05 mar En opløftende drøm af kor, tyl og kærlighed
Foto: Presse
The Last Dinner Party inviterede Store Vega ind i balsalen med løftede hænder og et grinende smil, som fyldte det indre kærlighedsglas op.
”Jeg så en masse kvinder på perronen ved Hovedbanegården – og jeg vidste, at de skulle herind,” sagde min koncertmakker til mig. Og jeg forstod fuldstændig, hvad hun mente.
The Last Dinner Party, TLDP, havde inviteret til bal. De fremmødte stod i tyl, støvler og store silhuetter – en nyfortolkning af rokoko-tiderne. Folk havde klædt sig på til forestillingen, der skulle til at udspille sig i de ikoniske lokaler i Store VEGA.
Blandingen af genre
Et lydlandskab, som kunne tilhøre en ældre gyserfilm, bragede ud af højttalerne. Salen blev helt stille, og pludselig brød klappende hænder ud. Klappene rejste gennem rummet som et bølge. Agnus Dei startede ballet. Luften var tæt, men koncentrationen endnu tættere.
Hvis man skal beskrive TLDP’s genre, kan man godt få det lidt svært. Tænk hårdtslående guitarsoloer møder korsatser møder fløjtespil med et twist af historiefortælling oveni. Bandet trækker på et utal af genrer, hvilket også gør dem til en publikumsspreder.
Forrest i salen stod de unge klar til dansen. Jo længere man kom ned mod baren, jo ældre blev gennemsnittet, men kønsfordelingen blev også mere ligelig. Ældre mænd i fan-t-shirts stod i store klynger, stille og fordybede.
Allerede ved koncertens tredje nummer var der en følelse af oprør. Et oprør mod det etablerede, det hadske og et slag for feminismen. Publikum skreg med af fuld kraft på The Feminine Urge, mens forsangeren, Abigail Morris, strakte mikrofonstativet højt op i luften. En urkraft slap løs fra publikum, og samme energi som en demonstration fyldte lokalet.
Et univers – ikke bare et band
Der er nemlig meget at forelske sig i ved The Last Dinner Party.
Udover deres eventyrlystne tilgang til genre og musik betyder det visuelle ekstremt meget for bandet. Et tungt, draperende tæppe i baggrunden af scenen satte scenen. Et stort blødt slot. Inden i slottet dansede ikoniske outfits rundt. Scenen var som direkte taget ud fra Bridgerton. Det var lidt for meget, hvilket gjorde det helt perfekt.
Bagerst på scenen stod en forhøjning. Den blev brugt som et podie for den, der nu stod i centrum for sangen. Under I Hold Your Anger stillede keyboard spilleren Aurora Nishevci sig op. Hendes stemme ramte lige i maven, hvor det gør ondt. Tvivlen kunne mærkes ud til fingrespidserne. Hendes vokal smøg sig ind i vores ører og blev endnu et eksempel på, at The Last Dinner Party er ligeglade med konventioner.
Aurora ville man normalt ikke betegne som forsanger – det er Abigail. Men bandet har flere gange i interviews fortalt, at både deres label og folk i branchen mener, at de burde have én tydelig frontfigur. Én fokusperson. Det nægter bandet. De er alle lige. Podiet i baggrunden blev et bevis på det. De skiftedes til at stå deroppe og vise, hvor lige uundværlige de er.
En åben middag
Samtidig er de uhørt charmerende – og inkluderende.
Der blev grinet flere gange på scenen. Der blev fortalt historier om deres legendariske Smukfest-koncert, hvor de spillede for tre personer tidligt i deres karriere. Det flød grin igennem salen. Svært at forestille sig med et nu udsolgt Store Vega.
The Last Dinner Party føles som en åben middag. Et sted for de skæve, dem der måske føler sig lidt udenfor – eller bare dem, der gerne vil kaste hovedkulds ind i kærligheden.
Musikken som politisk rum
The Last Dinner Party tør udfordre publikum – og det gør bare, at man elsker dem endnu mere.
Mod slutningen af koncerten hev de lytteren ind i et kloster med en smukke korsats. Rummet blev mindre, mens bandet stillede sig i en halvcirkel, oplyst nedefra som i et hekseritual. Man kunne høre en knappenål falde.
Vi havde alle drukket af heksens forbudte drik og var fortryllet.
En indlevelse i et univers, som udover at være magisk også er ufatteligt politisk. TLDP’s sange handler ikke kun om kærlighed eller ulykkelighed. Det er politiske statements.
Caesar peger på kvindens uforløste urkraft som en stærk figur. Sinner leder lytteren ind i oplevelsen af at skulle springe ud over for sine forældre. Og den tårefremkaldende sang Gjuha er på albansk og handler om at være anden generations indvandrer.
Bandet ser musikken som politisk – og derfor samlede de også denne aften ind til en lokal fødevarebank, JunkFood, under koncerten. Donorerne deltog i en tombola om merch. Kunsten var et middel til at nå formålet.
Sødt – men ikke ufarligt
Selvom nogen vil mene, at The Last Dinner Party er pop, viser de, at de er meget mere end bare storslåede popmusikere. De er instrumentalister.
Flere gange i løbet af aftenen i VEGA blev guitarsoloerne strakt ud. De stod alle med deres håndvåben klar til at skyde publikum ned med sonisk energi.
Til det sidste nummer blev vi mindet om, at bare fordi noget er sødt, er det ikke ufarligt. This is the Killer Speaking sendte en fuldstændig euforisk følelse gennem publikum. Og da man troede, at det hele var ovre, sluttede forsangeren Abigail af med en lille dansetime, så vi kunne ende i en fælles dans, mens vi sang: Here comes the killer!.
Jeg vil lægge hovedet på blokken og sige, at det er et af de vigtigste og bedste bands på den nuværende musikscene.
De er kvinder. De er instrumentalister. De er politiske. De er eksperimenterende og ligeglade med konventioner. Men vigtigst af alt skaber de et rum for deres fans, hvor der er plads til den enkelte.
Kort fortalt: The Last Dinner Party forvandlede Store Vega til en teatralsk balsal fyldt med tyl, korsang og elektrisk energi. Bandet blandede genrer, stærke visuelle greb og politiske budskaber i en koncert, hvor både publikum og scene smeltede sammen i et fælles univers. Resultatet var en euforisk og inkluderende koncert, der viste, hvorfor bandet er blandt de mest spændende på den nuværende musikscene.
Hvis The Last Dinner Party lyder som dit næste crush, skal du checke BITOI ud – et skandinavisk projektet, hvor stemmen er det musikalske våben. Ellers er et band som Merry, Schæfer og Prins Moria nogen, I burde holde øje med!
