske albumhylder: nemlig Julie Pavon med Born With Heartbreak. Et album fra den dansende og festende dronning fra Danmark, som kræver, at du bevæger kroppen og kaster dig ud i dansens befrielse.
Et nummer som Don’t Call Me Out kender du måske fra diverse festivaler og er helt klart hittet midt på pladen. Men hvis man dykker mere ned i diskografien, finder man også et nummer som A Day To Breathe, som også er åbneren pladen. Et nummer, som kræver, at du trækker vejret med Pavon. Imens du sidder i din vejrtrækningsøvelse, overvældes du af festen, som har en hård flirt med angsten. Angsten for at eksistere filtres ind i vildskaben, og albummet føles som en eksplosion af følelsesregisteret igennem EDM tracks.

Born With Heartbreak er et album, som kaster lytteren hovedkulds ind i et tranceagtigt lydlandskab, der får en til at stå midt på en fest i Goa. En plade, som også indkapsler Julie Pavon lige der, hvor man elsker hende mest – i det undskyldningsløse mindset, hvor det handler om, at ALLE skal kaste sig fri.

The Raveonettes – ‘PE’AHI II’

Bandet bag en af de største historier i Spot Festivals rockhistorie er The Raveonettes. Det første danske band, som brød igennem med en millionkontrakt til et udenlandsk pladeselskab. De er nu tilbage med et album, som viser, at selvom man har haft en storhedstid, kan man godt komme cruisende tilbage i sin amerikanerbil.

Det er støjet, larmende og brølende. Det er tilbageskuende, samtidig med at bandet har trådt ind i det nye rocklandskab, som omfavner de danske bands. Man får lyst til at lægge sig ind til en rockkrammer til nummeret KILLER, hvor ens tinnitus forsvinder med støjen. Det er dog også støjen, som tager alle de mørke følelser ud af kroppen.

Nummeret Blackest indrammer alt det, som vi kender fra The Raveonettes. De bragende guitarer murer, som tonser ind i kroppen. Vokalernes silkebløde hvisken, som gør, at det uhyggelige og farlige føles lige rundt om hjørnet. Vi sætter os ind i bilen og kører langsomt, men samtidig hurtigt, ud af landevejen. Stedet hvor The Raveonettes’ hører hjemme.

Soleima – Hærværk/Mesterværk

‘Hærværk/Mesterværk’ viser Soleima som en kunstner i fuld kontrol over sit udtryk og markerer sig som en af de stærkeste danske udgivelser i 2025. Med sikker hånd bevæger hun sig ubesværet ind i et mere rocket og eksperimenterende univers, end hun har gjort tidligere. Resultatet er både smukt, råt og intenst. Albummet kredser om spændingen mellem skabelse og destruktion, kontrol og kaos, mellem det polerede mesterværk og det hærværk, der konstant truer med at rive det ned.

Soleima fremstår selvsikker og kompromisløs i sin kunstneriske position og insisterer på et udtryk, hvor sårbarhed, vrede og ambivalens kan eksistere side om side uden at blive gjort spiseligt. Hun bevæger sig konsekvent ud på kanten i sin kontrastfyldte lyrik, og resultatet er en plade, der både udfordrer og belønner lytteren, og som sætter et markant fingeraftryk på musikåret 2025.

Sebastian Wegener – Naturen 

Sebastian Wegeners debutalbum, Naturen, landede som en tidlig julegave i november og det er tydeligt fra første tone, at vi har med en kunstner at gøre, der tør stå helt hudløs frem. Albummet er et enormt velproduceret, ærligt og en næsten dagbogsagtig fortælling om et breakup, hvor hver sang føles som et personligt udbrud og et nyt kapitel i sorgen, savnet og selvbebrejdelsen. Tematikker som sex, længsel, sorg og dagdrømmerier flettes sammen i et narrativ, der trækker lytteren igennem Sebastian Wegeners turbulente følelseslandskab fra start til slut – hver sang som et lille følelsesmæssigt mesterværk. 

Wegeners første single, Upsi 28, udkom et år før albummet og lægger grundtonen for en rejse gennem smerte, savn og refleksion. Som sidste nummer på pladen, fungerer Upsi 30, som et dobbeltslag med samme form, tekstopbygning og melodi, men løftes af en storslået produktion, der giver sangen både tyngde og glans. Resultatet er en rørende afslutning på et vildt og gennemført album, hvor de første forsigtige skridt ind i forelskelsen føles både nærværende og håbefulde. 

Naturen rammer lige i hjertet, trækker lytteren ind i sine følelsesmæssige labyrinter og efterlader én både forpint og euforisk.