24 mar Snuggle gav en opvisning i let søsygt, drømmende og smukt indie-pop.

Snuggle viste deres støvede og drømmende indie-pop frem for et taknemmeligt publikum på Radar, lørdag den 21. marts.

Langs togskinnerne, i Århus gamle godsbanegård, ligger spillestedet Radar. Her ligner væggene tagplader mens ventilationsrørene bugter sig frit under loftet. En forårskold var der stuvende fuldt med forventningsfulde gæster.

I alle aldre og al slags typer (måske en overvægt af P6 lyttere), havde publikummet fyldt salen fra scene til bar. Anledningen var Snuggles stop i Århus, på en danmarkstourné der har set dem besøge alt fra Svaneke til Sønderborg.

Nu var det Århus’ tur, og byen havde ventet spændt. Indie-pop duoen, bestående af Andrea Thuesen og Vilhelm Strange, havde taget en trommeslager med, og var klar til at fortrylle deres forventningsfulde publikum.

Fortryllelsen startede med fløjte. Trommeslageren sad på sin trone og fløjtede, mens guitarerne langsomt varmede op ved siden af. Snuggles musik er drømmende og indadvendt.
Støvede, og bløde shoegaze guitarer blev kombineret med Thuesens hæse vokal. Stemmen guidede lytteren rundt i deres sarte pop-kompositioner.

Første del af koncerten bar også præg af den indadvendthed, som førte mindre til en fælles oplevelse og mere til et form for individuelt drømmesyn.
Jeg lukkede selv øjnene og lod mig blive vugget til Driving me crazy. De vuggende og svævende sange byggede en flot atmosfære, men i specielt første del af koncerten manglede jeg lidt bid.

Jeg ville gerne have hægtet mine dansestøvler på en groove, men der er ikke groves i Snuggles musik. Så det er jo også en forfejlet forventning. Hvad Snuggle leverede, er smukke, ja nærmest søsyge sange, der tryllebandt med lyd og tekstur, ikke rytme.

Guitarist Vilhelm Strange gav også et fingerpeg om det gyngende materiale, da han spurgte publikum om de ”Kender det der med at være køresyg?”. Det var introen til nummeret Carsick, men der var noget måske ikke køresygt, men ja, søsygt over Snuggles musik.

Man skal lade sig føre over havet, blidt vuggende, til fremmede egne og uanede drømme. Det er opskriften på noget virkelig flot musik, som et taknemmelig publikum nød. Men jeg manglede lidt det samlende element. Noget der kunne forene 300 forskellige mennesker, som hver har deres individuelle musikalske oplevelse, til et samlet publikum. Men de kom efter det.

For i anden halvdel af koncerten, kom Snuggle virkelig til deres ret. For hvad Snuggle kan, udover at skabe støvede lydlag, er at skrive virkelig gode sange.

En sang som Woman Lake er både meget ørehængende, men også utroligt smuk og er helt grundlæggende bare en virkelig god pop-sang. Den blev peppet op med en solo, og den gik rent ind hos det vuggende publikum.
Historien var den samme med de sidste to numre, Sun Tan og Dust. Som ligeledes var nogle af højdepunkterne fra Snuggles album Goodbyehouse, der blev udgivet i september.

På Sun Tan kunne inspirationen fra My Bloody Valentine høres, hvor de vilde og støjende guitarer var blevet tonet ned og gjort blide, men stadig fængende.

Dust afsluttede aftenens koncert med hvad der gør Snuggle til et så spændende band. Et godt riff og glitrende, men samtidig støvede guitarnoter der flyder rundt om, bagved, under og over den hæse vokal. Det er et stykke drømmeland, man har lyst til blive boende i.

Kort fortalt: Snuggle viste, hvorfor de har fået så meget opmærksomhed med deres smukke lyd og gode pop-kompositioner. Skønt de ikke nåede helt udover scenekanten, var det et taknemmeligt publikum, der var blevet hevet med i indie-pop drømmeland.

Hvis Snuggle lyder som noget for dig, skal du checke Sophie-Lou, Bahima og Ethics ud