04 feb Black Voices – a Tribute // Fem kvindelige artister hylder dem, de står på skuldrene af i smukt forenende koncertformat

Foto: Petra Kleis

Caroline Henderson tager i dette koncertformat sine kolleger Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Betty Bass under armen og hylder de kvinder, de står på skuldrene af. Den gennemførte hyldestkoncert har netop turneret Danmarks største koncertsale for tredje gang.

På en af januars mest isnende aftener ankom jeg i Musikhusets enorme klinkefoyer. Jeg rystede kulden af mig og så mig omkring i det lilla lys for at danne et indtryk af mine medpublikummer. Overvejende midaldrende og opefter – det må være Caroline Henderson-effekten, tænkte jeg straks. Den dansk-svenske sangerinde og skuespiller har haft en lang og indflydelsesrig karriere. Og det, jeg skulle ind og se nu, var frugten af denne karriere: Et hæderligt projekt med formålet at løfte kolleger og medkvinder samt hylde alle de kunstnere og den prominente musikkultur, de alle står på skuldrene af.

Black Voices – A Tribute er et koncertformat, der turnerer Danmarks største musikhuse for tredje gang. Det taler jo tydeligt om populariteten. Jeg var spændt og forventningsfuld. Fem talentfulde sorte kvindelige musikere – Caroline Henderson, Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Betty Bass. Alle samlet i et stort show for at hylde musikhistoriens største sorte kvindestemmer. Hvis man bare har en flig af fornemmelse for, hvor toneangivende, revolutionerende og indflydelsesrig sort musik har været i musikhistorien – ja, i hele verdenshistorien og i nutidens popkultur. Så ved man, at det bliver godt. Og, dare I say, bangers på bangers på bangers. Og spoiler alert! Det blev det.

Store Sal i Musikhuset er et sjovt sted. En flot sal, hvor man som publikum sidder yderst mageligt i stolene. Den rummer en form for formalitet. Noget, jeg var en anelse nervøs for, kunne tilføje en uønsket stivhed til en koncert med musik, der virkelig ikke skal være stiv eller overdrevet formel. Det er jo soul for pokker. R&B. Rock’n’roll. Hiphop. Alt det, der sætter kroppen og følelserne i vibrationer.

Lyset sænkes, og forventningsfuldheden spidser til. De fem kvinder spankulerer ind på scenen med en kraftfuldhed og fremfører Free Your Mind af En Vogue. Til min store glæde spotter jeg hurtigt, at kunstnernes outfits næppe er overladt til tilfældigheder. De bærer stilede og vidt forskellige looks: Betty Bass i en dybgrøn, tætsiddende kjole, Nabiha i orange corsage og bukser, Karen Mukupa i rød satin-cargo-buksedragt, Iris Gold i lysegult 60’er-sæt med pelskant og plateaustøvler og Caroline Henderson i hot pink jakkesæt – som for at understrege, at hun er the boss behind.

Koncerten var skræddersyet til at tage os igennem en bred vifte af sort musik med en spændingskurve og et tempo, der hele tiden bølgede op og ned. Vi bevægede os fra energisk disco til langsom soul, fra folkrock til hiphop, fra R&B tilbage til soul – og jeg kunne blive ved. Nabiha var den mest alsidige kunstner på scenen med en imponerende spændvidde. Den blev demonstreret i hendes fremførsel af Tracy Chapmans ikoniske sang Talkin’ Bout a Revolution. Nummeret startede helt langsomt med klaver og kulminerede i et overraskende mashup med et moderne, cunty hiphop-nummer (som jeg desværre ikke nåede at identificere). Og det fungerede big time.

Det var Nabiha, der løb med solistrollen til aftenens Beyoncé-nummer, som jeg nok ikke var den eneste, der havde glædet mig til. Det blev en euforisk, vild energiudladning til nummeret Freedom. Nu tænker du nok, at det må have været svært – ja, nærmest umuligt – at sidde stille i sit fløjlsæde. Og ja, det var det. Så da Caroline Henderson hen mod koncertens afslutning ikke inviterede, men direkte opfordrede publikum til at rejse sig, blev der ikke tøvet et sekund. I mine øjne både en genistreg og en nødvendighed i det store, let stive rum, som Store Sal i Aarhus kan være. Hun gav os den hjælpende hånd, vi havde brug for. Energien boblede frit i os.

