06 mar Albumanmeldelse: Smag På Dig Selv – This Is Why We Lost

Smag På Dig Selv eksperimenterer stadig – nu eksperimenterer de også med deres egen eksperimenterende lyd.

For mange vil smagen af Smag På Dig Selv nok stadig virke en smule særpræget, og til tider smagløs. Det er tydeligvis heller ikke et band, der bekymrer sig om at gøre sig letfordøjelige. Tværtimod. De jonglerer ubesværet med genrer, der kolliderer og smelter sammen på en nysgerrig og legesyg præmis, hvor tesen more is more er det gennemgående mantra.

Opskriften er den samme, men resultatet føles større. Det er stadig det originale lineup med det ikoniske setup: to saxofoner og ét trommesæt. Ud af det skaber de en perfekt elektronisk punk-trance-storm, hvor lyden nu virker mere episk end tidligere. Det føles til tider som soundtracket til en teenagers våde drøm om det perfekte videospil – eller måske den ultimative action- eller superheltefilm.

Igennem pladens trackliste lyder det næsten, som om bandet bevidst forsøger at være så uforudsigelige som muligt. Som om målet er at forvirre og overraske lytteren igen og igen. Et godt eksempel er “Vik’s Rawcore”, hvor de samler alle de mest afskyelige og larmende elektroniske elementer, de kan finde på, og blander dem til en regulær smadrefest i øregangen på den stakkels lytter, der ikke helt ved, hvad der rammer.

Samtidig er det tydeligt, at bandet denne gang har haft større kunstneriske ambitioner end før. This Is Why We Lost virker som en bevidst gennemarbejdet albumoplevelse, hvor de forsøger at samle alle deres styrker i én samlet pakke. Resultatet bliver en maksimalistisk magtdemonstration, hvor de præsenterer hele spektret af de genrer, de mestrer – og det er både imponerende og overraskende.

“Hits 4 Kids Vol 4000” er uden tvivl pladens mest fan-pleasende banger. Det er den slags nummer, der allerede føles skabt til at blive husket tydeligst af de unge trampere, når støjen fra dette nye opus har lagt sig. Den har allerede en fast placering på bandets setlister, og den passer perfekt ind i tracklisten på det nye album

Et andet centralt element er “Jeg Ved Ikke Hvad Jeg Siger”, som fungerer som pladens tilhørende digt – noget der efterhånden er blevet en fast del af bandets identitet. Midt i virvaret af elektronisk og saxofonisk støj skaber digtet et øjebliks refleksion og eftertanke. De kommenterer på den forvirrede og overtænkende tankestrøm, som skaber den uendelige frustrerede og angstfulde frustration som plager tidens ånd. De er ikke kun den larm som definerer tidens ånd, men de bliver også det band der agerer stemme for den sidste nerve af punk der er tilbage i Danmark.

Fordi de er stadigvæk punk. Det er stadig syre-jazz. Men der er mere på spil end tidligere. Smag På Dig Selv presser deres eget materiale i en genreløs og grænseløs retning, mens de får det hele til at virke barnligt let og legende. De skifter konstant mellem det analoge og det digitale i en balance, der næsten minder om en linedanser på XTC. Det ene øjeblik er det de jazzede saxofoner, der forfører øregangen, og det næste er det pulserende og trampende bas-trommer, der overtager og trækker lytteren videre.

Undervejs har de også indlagt pusterum og små interludes – smagfulde pauser, der giver lytteren et øjebliks restitution, før næste smadremaraton begynder. For Smag På Dig Selv føles på denne plade direkte utæmmelige, ustoppelige og utrættelige. De er frygtløse og ligeglade og leverer et opus, der er totalt unikt.

Det kritiske spørgsmål, der dog stadig hænger i luften, handler om bandets punkede udgangspunkt: Er de simpelthen blevet for polerede? Eller har deres evner bare overhalet deres oprindelige, mere rå udtryk?

Måske er sandheden, at Smag På Dig Selv bare har taget næste skridt i deres udvikling – og nu fremstår som en mere fuldbyrdet og kraftfuld version af sig selv. Hvis de havde muskler, var de blevet større.

Heldigvis er der stadig ingen grænser for, hvad Smag På Dig Selv kan være – og hvad de ikke kan være. Og det er netop det smukke ved dette unikke ensemble.

Om SPDS er stor kunst eller ustyrligt kaos, er næsten underordnet. De slutter nemlig af med et budskab, som føles mere oprigtigt end noget andet band kunne finde på: Husk at ringe til din mor.