02 maj SPOT26: Makthaverskan burde spille på større scener i Danmark
Makthaverskan er et svensk post-punk band der siden 2009 har udgivet intet mindre end fem forrygende
album. De er internationalt anerkendt, de har turneret vidt og bredt på tværs af atlanten, og i fredags
spillede de i en kælder i Århus.
En kælder kaldet Headquarters, der på SPOT Festival sætter scenen for en god del af festivalens forskellige former for punkrock.
Der er ikke plads til mange mennesker i den lille kælder scene, men hvad der mangles i plads, gøres op
med nærhed og den intensitet der følger.
Svenskerne gjorde dog ikke meget for at skabe nærhed. De kunne ikke kaldes overmåde entusiastiske, det
blev mest af alt til et par mumlede ”Tack sy mycket” inden det gik videre til næste nummer.
Men hvad betyder det egentligt, for hvad handler en koncert om? Den handler om musikken. Og
Makthaverskan er simpelthen for gode til at spille i en kælder kl 18, og det beviste de.
Deres meliodisøse, dream-pop inspirerede post punk gik rent ind i den tætpakkede kælder. Bandet var
skarpt, og man kunne mærke rutinen, når de både spillede fra deres netop udgivede album, og rakte
tilbage i bagkataloget. De atmosfæriske og drømmende guitarer, stramme post-punk grooves og den
gennemtrængende vokal sad lige i skabet.
Jeg blev intet mindre end blæst bagover. Vi kunne godt bruge noget mere Makthaverskan i Danmark, og
gerne på nogle større scener.