29 maj Knust hipsterhjerte? Knus ørerne med det her

På voice chat udpensles Crushings altrock-univers, der nu er mere skrålevenligt end nogensinde

Aarhusianske Crushing debuterede sidste år med debutpladen Residual Material, et støjende og frustreret, men produktionsmæssigt kalkuleret album, der svingede fra halvfemserrockens teenageangst på in my life til bevidst Alex G ironi på bike.

EP’en voice chat ligger i samme spændingsfelt, men bandets visuelle identitet på coveret er blevet mere legende og farverig gennem Buster Andersens streg. Hvilket har løsnet mere op i musikkens loser-core æstetik, der ligges op til med navnet Crushing. Personligt var jeg pjattet med det gamle logo, men Crushings lyserøde omlakering er et skridt væk fra selvhøjtideligheden mod en omfavning af umiddelbarheden.

Førstesinglen clothes 2 deaf smider indledningsvis skarpt panoret guitarhøvleri i højre, og derefter venstre øre, hvorefter trommeslager Johan Knudsen samler støjen i midten og baner vejen for Christian Askehaves lyse vokal. Nummerets titel leder tankerne på Roblox chatcensur således, at det dystre Close to death drejes til noget tragikomisk med en klar negering af den karakteriske deprimirede altrock-persona. Selvom nummeret sonisk indebærer samme stemning.

2much2real indleder med en endnu støjende guitar, der vil glæde fans af danske Kindsight fra samme musikmanagement, Horsecreek. Størstedelen af nummeret er kontrasterende lavmælt, med melodispil og overtoner der sidst i nummeret vender hjem til fuzzpedalerne. Sangen fremstår knap så mindeværdig som EP’ens chef-d’œuvre, walk ur dog, hvis ørefængende omkvæd vil forårsage trætte stemmebånd hos lyttere. Jeg spår, at de fleste alt-heads kommer til at have if you ever pick me up, I could never come back down på hjernen længe. Tekstmæssigt, er temaet ikke specielt lykkeligt, for det kredser om mindreværd og ulige forhold. Alligevel gøres det i karikatur og med en Lou Reed-agtig umiddelbarhed, der trækker smil på læben, når der synges” i‘m your lapdog and thats why im in your lap” og senere ”go home and walk your dog”. Tempoet trækkes gevaldigt tilbage på ”House”, et nummer præget af genrerne postrock og midwestern emo, der har melodiske guitarer i fokus samt et introspektivt tekstunivers.

Bandet skriver selv, hvordan

”Vi gør noget ved overvældelsen, i stedet for at blive lammet af den. Det er vores måde at fordøje det på. At bevæge sig ud af strømmen af bullshit og forholde sig til sin umiddelbare omverden, lade sig påvirke af mennesker omkring os.” 

Denne mentalitet omkring at være aktiv frem for at blive lammet ses i House når der synges

”you’ve got a neck about covered in shit/in a hole that might be a pit/but like a man with a cross and a kid/you’re meant to carry it”.

På andensinglen family introduceres en randomiseret arpeggio-synth , der trækker tråde til rockgenren no-wave, som forkastede pop-ficeringen af new-wave. Askehaves vokalmelodi følges ad med Christian Therkildsens bas og Timothy Martins guitar, hvilket næsten gør nummeret lige så fængende som walk ur dog. Det er samtidigt i nummeret her, at EP’ens titel nævnes ”guided by a voice chat, offering a choice and, I just can’t eat that much”. Tankerne ledes på virtuelle spiluniverser, hvor man nok kan høre andres stemmer, men stadig ikke helt oplever at kende menneskene bag. 

I presseteksten uddyber bandet følelsen af, ikke at kunne ”eat that much”:

“Inspirationen kommer udefra. Vi er kødfiltre, der modtager ekstremt meget materiale. I informationsstøjen kan noget skære igennem: en oplevelse eller følelse rammer hårdere og skaber et behov for at bearbejde det.” 

På slutnummeret sleeper agent udpensles onlinekulturen med en antikapitalistisk sviner til reptiler og billionærer. Det vil være lettere at huske nummeret som ”wu UH”, for den gentages lovligt mange gange. Det er catchy, kan jeg ikke stoppe med at mindes Blurs Song 2. Set bort fra dette er sleeper agent en finurlig hyldes til indiescenen fra USA’s nordvest, og lukker EP’en med oprør. Slutnummeret, såvel som den øvrige EP er tydeligt velproduceret, og er gjort af bandet selv, hvis to gange Christian indgår i produktionsselskabet Commotion. Når de seks numre til tider lyder upolorede, gøres det med en tydelig bevidsthed for modtager og genre, der giver kvartten et helstøbt udtryk tidligt i dens stadigt spæde levealder.

Kort sagt: Crushing fortsætter med at blive knust af omverdens følelser, men har på EP’en voice chat værnet sig med større mængder af selvironi og humor både visuelt og lydmæssigt. Særligt ”walk ur dog” står frem som et hit, skarpt efterfulgt af ”family” og ”clothes 2 deaf”, der præges af mindeværdige tekster og medrivende toner. Forhåbentligt skal vi ikke vente alt for længe på gruppens andet album.