03 mar En sonisk rejse gennem rummet
Foto: Daniel Nightingale
Rumpistol Ensemble landede selvsikkert blandt persiske tæpper og stroboskoplys
Som blommen i et æg har jeg stationeret mig udstrakt på Turkis’ persiske tæpper blandt en håndfuld andre. Vi ligger foran scenen, klar til at opleve rosinen i pølseenden på den årlige Vinterjazz Festival.
Iklædt matchende dragter og et rumrejseemblem på venstre arm, træder Ensemblet ind, indhyllet i røg og grønt lys. Ledt af Jens Berents Christiansen, bedre kendt som Rumpistol, efterfulgt af Sven Dam Meinild på blæs, Arendse Nordtrup på violin og Frederik Bülow på trommer.
Gruppen indleder rumrejsen med Air Born Again fra det seneste album Nebula (2025), der vender tibage til de tunge synths kendt fra bl.a. DYNAMO (2008), hvis titelnummer bandet glider over i.
Rumpistols musik er vanskelig at genrebetegne. Air Born Again læner sig op ad rocket trommer med en jazzet saxofonsolo af Meinild. Dynamo er derimod præget af off-beats og dyb synth bas, som trækker tråde til halvfemsernes trip-hop. Genren der stammer fra den britisk-jamaikanske dub- og soundsystemkultur.
Gruppens medley forløses i Stargazer, et Vilde Tuv klingende nummer fra Nebula, der introducerer jødeharpe-lyde, særligt kendt fra technoens univers. Dette akkomoagneres af flygelet, som Christiansen spiller på med højre hånd, mens venstre klarer synthen.
På Forest Drops følges Nordtrup og Meinild skarpt ad i temaet, der kører sideløbende med de glitchy dråbelyde, der karakteriserer Drops EP’en fra 2017. Under Gargamel og Cholic fra Rumpistols selvbetitlede debutplade fra 2003, går Christiansen frem til et bord spækket med effektpedaler og spiller på lap-steel; en liggende guitar kendt fra eksempelvis countrymusikken.
I løbet af settet bliver det tydeligere, at der benyttes et underliggende track, som bliver brugt for at tilføje små nuancer. Den overskygger ikke musikernes live-brug af analoge pedaler og instrumenter, der sovser saxofonen og violinen ind i rumlige lyde.
Mens Bülow formår at klemme mange beats ind, hjælpes der på tracket alligevel lidt med trap-beats ind imellem. Rumpistol kommer senere til at speede tracket op ved en fejl, hvilket kan høres. Redningen sker ved, at det øvrige ensemble øger tempoet.
På tracket introduceres også små vokalsamples; et træk fra Intelligent Dance Music (IDM) genren, med hvilken Rumpistol blandt andet associeres sammen med eksempelvis Boards of Canada og Squarepusher.
Midt i alt rumskibstematikken og ambiancen, bliver tankerne ledt mod Blade Runners flyvende biler og ikoniske soundtrack af Vangelis, hvem Rumpistol må være kraftigt inspireret af. Ensemblet fyrer det halvfemserjungle-klingende Nebula af, et mere upbeat nummer, der lyder henad den jævnaldrende finske synthlord Kebu. Mens Rumpistol introducerer nummeret som dansabelt, er det dog kun et fåtal, der vælger at svinge træbenet til fordel for den bløde seng som spillestedet Turkis har sat frem. Alligevel sidder de sengeliggende på kanten under Bülows heftige trommesolo mod settets afslutning.
Aftenens afslutningsnummer bliver den populære Vindheks fra Rumpistols klavertrilogi (After The Flood (2020), Isola (2022) og Going Inside (2023)), der opstod som resultat af et stressforløb, der kaldte efter ro. Fra denne tid opstod også nummeret Letting Go, aftenens ekstranummer, der med dets introspektive klaverspil kunne være af del af soundtracket til HER fra 2013 eller en Paolo Sorrentino film.
Kort fortalt: Rumpistol Ensemble tog Turkis en tur rundt i den elektroniske jazzmanege, og viste med et bredt repertoire, at der både kan være plads til techno og klassisk klaver, når man er til jazzkoncert. Rumpistol beviser, at selv når livet tager en drejning til det uventede, følger musikken med.
