03 maj SPOT 26: Der gik en Ponny i porcelænsbutikken

Pressebillede: Ponny Credit: SPOT Festival

Med solen brændende og støv i lunger og næse tog jeg til Ponyshow, eller Ponnyshow. Volume-Village-scenen i udkanten af Godsbanen skulle være skue for det arrige punkband Ponny. En scene, der var stuvende fuld til koncertstart, klar til at se tre unge kvinder kanalisere vrede og energi.

Ponny er et band født med Riot grrrl-æstetik, med en lyd, der er nærmest den helt basale og rå punkrock, hvor det ikke handler om at være musikalsk virtuos, men om at udtrykke følelser igennem musikken.

Derfor var det også lidt underligt, at koncerten startede i et mørkt og eftertænksomt, nærmest post-punket hjørne. Det er ikke der, Ponnys styrke ligger, det er derimod, når der kommer fart og attitude. Og det kom der.

Fra tredje sang var der brænd på bålet, og Ponny fik charmeret publikummet med masser af fandenivoldskhed og tempo. Det fortsatte igennem hele resten af koncerten.

Og der blev skrålet. Skrålet med på sange fyldt med både humor og frustration, om emnet så var dumme mænd eller Katherine Diez.

Undervejs kunne man også underholdes ved at forsøge at følge med i, hvem af de tre musikere der spillede på hvilket instrument, for det skiftede nemlig nærmest konstant fra sang til sang.

Det siger måske også noget om, hvad det er, Ponny kan. Man skal ikke komme for komplicerede symfonier, det er ligegyldigt. Kom for følelse, fandenivoldskhed og punkrock-attitude. Det har Ponny nemlig spandevis af.