13 jan Redaktionen anbefaler udenlandske albums fra 2025

Musikåret 2025 har været et glitrende år. Små stråler, som har oplyst de udenlandske musikscener og givet en smule håb i tider, der nogle gange kan føles uendeligt mørke.

Selvom vi elsker at lave anmeldelser af albums, vil vi på redaktionen dog ikke sidde som de store smagsdommere, der skal fortælle dig, hvilket album der er det bedste fra 2025.

Vi har dog lavet en liste over de albums, som vi på redaktionen af Bands of Tomorrow, ikke har kunnet lade være med at spille igen og igen. Det er albums, som rører helt inde i hjertet, der hvor det gør lidt ondt. Numre, som tør spille på alle de tangenter, der findes i følelsesregistret – og albums, som vi vil tage med ind i 2026. Her får du listen over de albums, som vi har lyttet allermest til urangeret, men med masser af kærlighed.

Horse Vision – Another Life

En playliste, som har fyldt en del for de danske indiehoveder, er cph+, og her finder vi trofast det svenske band Horse Vision. Et band, som falder ned i tendens på den nordiske musikscene, der har en blanding af genrer såsom rock, emo, pop, som bliver krydret elektronisk elementer, som vi nok kun kan nikke anerkendende tak til hyperpopen for. Det dufter af MIAW og 100%WET og er fuldkommen dragende.
Pladen balancerer på knivsægget mellem det indadvendte og det udadstormende. Her er nummeret Partly Get By et eksempel på det intense og intime, som udfolder sig som en elektronisk sommerfugl, der basker med vingerne igennem et landskab af inderlighed.
Det er præcis den bevægelse, som gør albummet så stærkt.

Tropical Fuck Storm – Fairyland Codex

Få mestrer kontrolleret kaos med samme selvfølgelighed som den australske art-punk-gruppe Tropical Fuck Storm. Det gælder både musikken, som på en og samme tid er både dissonant og hooky samt groovy og uforudsigelig. Guitarer, der er ved at brænde sammen og catchy gruppevokaler.

Men det gælder også lyrikken, der politisk er progressiv, men formår at afholde sig fra at være preachy. Man kommer ind i det hykleri og de modsætninger, der nødvendigvis opstår, når man som et menneske, der vil det levende og solidariske samfund, fødes ind i en samfundsmæssig kontekst, som styres af helt andre normer.

Hvis du søger musik, der afspejler den brydningstid, vi lever i, med al dens håb og brutalitet, så er der få, der gør det med samme vitalitet og opfindsomhed som de psykedeliske punkere fra “down under”. En plade, der er tilbage på det tårnhøje niveau, gruppens debut A Laughing Death in Meatspace satte tilbage i 2018.

Snooper – Worldwide 

De kalder det selv for punkmusik for folk, der ikke kan lide punk, og det er måske i virkeligheden den bedste beskrivelse, der findes for Snoopers musik – og en stor del af Snoopers fanbase.

Deres nyeste plade Worldwide er en sand sejrsrunde for det lille amerikanske punkband, der nu er kommet hjem fra en verdensomspændende turné i højt tempo med uendelig energi.

Det unge egg punk-band spiller punk med smilende attitude og en energi, der kan drive et helt kernekraftværk. Det er lo-fi-indspilninger omsvøbt af stort musikalsk talent. Det hele føles relativt hjemmelavet, og det er i virkeligheden den umiddelbare energi, der giver pladen den autentiske punkpuls, som de fleste hardcorepunkfans går og længes efter i tiden. Punken er ikke død, den har blot endnu engang skiftet udseende og humør – og denne gang i højt energisk humør sammen med Snooper.

Honningbarna – Soft Spot

Honningbarna cementerer med Soft Spot, at de er et af verdens bedste hardcore-bands.
Punken lever i bedste velgående hos vores naboer nordpå, og Honningbarna er bannerførere for en generation af bands fra alle afkroge af Norge, der markerer sig ved norsksproget og intens punkrock.
Skulle man tro, at første nummers spoken-word-monolog (med ægte Kristiansand-dialekt) var betegnende for resten af albummet, bliver man overrasket. For med track nr. 2: Schäfer bliver lytteren sparket i hovedet af en insisterende basgang og smidt ned i en spand is med det riff, der følger med – det er pissegodt.

Steder på albummet når Honningbarna så langt ud, at melodi og rytmer begynder at fragmentere, men på kanten af sammenfald bliver der med nød og næppe holdt sammen i sangene.
Honningbarna er heller ikke bange for at bruge elektroniske elementer eller at tage fat i industrial-genren. Som på sange som Ultraøyer, hvor hamrende riffs bliver kombineret med, hvad der lyder som svirrende motorsave. Dermed er Soft Spot også mere korrekt karakteriseret som et post-hardcore-album.
Diskussioner om genrer skudt til siden, så skærer og skurrer Soft Spot på den helt rigtige måde de helt rigtige steder. Det er råt, energifyldt og utroligt kreativt.