Betty Bass og Iris Gold er to kunstnere, som jeg ikke tidligere har været bekendt med, og derfor var det vidunderligt at opdage disse to talenter i dette format. Betty Bass har den mest velourbløde, dunede og sexede vokal og fremførte R&B-numre med en selvsikkerhed. Det virkede som, at hun aldrig havde lavet andet i sit liv end at frasere. Nævneværdige præstationer inkluderer 90’er-hittet The Boy Is Mine, legenden Aaliyahs Try Again fra 2001 og i særdeleshed den mere moderne og genrebøjende 20 Something af SZA fra 2017. Her fik Betty Bass virkelig lov til at gro store, funklende R&B-vinger og tryllebinde os.

Iris Gold viste sig at være en utroligt betagende kunstner med en råhed og attitude, der fik mange af mine medpublikummer til at fnyse og fnise overrasket og rykke forbløffede tilbage i sæderne. Hun var ikke bange for at lege med sin stemme og sit kønsudtryk. Hun havde – og dette siger jeg med frygt for at lyde outdated – ren swag. Skal lige hilse og sige, at Beyoncé altså også bruger det ord til at beskrive sort excellence. Det kan vel på dansk beskrives som en uundskyldende og selvsikker måde at udlade sin energi på, som får de fleste jantelovsryttere til at ryste i bukserne.

Et af aftenens højdepunkter var for mig, da Iris Gold genåbnede ballet efter et all-black-tøjskifte, og indtog scenen i et fuldstændig ikonisk look: Et tætsiddende, kulsort jakkesæt med trompetbukser, sorte plateaustøvler og en kolossal sort hat med fjerbeklædt skygge. Yowsah. “Hende der vil jeg være,” sagde den lille pige inde i mig. Hun leverede en sjælfuld fortolkning af nummeret Weak af Skunk Anansie, og jeg ville ønske, jeg kunne opleve de to minutter igen og igen. Iris Gold gjorde med hele sit væsen og udtryk et tydeligt, anerkendende nik til 60’ernes, 70’ernes og 80’ernes banebrydende sorte aktivister og kunstnere. Da hun vendte ryggen til publikum, stod ordet BLACK skrevet med enorme, hvide versaler hen over jakkens ryg.

Af musikalske højdepunkter vil jeg derudover nævne fremførelsen af nummeret Afro Blue i Melanie De Biasios fortolkning. Det blev sunget af alle fem kvinder – ét vers til hver – og rummede en særlig magi, urkraft og langsomhed, som stod i smuk kontrast til resten af programmet.

Og så blev mit discoelskende hjerte ovenud bjergtaget, da Caroline Henderson fremførte 70’er-hittet I Feel Love af Donna Summer. Hypnotiserende og evigt ekspanderende synthy disco, som Caroline og hele holdet virkelig formåede at hive op til den ekstatiske højde, den fortjener. Ros til koreograf Tonia Pedersen for smukke, statiske silhuetter, der ledte tankerne hen på voguing.

Da Caroline Henderson annoncerede aftenens sidste sang af Tina Turner, River Deep, Mountain High, måtte jeg indrømme, at jeg blev lidt skuffet. Jeg kendte ikke sangen og undrede mig over, at pladsen ikke var gået til vores allesammens kære Natasja, som endnu ikke havde været på programmet.

Men, jeg måtte æde min hat og endnu engang indse, at jeg er notorisk nem at narre, for der var jo et ekstranummer. Og selvfølgelig var det Karen Mukupa, Natasjas tætte veninde og kollega, der fremførte Til Banken, bakket op af hele holdet. Smilene og hjerterne hos publikum var store og varme, og klumpen i halsen var jeg nok ikke ene om at have. En stærk afslutning, der gav en følelse af sammenhørighed i den fælles, uudtalte erkendelse af, at Natasja burde have stået på netop den scene med de kvinder denne aften. Må hun for altid hvile i fred.

Kort fortalt: Black Voices – A Tribute i Musikhuset i Aarhus var en gennemgående veludført koncertoplevelse af høj kvalitet. Caroline Henderson og co. opnåede helt klart deres mål om at hylde kvindelige sorte musikere og den musikkultur, de står på skuldrene af. Men det var derudover også en kæmpe hyldest til styrken i forskellighed og diversitet: Forskelligheden mellem generationer, genrer og æstetik; den enorme diversitet i sort musikkultur. Blev cementeret gennem et kurateret program og foreningen af de fem kvinders forskellige musikalske udtryk i et flot og dynamisk, skræddersyet show. Allle fik lov at blomstre – aldrig på bekostning, men i kraft af hinanden.

De medvirkende i Black Voices – A Tribute var: Caroline Henderson, Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Betty Bass. Caroline Henderson er kreativ producer, tekstforfatter samt ansvarlig for iscenesættelse. Anders Stig Møller er musikarrangør og kapelmester, mens Toniah Pedersen er koreograf.