20 apr Holly Horsepower rev os rundt i cirkusmanegen
Foto: Daniel Nightingale
A-huset i Aarhus var spændt op til lirekasse, da bandet inviterede på popcorn og rådden banan i anledning af splinterny EP: Dit Look 1
Ved ankomst til Institut for X i Aarhus møder de søde, klokkespillede toner af Olsen Banden og ABBA mine ører, da Lirekasseparret fra Solbjerg varmer pladsen op foran A-Huset.
Som Rottefængeren fra Hameln har de spillet byens hipstere frem, til en grad, hvor jeg begynder at frygte på vegne af Gravens omsætning for i aften.
Mine kompagnonger og jeg får stukket baguettestykker, pocorn og muffins i hånden af et Godzilla-lignende monster og en fotograf i klovnekostume, inden vi træder indenfor til visning af Holly Horsepowers nye musikvideo til Rotten Banana.
A-Huset er i dagens anledning spækket med cirkustromme, stjerner og popcorn. Kendetegnet fra det alternative rockband er deres insisteren på temaaftener – og i aften står stjernerne i cirkussets tegn.
Efter tombola, faciliteret af kunstner Marc Du, indledes koncerten af selvsamme. I lignende facon som på intronummeret M.1: Telephone Recording, 27.04.2007, gentager Marc Du bandets navn i utallige afstøbninger indtil bandet, der nu pelsklædt er trådt på scenen, erstatter støjen med deres egen i nummeret Flesh.
Det knap udsolgte cirkus er pakket til scenekanten med modtagelige gæster, der nyder de alternative rocktoner fra aftenens hovedpersoner, der i sangteksten spørger, om vi vil have en godbid – men A-Huset ønsker hele armen.

Bandets forsanger, Vigga Bang-Larsen, snupper en resonator-guitar over Frankie Says Relax-tshirten til den mere sagte Orgelsang, der dog ender ud i støjede, opbyggede klange. Nummeret leder tankerne på shoegaze, en genre defineret af guitareffekter og høj volumen, der i dag leveres til hoveddøren af guitarist Oliver Michaels.
Andre associationer til bandets lyd tæller blandt andre en tidlig PJ Harvey, og tekst samt udtryk læner sig op ad excentrikerne, The Sugarcubes. Aftenen fortsætter med den EP-aktuelle Cowgirl, der indledes af Mira Vistisen på klaveret. Bang-Larsen akkompagnerer med anti-patriarkalske budskaber; en central del af bandets tekstunivers, der fokuserer på det udstødte og undertrykte i numre som Rotten Banana samt Southharbour Soyhouse, der afføder autentiske vredesskrig fra frontpersonen.

Trommeslager Jakob Carsten udviser flair for de skæve taktarter under nummeret Mountaineering, der ekstatisk sætter gang i dansefødderne på publikum. Der, som trænet circuselefanter, ved præcis, hvordan de skal rykke til den langt fra poppet musik.
Bang-Larsen danser for med sin karakteristiske dansestil, der er bedre oplevet end beskrevet, men spiller ind i bandets gakkethed, der bl.a indebærer bananskrald på mikrofonstativet og en pludselig gymnastisk pyramide af bassist og violinist Ebbe Gade og kompagni.
Gruppen slutter med det dansable Cuteness Complex, der efterlader publikum skrigende efter et ekstranummer, de i den helt rigtige punkstemning kan lede længe efter. Aftenen fortsætter med et fandenivolsk show af punkbandet Rådne Lunger, og manegen lukkes af den ferme DJ Kontekst.
EP’en Dit Look 1 kan streames nu. Oplev Holly Horsepower på følgende datoer:
26.04 – Operaen, Christiania
30.04 – PHONO, Aarhus
19.09 – Røde Himmel, Odense
Kort fortalt: Endagscirkus ved Ceresbyen er en opskrift for succes, når det gælder om at udgive musiknumre med maner. Holly Horsepower ryster posen med deres bidder af genkendelig alt-rock og en gør-det-selv punk-etos, der blandes med kreativt gøgleri, i en cocktail der giver blod på tanden uden at være for letdrikkelig.