Navy Blue – The Sword & The Soaring

Har man det til gode at høre sit første Navy Blue-album, er den nyeste udgivelse fra den eksistentialistiske rapper det perfekte sted at starte, ikke mindst fordi det er et af årets bedste albums.
Navy Blue har med en stribe af kvalitetsudgivelser udmærket sig med en signaturlevering af livskloge bars over drømmeagtig og svævende produktion. Fælles for den unge californiers udgivelser er, at han bruger musikken livsreflekterende og selvterapeutisk med en bestræbelse på at klatre ud af de huller, som livet ihærdigt forsøger at trække ham ned i.
Med sin seneste udgivelse The Sword & The Soaring søger han nye højder konceptuelt. Som lytter kommer man på en transcenderende og esoterisk odysse med Navy Blue i hans univers, der udgyder en varm melankoli med en opløftende affekt. Det er en helstøbt perle af et album, som man ikke må overse – specielt ikke, hvis man hælder til lyrisk hiphop med lo-fi-produktion.

Wet Leg – Moisturizer 

Vådt, slimet og sexet vender det engelske indierock-band tilbage, modigere, større og stærkere end nogensinde.

Med deres selftitled debutplade Wet Leg fra 2022 markerede de sig som et af de største og mest aktuelle og anerkendte bands på den internationale scene. Der er nu gået tre år, og på triumferende vis formår de at gøre præcis det samme igen.

Det er kærligheden og de store følelser, der dominerer pladens lyd og lytternes øregange. De har forfinet og udviklet deres udtryk uden at komme alt for langt fra deres fremragende udgangspunkt, og det har skabt en fantastisk og multifacetteret albumoplevelse fyldt med bangers.

De er lige så kompromisløse, stædige og hårdnakkede, som da de startede, og det er både en imponerende, inspirerende og utroligt sexet oplevelse.

Dj Billybool – DYR 

Det er utvivlsomt ikke en nem opgave at udgive et eurodance-album i 2025. Den bekymringsfrie optimisme, der prægede dansemusikken fra starten af 90’erne til omkring årtusindeskiftet, er af åbenlyse årsager forduftet og langt hen ad vejen svær at replikere i dag. Alligevel føles svensk-thailandske Dj Billybool forfriskende autentisk, når han kækt kroner sig selv som ”number one DJ on the whole planet” og uden at blinke bevæger sig overlegent ubesværet i en genre, som af mange for længst synes forældet og halvkikset.

I tæt samarbejde med produceren Eurohead fungerer DYR som et retrospektiv af dansemusikkens storhedstid set gennem brillerne af nutidens produktionsværktøjer. Den næsten klichéagtige trance-lead på højdepunktet STOCKHOLMSVECKAN lyder på den ene side klinisk digital, men opvejes af produktionens komplekst tætpakkede instrumentallag og unikke vokalmix. Hvornår har så åbenlys en pitch-korrektion sidst virket så passende oprigtig? Det gælder både på de hårdtslående øjeblikke såvel som på de svævende ballader, herunder på introspektive FÖR FORT, der heldigvis besidder den implicitte melankoli, som ofte lurer under overfladen på mange af de største eurodance-klassikere. Det er umuligt ikke at trække tråde til store stemmer som Basshunter, og det er næsten ikke til at få armene ned over.

Med andre ord lykkes Dj Billybool med at fortolke en hidtil skrinlagt genre i kontekst af samtiden på DYR, som på én gang virker imponerende overproduceret og samtidig tilfredsstillende simpel i sin umiddelbare levering. Det er præcis sådan, eurodance skal lyde i 2025.

Dove Ellis – Blizzard

Dove Ellis’ snestorm er blæst ind på det helt rigtige tidspunkt. I en tid, hvor Cameron Winter og This Is Lorelei er på alle indie-heads’ læber, river Dove Ellis i følelsesregisteret med sin dybfølte indie-folk, der ikke holder sig tilbage fra de store toner.

Ellis’ stemme bringer tankerne på den dynamiske Jeff Buckley, og de klassiske instrumenter blandt afslappede trommer på det skønne nummer To The Sandals leder ørerne i retning af The Smiles Instant Psalm, hvor det ukontrollerede alligevel går op i en højere enhed.

Love Is er en forfriskende modgift til det evige hav af kærlighedssange, der med teksten “love is not the antidote to all your problems” leder os gennem en opløftende seance af storladet kor og downstrokes på guitaren. Resultatet? Et uhyre ørehængende nummer med en overhængende fare for at blive forelsket i den unge musiker.

Geese – Getting Killed
Vi på redaktionen er også blevet ramt af New York City-rockfeberen og er hoppet magtesløst og hovedløst med på Geese-rock’n’roll-vognen, og vi elsker det!

Efter at verden mildest talt har ligget sovende, har Geese med en rå, ung og angstfuld attitude genoplivet interessen for ægte old school rock’n’roll.

Med deres nye plade Getting Killed har de som en sonisk mavepuster genoplivet interessen for rocken og erobret verden.

