COPENHELL 2026: Da mørket sænkede sig, spillede danske Henret en halsbrækkende hård og hjernedødt fed koncert

Foto: Matilde Bresciani
Scene: Gehenna
Dato: 27 Juni 2026, kl. 22:15

Det var et sært tidspunkt det Købehavnske hardcore/deathcore band var blevet booket til at spille. Henret skulle nemlig spille præcis samtidig med, at aftenens hovednavn spillede ovre på den absolut største scene.

Man skulle måske tro, at der ikke ville være mange gæster der havde lyst til at se et forholdsvist småt dansk hardcore band, i stedet for lørdagens megastore hovednavn Volbeat. Men næ: folk sagde nej til hovednavn, sagde fuck den store scene, og råbte ‘JA’ til Henret. Der var pakket og så fyldt med energi, at det halve kunne have været løgn.

Det her var en geni-streg af Copenhell’s bookere. Imens Hr. og Fru Danmark sad og skrålede ‘Foreeeviiiigt’ og hørte håndbold-metal, kom alle de gæster der stadig havde energi der skulle udlades, over til Gehenna scenen. Publikum bragte enormt meget slagkraft, entusiasme og drivkraft. Henret mødte den energi til fulde. Bandet tog alt hvad de fik fra publikum og gav 10 gange mere igen. Hold nu op, hvor gik de amok.

Lyden var voldsomt god, bassen og trommerne havde det dér ‘oomph’ der rykker nede i mellemgulvet, guitarerne var høje og tunge, og vokalen var klar, hård og rå. Vi kunne høre hvert eneste råb og bud om mere kaos i pitten. Hver gang bandet beordrede publikum ind i pitten, så adlød vi. “MERE! MERE! VILDERE! MERE!” blev der råbt i en stødt strøm fra scenen, og hver gang blev det vildere. Bandet ville have mere, og vi havde mere at give af.

Hvordan vi alle – inklusive undertegnede – havde flere pits og flere Walls of Death i os, efter 4 dage på Copenhell ved jeg simpelthen ikke. Men det havde vi. Min krop mærker nu her, dagen efter, følgerne af at være blevet slagtet af Henret. Men det tager jeg glædeligt med mig.

Det eneste bandet kaldte på, som vi ikke kunne give, var cirkel-spark og høje knæløft. Der var simpelthen ikke plads til det i mængden af mennesker. Men så er det jo godt, at dem oppe på scenen havde plads til at sparke og hoppe alt hvad de kunne.

Det var en beundringsværdig præstation af energi, aggression, vildskab og ustyrlighed. Musikken var tight, deres breakdowns var øresønderrivende hårde, stikflammerne fra pyroteknikken var et konstant inferno og Henret skabte med dette publikum en blodrus af en koncert.

Tilbage har jeg kun at sige: kom nu ned på de små scener og hør de mindre bands for helvede! Det er dér magien bliver skabt og man bliver tryllebunden. Det er dér man bliver overrasket, og det er dér man går fra med følelsen af, at man lige har været med til noget helt unikt.

Kort fortalt: Henret kom med en uregerlig og overnaturlig vitalitet lørdag aften. Det blev mødt og givet igen af et publikum, der var hemningsløst, hjernedødt og håbløst begejstrede med at blive henrettet denne lørdag aften.

Se hvordan det så ud her:

Fotos: Matilde Bresciani

Daniel Benjamin Frans
danielb.frans@gmail.com

Anmelder af metal, rock, proggressive og andet hård musik