SPOT 26: CEVIL viste hvorfor hun er booket til to koncerter på SPOT

Fotos: Cecilie Juhl

CEVIL stemplede ind på SPOT Festival med overskud og bratty energi

En menneskemængde, der fylder det meste af den mørkebelagte venue Rytmisk Sal i Musikhuset, har søgt læ fra solen og står klar i god tid til at tage imod det danske alt-pop stjernefrø, CEVIL.

På den blåligt belyste scene indtræder sangerinden på scenen med selvsikre skridt til elektroniske toner fra den nyligt udgivede single Cruel og mødes af begejstret hujen fra publikum. Hun hilser formelt på sine Cevilians og samler selv en guitar op til det rockinspirerede nummer BREATHING LIKE I’M RUNNING, og det bliver hurtigt øjensynligt, at hun er en naturlig performer. Hun er animeret på scenen og fylder den ud med karisma og attitude, og det tyder på, at publikum sluger det råt.

Med Come A Little Bit Closer lokker hun gæsterne til at komme tættere på før en mere opstemt overgang og dernæst Scare Me, som fik bassen til at kaste sig rundt i salen. Det hjertenære nummer Undetected samler tempoet op igen og eksemplificerer den balanceakt i energier som præger koncerten, hvor de mere lavmælte numre er blevet efterfulgt af numre som er mere sprudlende. Til baskeren OLIVER! kommer nummerets gæst Vilma Crow ud på scenen som gæsteperformer til store klapsalver, og de to sangerinder performer ørehængeren eksplosivt. Til closeren, bliver vi spurgt hvem vores Favorite Girl er – en teaser til hendes snarligt kommende album med netop denne titel, som hun komplementerer med en turné, hvor hun aflægger besøg på TRAIN den 30. oktober og Loppen den 31. oktober.

Men før det, kan det anbefales at tage ind og høre hendes koncert nummer to på årets SPOT Festival lørdag den 2. maj kl. 18:20.

CEVIL er et energibundt af en performer, som gennem sit sæt bevæger sig rundt i forskellige ender af følelsernes arena med indlevende leveringer. Med en humørsmittende tilstedeværelse på scenen, fik hun sat gang i et velmødt publikum, og det giver god mening, at hun er booket til at give to koncerter på årets SPOT Festival.

Christian Holm
thechristianholm@gmail.com