De spiller godt, synger godt og skriver fremragende melodier, der fortæller meget præcist om den menneskelige tilstand, der går gennem kroppene på den meget bevidste og sensitive generation af verdensborgere, der prøver at holde hovedet koldt i en særdeles brændende og kaotisk verden.

caroline – caroline 2 
Igen er det lykkedes det britiske orkester at lave en plade, der på samme tid sammensmelter støjende emo-post-rock med følsomme folk-vokaler og -instrumentallyde. En plade, der trods sine lullende, gentagende sekvenser pludselig vil rive gulvtæppet væk og vælte dig omkuld med Total Euphorias støjmur eller rive dig væk i Two Riders Downs følelsesmæssige tornado af en opbygning.

caroline 2 skriger af perfekt uperfekthed. Mens polyrytmerne imidlertid kan lyde, som om hvert bandmedlem blot laver deres egen ting, er her tale om et orkester, der spiller enormt godt sammen. Dette høres eksempelvis på Song Two, hvor stoppen og starten sidder knivskarpt midt i taktarternes virvar, noget redaktionen var heldig at opleve til Alter Festival 2025, da bandet svingede forbi Aarhus.

På denne plade har gruppen taget interessante produktionsmetoder i brug, eksempelvis i Coldplay-coveret, hvis lyd ikke kunne være længere fra titlen, hvor mikrofonen bevæger sig mellem to rum med to forskellige sange. Her er altså tale om et band, der stadig har innovation øverst på dagsordenen på denne opfølger til deres genrebrydende debutplade caroline fra 2022.

Black Country New Road – Forever Howlong
Black Country New Roads’ skæbne blev tvivlsom, efter de mistede deres forsanger kort efter udgivelsen af deres sidste plade Ants From Up There, og hvad skulle man egentlig forvente i forhold til det bredt anerkendte og elskede engelske band?

Den tunge og dybsindige åndstilstand, der definerede BCNR, har nu transformeret sig til et håb og et budskab om at træde ud af mørkets tungsind og ind i fremtidens optimisme.

Rødderne er stadigvæk de samme for det gæve band, og de har nu opnået nyfundet styrke igennem store indie-orkestreringer og et væld af forskellige og saftige arrangementer.

Med strygere, blæsere, skønsang og utroligt talent markerer de sig igen som nogle af de største spillere inden for den moderne indierockscene, og det bedste ved det hele er, at de gør det på så utroligt ydmyg vis.

Den tunge krone, der pryder BCNR’s rygte, bærer de, som var den let som en fjer, og som et genfødt band lyder de, som om de har energi, der rækker langt ud i fremtiden.

Racing Mount Pleasant – Racing Mount Pleasant

I 2025 voksede en gren af rockmusikken sig stærkere og stærkere – den orkestrale rock. Det storslåede, bragende og ufatteligt mange musikere på scenen, som må give en tourmanager ondt i hovedrødderne.

Når man kigger over denne liste af, hvad redaktionen har lyttet til, kan man finde navne som BCNR og caroline, der brager afsted på indie scenen med et hav af instrumenter. Et navn, som er et af de lidt nyere på stammen, og som virkelig har udgivet et helt magisk album, er Racing Mount Pleasant.

For at finde bandet skal vi over Atlanten til Michigan. Her finder man det fem personer store band, som før har været kendt under navnet Kingfisher.

Det er et band, som blander det dybtfølende og småtlydende folk med de helt store arrangementer, som kaster lyde ud af højttalerne og efterlader kroppen med gåsehud.

Musikken kan føles ubeskrivelig, fordi et enkelt nummer, som f.eks. åbningsnummeret Your New Place, indeholder så meget følelse, talent og inderlighed, at man nærmest efterlades tom. Men hvis man giver sig selv den gave og lytter til alle 13 numre i én køre, vil man falde dybt ind i et album, der reflekterer over kærlighed, hjem og ungdom.

Man har senest kunnet se dem som opvarmning for Geese, hvilket er fuldstændig rigtigt set af de gen Z-rockkonger – dette er det næste band, som forhåbentlig vil brage rocken ud af dine højttalere.

Boko Yout – GUSTO

Et tungt år kræver nogle gange en fest – og det leverer Boko Yout med sin debutplade GUSTO. Et album, som kræver din opmærksomhed, en bevægelse i kroppen og et lidt lettere sind.

Boko Yout, som gjorde sig bemærket på Roskilde Festivals First Days-koncert i 2024, har leveret et album, som har sikret ham en fuldt booket festivalsommer i 2026.

Men hvorfor er det så fedt? Her kan man både pege på hans glitrende SoMe-tilstedeværelse, men mest især på hans genre, som han selv har kaldt Afro-Grunge. En tilbageskuen til de store rockguder, som gav ungdommen en stemme, samtidig med en klar kærlighed til det festende og ekspressive.

Det er elektronisk, til tider ret hårdt og vildt pulserende. Det, som gør musikken ekstra stærk, er, at man kan høre, at indspilningerne er instrumenter, der bliver hamret i. En vildskab, som ingen trommemaskine kan fremkalde.

En sang som 9-2-5 skriger ud til ungdommens ulyst til, at man skal have et arbejde og den fødevarekrise, som verden står i, tilsat en slags udtømning af vreden.

Redaktionen har lyst til at kaste hænderne op i luften og løbe ind i 2026 – til alle de nye fede udgivelser, vi nu skal lytte til.