Albumanmeldelse: Northophere – FULL SEND. Northophere blander alt-pop og metal på deres debut-EP

Foto: Presse

Det nye Århusianske band Northophere debuterede med en velproduceret og spændende EP: FULL SEND. Bandet følger den moderne trend med at blande forskellige stilarter og genre med metal-musikken. Bandets unikke blanding af indie, alt-rock, alt-pop og metal er et valg, der bestemt pirrer interessen og nysgerrigheden!

Det er ikke mange bands, der kan prale af at have deres debut produceret af et så ikonisk navn inden for dansk metal som Jacob Bredahl. Men det kan Northophere. Det viser at bandet har potentiale.

Et potentiale der er at finde i musikken allerede fra første sang. New Babylon omhandler en afgrundsdyb længsel for noget nyt og større i livet. Nummeret tager lytteren med ud på en rejse, der spænder bredt og inkorporerer adskillige diverse stilarter inden for musikken.
Det er tydeligt at høre, at bandet har brugt deres unge år på at lytte til bands som Arctic Monkeys og MUSE. I sangens vers skinner alt-poppen igennem, og i de hårdere omkvæd svulmer lyden op og bliver til, hvad nogle genre-nørder har betegnet for, space-rock.
Hvilket hænger godt sammen med lyrikken: forsanger Emil Bertil Holt starter sangen ud med at synge:

I dream of traveling through space, of seeing new worlds, a brand new place to be.
Denne sang er bestemt brand new – jeg har i hvert fald aldrig hørt noget, der minder om.

Den næste sang, Stars Align, lægger ud med et meget hårdere riff, end vi nogensinde fik på New Babylon. Bandet formår at få min nakke til at nikke med, hvilket var savnet på den første single. Forsangeren Emil Bertil viser evnerne til at gå over i nogle hårdere vokaler, som virkelig klæder bandet! Der er et toneskift fra første sang, og når omkvædet på Stars Align begynder, slipper bandet metallen igen. De læner sig over i alt-rocken og -poppen, og energien forsvinder.
Sangen slutter med et stykke, hvor bassen får lov til at gungre derudaf med løse strenge, hvilket lyder fedt. Men det er lidt af et piskesmæld, når der bliver lavet så store tonale skift. 

De næste to sange, 1439 og Drifting Offshore, fortsætter med at bevæge sig imellem det bløde og indie-rockede og det hårdere metal. Ind i mellem, synes jeg, at produktionen på sangene falder lidt fladt. Jeg kunne godt bruge lidt mere tyngde på trommerne – men der er stadig en del godt at komme efter på sangene. 

Jeg vil indrømme, at jeg er en stor sucker for et album, der er konsistent og har dets kerne-koncept helt på plads. Det behøver en debut-EP ikke at have – den skal mest af alt vise, hvad bandet kan, hvad de vil. Cementere starten på deres lyd, og forhåbentlig danne et spirende publikum. Men det er måske det, jeg har lidt svært ved at regne ud her.

Konceptet har de med sig, men de tonale skift og de meget ukonventionelle blandinger af genrer gør, at EP’en til tider kan virke lidt retningsløs og inkonsistent. Jeg har svært ved at sætte fingeren præcis på, hvad bandet gerne vil, hvad de bedst kan lide at spille, og hvilket publikum de gerne vil henvende sig til.

Og det er måske min samlede bedømmelse af FULL SEND: Det er en vellydende debut, der er frisk og moderne, har sine gode momenter – og som på intet tidspunkt keder mig. Den viser fint, hvad Northophere kan, men mangler at vise hvad de vil. 

Hvis bandet, som det virker til i deres promoverings materiale og deres udtryk på de sociale medier, gerne vil prøve at ramme et metal-publikum, så lyder rådet herfra, at de bør læne sig længere ind i det hårdere og tungere. Lige nu er deres lyd et sammensurium, som lader virkelig mange forskellige genrer og stilarter fylde, men desværre ikke rigtigt lader nogle af dem direkte skinne.

Der er dog selvfølgelig ingen, der forventer, at en debut-EP skal være perfekt – der skal jo være plads til udvikling og forbedring i fremtiden. 

Jeg vil personligt glæde mig til at se, hvordan FULL SEND bliver taget imod. Jeg glæder mig endnu mere til at høre, hvor Northophere tager deres lyd hen på fremtidige udgivelser. De har potentialet til at kunne skabe noget helt unikt og spændende, når de helt finder ud af, hvilken retning de gerne vil tage deres musik! 

Daniel Benjamin Frans
danielb.frans@gmail.com