04 feb Udtryk, kaos og fællesskab: som et råb om seksuel frigørelse og løsrivelse af patriarkatet, forvandler Ashnikko koncertsalen om til et queer-venligt sted, der afviser kønsnormer ved døren

Foto: Anna Borgkvist

”Larmende, støjende og forstyrrende,” er ord, der ofte bruges om Ashton Nicole Casey (she/they), kendt under kunster navnet Ashnikko – og det er præcist meningen. Deres lyd og image er et uundgåeligt, provokerende medie: et forstørrelsesglas på patriarkatet og dens tunge støvle på queer- og non-binæres struber.

“I can’t even wear my skin without them asking where I’ve been,” var sætningen fra deres sang Invitation (2018), der introducerede mig til kunstneren Ashnikko tilbage i 2018. En sætning, der vækkede en ild i mig, hvis flammer slikkede koncertsalens loftsøjler fredag aften. Da kunstneren indtog scenen, so indtog de for alvor scenen – der var ikke ét spot, der ikke var svøbt i farver, excentricitet og eventyr. Fra kostumerne, backup-danserne, scenerekvisitter og koreografien, til de skiftende scenebilleder og lysshow; tilsammen fortalte de en historie, der transporterede dig til et hyper, begærligt, forunderligt univers. Musikken var kun ét lag af aftenens oplevelse – dette var ikke kun en koncert, det var et imponerende teaterstykke.

Introduktionen til både kunstneren og aftenens forestilling var intet mindre end spøjst. På scenen ser vi en scenerekvisit, der ligner en kolossal, tegneserielignende vaginal kanal. Gennem denne scenerekvisit, træder Ahsnikko ind, som Alice gennem den lille dør i Alice i Eventyrland, iført et teatralsk kostume bestående af tuddelskørt, minatyr klovnehat og lingeri. Kostumet skaber en bevidst overdrevet silhuet med klare referencer til både cirkusæstetik og en postmoderne, victoriansk formsans, der trækker på det teatralske.  

Iført dette teatralsk genistreg, åbner Ashnikko med sangen Sticky Fingers fra hendes nye album Smoochie (2025), og performancen fra åbningsnummeret satte baren for første halvdel af showet, hvor Ashnikko gør brug af sange fra sit nye album. Microplastics, She’s So Pretty, Lip Smacker og Trinkets bliver alle optrådt iført et beskedent, underdanigt univers med luftig, barnligt, højt lejet stemmeføring, der iscenesætter underdanighed – dog som et æstetisk greb end en reel magtposition.

Sammensmeltningen af sangvalget og den bevidst barnlige underdanige performance, fungerer som en skarp kritik af patriarkalske strukturer. Den tydeliggør, hvordan samfundet konstruerer en påtvunget barnlighed på feminiserede personer for at begrænse deres handlekraft og regulere deres seksuelle selvudfoldelse. Som Ashnikko sagde mellem optræden af sangene i første akt: ”This is a very horny album.” Deres første akt er en legemliggørelse af patriarkatets undertrykkelse. Imens er sangene et performativt udtryk for den undertrykte identitet, som ligger skjult under den påtvungne facade. 

Anden halvdel af akten er løsrivelsen af den påtvungne identitet. Under hele første akt, performede hun fra en scenerekvisit, der lignede en fotoramme. Dette fungerede som et symbol for hvorledes feminiserede personer bliver indskrænket indenfor fastlåste rammer. Bogstaveligt talt, som en skønhedsstandard, skabt udelukkende for æstetisk nydelse. Under anden akt fjernes denne fotoramme til sangen Skin Cleared, også fra deres nye album Smoochie (2025). 

Som fotorammen fjernes, forvandler scenelyset sig fra rød, til hendes ikoniske signatur hårfarve, blå. Kostumet ryger, og vi ser Ashnikko løsrive sig fra kønsnormerne med en højlydt, dominerende energi. Her performer hun sine ældre, hårdere sange med rå kraft og konfronterende attitude. Det skaber en dramatisk kontrast til første akt, hvor overgangen fremhæver både deres alsidighed som performer, og den dobbelte kritik af patriarkalske normer. Fra påtvunget underkastelse til eksplosiv selvstændighed og visning heraf. Deres ældre sange fra 2017-2019 overtager salen: Invitation, Manners, You Make Me Sick!, STUPID, og Trantrum fodrer publikum med en ukontrollerbar energi. Der blev skreget efter dyrisk, instinktiv bevægelse, dans og skrig.

