04 maj An Abstract Illusion spillede en majestætisk koncert med tyngde på alle fronter

Foto: Matilde Bresciani

Da regn, torden og lynild begyndte at piske ned udenfor på den varme forårsaften, stemte svenske An Abstract Illusion for og rykkede Stengade rundt.

“We’re An Abstract Illusion. We like death metal and very long songs, so that’s what we’re gonna provide you” Sådan lød det fra scenen en varm søndag aften, da det svenske progressive metalband indtog Spillestedet Stengade. For et metal-hoved som jeg selv, gik disse ord fra bandets frontbrøler, Christian Berglönn, lige i hjertet. Og heldigvis levede bandet op til deres ord. Dødbringende hårde progressioner, lange atmosfæriske kompositioner og følelsesladede smertefulde aggressioner – der var det hele denne aften.

Efter nogle velspillede progressive opvarmningskoncerter, først fra danske Feather Mountain, og dernæst tyske Disillusion, trådte An Abstract Illusion endelig på scenen. Jeg hørte dem selv første gang for lige over et år siden, men dengang optrådte de selv som opvarmningsband. Denne gang var det på tide at de stod øverst på plakaten og spillede som hovednavn. Det klædte dem. At koncerten på Stengade var fuldt udsolgt vidner da også om, at det var den rigtige beslutning og det rigtige tidspunkt.

Foto: Matilde Bresciani

Der blev smadret, headbanget, og growlet højt og hårdt lige fra begyndelsen. Lyden var god, og lysopsætningen komplimenterede den voldsomme musik godt. Der kom stor plads til både introspektion og fordybelse, foruden headbanging og lidt moshpitting i løbet af koncerten, da bandet spillede nogle af deres hårdeste numre, men også nogle af de flotteste. I nummeret Like a Geyser Ever Erupting, da gutterne begyndte på flerstemmig sang, må jeg da indrømme at jeg fik en smule gåsehud på armene. Den gåsehud blev så prompte headbanget væk i de næste rå og intense sange, som det bør og skal være. En overraskelse kom der så, midt i koncerten, da der blev behandlet nogle hårde og smertefulde emner igennem denne rå og smukke musik.

Efter at have spillet de heftige og hidsige numre The Behemoth That Lies Asleep og Slaves, som mildest talt rykkede salen rundt, kiggede frontbrøler Berglönn nemlig alvorligt ud på os, og fortalte, at vi nu skulle over i nogle andre følelser end bare ren smadder-ekstase.

“The next song is special; it differs a little bit. When this next song was released last year, it was the seventy-year anniversary of the lynching of a small boy in Mississippi, USA. This song is about him. The song’s name is Emmett.” Det er selvfølgelig det forfærdelige mord på Emmett Till i 1955, som rystede verden og stadig giver genklang den dag i dag, bandet refererede til. Den 11 minutter lange sang lagde ud med både gravitas og seriøsitet, som emnet fortjener. Klagende guitarer og tunge slag på trommerne, og en tydelig smerte i Berglönns vokal. Dette er en sang om generationel smerte, vold, og en uretfærdig racistisk verden der systematisk undertrykker, forræder og dræber minoriteter. ”Violence moves the wheels of history / And blood is coursing through its spokes” blev der skreget, lige før en forpint guitar-solo, spillet over en afdæmpet og nedstemt progressiv passage. Gåsehuden kom lynhurtigt tilbage til mig.

Foto: Matilde Bresciani

Musikerne angreb sangen og emnet med alvor og saglighed, og det var en kraftfuld oplevelse at høre. Dog, så var der en vis dissonans i at se en bunke meget fulde hvide mænd oppe foran i publikum stå og danse, huje, heje og hoppe rundt til dette meget smertefulde nummer. Man fristes til at sige, at det havde en forfærdelig historisk ironi. Men, sangen blev gennemført og det var både sørgerligt, overvældende og smukt.

Efter denne majestætiske præstation, var koncerten så ved at lakke mod ende. Det blev de førnævnte glade fulde fans lidt ærgerlige over, men de brød derefter ud i jubel da Berglönn forsikrede dem: ”This is unfortunately the last song, but to compensate, it’s long as fucking hell!” Nummeret In The Heavens Above, You Will Become A Monster er en mastodont på næsten 15 minutter, og det var præcis det brag af en progressiv afslutning denne aften fortjente.

Kort fortalt: An Abstract Illusion skabte en atmosfærisk, mørk og stemningsfuld koncert. Bandet var oplagte på scenen, og bragte både glæde og smerte med sig; at kunne starte koncerten med at joke lidt, for derefter at behandle et politisk emne med alvor og højtidelighed igennem musik er imponerende. De progressive gutter skabte dybde, energi og tyngde hele vejen igennem.

Hvis du godt kan lide An Abstract Illusion, så check danske Feather Mountain, NAKE og Lamentari ud.

Fotos: Matilde Bresciani