20 apr Omar Souleyman cementerer sig på Store Vega som det klubikon, han er blevet til

Foto: Alexander Stagnis

Omar Souleyman står næsten ubevægelig, mens lyden omkring ham eksploderer i Store Vega.Mellem gentagelsens ekstase og rytmens insisteren opstår et rum, hvor tid opløses – og hvor kroppen ved mere end hovedet.

Store Vega sitrer, som om publikum allerede er i bevægelse, før første tone rammer, og det kan de takke supporten Paydar for. Her åbner aftenen med et sæt, der arbejder i spændingsfeltet mellem klubæstetik og mellemøstlige lydtraditioner. Beatsene er pulserende med dybe insisterende bastoner, og de fungerer som en form for sonisk kalibrering – en indstilling af kroppen til det repetitive, det cykliske, det trancefremkaldende.

Da Omar Souleyman går på scenen, fortsætter energien uden ophold. Hans lydunivers er efterhånden velkendt: en blanding af syrisk dabke filteret gennem en elektronisk æstetik. Sekvens-drevne synthlinjer kører i hypnotiske loops, og vokalen ligger skarpt ovenpå. Den autotune-bårne vokal skærer igennem som både klage og fejring. Det er repetitivt, men aldrig stillestående. Små variationer i rytme og tempo er nok til at holde intensiteten oppe.

Souleyman er ikke en performer i klassisk forstand. Han står stort set stille bag mikrofonen, iført solbriller og keffiyeh, mens musikken arbejder omkring ham. Det visuelle udtryk er enkelt, men genkendeligt. I kontrast til Paydars mere dynamiske DJ-setup bliver Souleyman et fast punkt i et ellers konstant bevægende lydbillede.

Publikum er en afgørende del af oplevelsen, og responderer de ikke blot – de indgår. Dansegulvet udvikler sig hurtigt til en kollektiv bevægelse, hvor dabke-inspirerede trin opstår spontant. Det hele får karakter af noget ritualiseret uden at være iscenesat.          

 Folk danner cirkler, klapper i takt og følger musikkens puls. Et af koncertens mest markante øjeblikke opstår, når publikum synger med på omkvædene – på trods af, at de fleste ikke kan sproget. Sangene fremføres på arabisk og kurdisk, men det forhindrer ikke fællesskabet. Her er det ikke ordenes betydning, men deres lyd og rytme der binder rummet sammen. Musikken aktiverer en kropslig hukommelse, der ligger uden for det bevidste.

Omar Souleyman har de senere år bevæget sig fra niche til international efterspørgsel. Hans samarbejde med Gorillaz på deres nyeste album understreger den udvikling. Han opererer nu i et felt, hvor lokal tradition og global klubkultur mødes, uden at det ene udvander det andet.

Samtidig er Omar Souleyman ikke længere kun en figur for de indviede. Han er blevet en eftertragtet aktør på den internationale scene, hvilket hans medvirken på Gorillaz’ nyeste album understreger. Det placerer ham i en særlig position, hvor hans musik både er dybt forankret i lokal syrisk kultur og samtidig fungerer som et globalt klubfænomen. Det er ikke en udvanding, men en udvidelse – en måde at lade traditionen resonere i nye kontekster.

Man mærker tydeligt, at musikken nærmere bestemt dabke-stilen har rødder i bryllupper og sociale sammenkomster. Den er skabt til fællesskab og til bevægelse; om og om igen, og det er netop den funktion, der fungerer så godt live. I Store Vega bliver koncerten derfor mindre en optræden og mere en fælles fest, hvor gentagelsen arbejder som drivkraft snarere end begrænsning. Gentagelsen bliver meditativ, rytmen bliver et rum, man træder ind i snarere end noget, man blot lytter til.

Koncerten opleves derfor ikke som en lineær fortælling, men som en cirkulær bevægelse, hvor begyndelse og slutning gradvist mister betydning. Sammen med Paydar skaber de en helstøbt aften, hvor opvarmning og hovednavn hænger naturligt sammen. En hvor lyd, krop og rum smelter sammen i en intens, vedvarende tilstand.

Hvis man søger lignende strømninger på den danske scene, kan man med fordel rette blikket mod Aysay, der ligeledes arbejder i krydsfeltet mellem kulturel arv og moderne elektronisk produktion.

Kort fortalt: leverer Omar Souleyman en intens og velafviklet koncert, hvor det repetitive udtryk bliver en styrke, og hvor publikum spiller en lige så vigtig rolle som kunstneren selv.