Disse sange fik en til at glemme tid, sted og hvor man stillede sin cykel – emotionel frigørelse var i centrum. Selv anmelderen her, glemte at hun var på arbejde og forlod sin notering af showet. Hun lukkede øjne og lod sig føre af det blålige strobelys bag mørke øjenlåg med Ashnikkos metal-grunge råben som meditationsguide. 

Og jeg var langt fra den eneste. Publikum afspejlede kunstneren – altså som i bogstaveligt talt. De var et kollektivt spejl af kunstneren, alt fra det blå hår, minatyre hatten og den larmende, spøjse, sensuelle beklædning. Sammen med Ashnikko, omfavnede publikum retten til selvudfoldelse, og ikke frygte at bryde ud af de patriarkalske normer. Både yngre og ældre mænd, kvinder og non-binære. Deres energi under anden akt fik en til at tvivle på, om man var til en rave fest. Hvilket kun viser hvor genre-bending Ashnikkos musik er.

Deres sange berører alt inden for alt-pop, og det kan kun beskrives som eklektisk. Hun blander og udfordrer musikalske konventioner – deres lyd spænder fra rap og pop, til elektronisk musik med punkede elementer, krydret med teatralsk dramatik. De kombinerer aggressive beats og autotunede vokaler med melodiske, poppede og eksperimentelle dybder. Det skaber en konstant vekslen mellem rå og legende, eventyrlig energi.

Ashnikkos energi var ikke kun begrænset til scenen: de interagerede med publikum hele vejen igennem koncerten. Hun komplimenterede med beærerede og beundrende ord, hvor smukke publikum var iført deres outfits, og hun opfordrede dem til at kaste små nips-ting på scenen. De nips-ting, der blev kastet på scenen, reflekterede både ånden og den politiske hjertesag, Ashnikko står for, både som person og som kunstner. Det var alt fra butt-plugs og g-strenge, til kasketter og t-shirts med politiske udsagn som ”Fuck ICE” skrevet på fronten. Derudover hev hun også en fan op på scenen som den udvalgte, benævnte ’Smoochie girl’, hvor der blev udvekslet et rørende øjeblik, kram og tårer mellem fan og kunstner. Hele interaktionen med publikum fra start til slut, var dyb, autentisk, og skabte et fællesskab, der kollektivt omfavnede hinanden. 

Selvom kunstneren er grænseoverskridende på bedste vis, og kan derfor ikke just defineres, minder de mig om den danske musiker Szim. Ligesom Ashnikko, bevæger Szims musik sig i krydsfeltet mellem elektronisk musik, house-inspireret pop og rap. Hendes sang Barbee er især et udtryk for kvinders løsrivelse af patriarkatets knugende, bestemmende hånd. 
Ligeledes får Ashnikkos universe mig til at tænke på en anden dansk musiker, Josie Amadonna. Samme boldgade som ovennævnte, bærer hendes lyd en insisterende, funky vibe, kombineret med rap, der udfolder en stærk personlighed, der nægter at gøre sig lille for andres skyld. 

Afsluttendes vis er jeg efterladt med: wow. 
Fra deres valg af påklædning og mangel deraf, til hendes ubarmhjertige sangtekster, er Ashnikko en gave, der bliver ved med at give. Denne anmeldelse kan slet ikke begynde at beskrive hvor stor en gave, denne koncert var (siger anmelderen efter 1000+ ord). Blandt mange andre non-binære kunstnere, er Ashnikko blandt de store stemmer, der transporterer dig til et sex-positivt, begærrigt, finurligt univers – en fri, inkluderende, ikke-diskriminerende verden, som vi alle kontinuerligt bør og skal kæmpe for.