28 mar Afskums tunge dystre facader blev nedbrudt og viste en varm og dedikeret ildsjæl.

Fotos: Bjørn Giesenbauer

Afskum har igennem tiden haft et lettere mystisk og svært afkodeligt udtryk, og til tider har det været vanskeligt at afkode, hvem han i virkeligheden er inderst inde.

Afskums musik har igennem hans karriere båret præg af dybe følelser og en sindsoprivende selvindsigt. De dybe pinsler og de mørke tanker har været definerende for den undergang, der danner hans tekstunivers, og den mørke stemning, der dominerer hans kunstneriske udtryk. Det er en mørk æstetik, som kan virke skræmmende for mange nye lyttere og kan virke en smule skræmmende for folk, der ellers ikke er til synthrock og post-punk.

Men lørdag aften på Radar fik Afskum vist nye nuancer af sig selv og fik præsenteret sig selv som et decideret tragisk menneske, der er i stand til at se og opleve livets hårdeste og sværeste øjeblikke, men samtidig smile og hæve sig over undergangen. Midt i Afskums tunge og dystre univers opstod der fest og glæde med dans, moshpits og crowdsurfing.

Lynhurtigt indfanger forsangeren Prince publikums opmærksomhed gennem hans store væsen og hans stærke karisma. Der er en generel frygt ved at tage til rockkoncerter i dagens Danmark, hvilket er frygten for at se størstedelen af publikum stå med korslagte arme og gynge forsigtigt frem og tilbage uden at lave alt for store bevægelser. Det var dog heldigvis ikke tilfældet til Afskums koncert; her var bevægelserne flotte og store, og sveden haglede ned fra panderne fra både band og publikum. Det var punket og dejligt svedigt og ulækkert at opleve den beskidte stemning kombineret med stærke følelser og et højt humør.

Det var klart Princes charmerende væsen, som stjal al opmærksomheden, kombineret med en stærk og tryllebindende vokal, som samlet set lød som et eksistentielt angstskrig direkte ned fra Tartaros’ dybder. Simpelthen sød musik i ørerne på Radars gæster.

Resten af bandet spillede lige efter bogen og lignede egentlig mest en forsamling, der kunne tilhøre et efterskoleromantisk orkester, der måske ville orientere sig mere i retningen af shoegaze eller letfordøjelig indierock. De mindede mest af alt om en gang hired guns, og det klædte Afskum som act fremragende, da de umuligt kunne stjæle noget som helst shine eller blikfang fra den fantastiske forsanger. Fantastisk smukt baggrundsorkester. Men kan man overhovedet kalde sig for ægte rockstjerne, hvis ikke man har en fremragende live-trommeslager med sig på scenen?

Afskum smeltede i ét med publikum i en holistisk symbiose, der opløste Afskums “jeg” og transformerede det ind i et fælles “vi”. Der var en nærmest symbiotisk vekselvirkning mellem den fremragende præstation, som Afskum leverede, og den taknemmelige og energiske reaktion, som publikum kunne sende tilbage mod Prince og resten af bandet.

På trods af at det ikke var nogen udsolgt koncert, føltes det, som om alle deltagerne var Afskums største og mest dedikerede fans. Han havde publikum i sin hule hånd, og de nød det til fulde.

For et øjeblik fik Prince skabt et fantastisk intimt rum, hvor han trådte ud mellem publikum, der satte sig pænt ned på gulvet, imens han reciterede spoken word-tracket “Son Goku” og fik sat et sjælfuldt aftryk i hjertet på hele Radar. Det var både de største og de stærkeste følelser og energier, der blev tændt for i løbet af de udsøgte 70 minutter, som koncerten varede.

På ironisk vis blev der flere gange råbt i kor: “Afskum er farlig” til den karikerede melodi af “Seven Nation Army”, men det var den ironi, der blev til det fællessprog, der italesatte, hvordan en farlig attitude oftest er det ironiske skjold, der skjuler den skrøbelige varme, som virker endnu stærkere og langt mere autentisk.

Kort fortalt: Den samhørige oplevelse, der definerede aftenens koncert, var så dominerende og gennemgående, at den nedbrød facaden og mystikken bag Afskum og viste Prince som et decideret varmt og fantastisk menneske. En kunstner og en entertainer, der forstår at samarbejde med sit publikum, og det er en sjælden og yderst smuk oplevelse, som hele Radar kan huske på og tage med sig hjem i hjertekulen.

Hvis du kan lide AFSKUM, så giv et lyt til: KÆLERTAG, Skt. DeLarge, ØNDI, Såforsatan, og USERS