18 jun Dansabelt tacokrydderi i mellemøret
Foto: presse
Kollektivet TACOBITCH er tilbage med deres andet album, every other human is a dog killer, der maler et hårdere og mindre humoristisk landskab, som til gengæld vil få dig op af støvet.
Contemporary dance band. Sådan beskriver de sig selv – en gruppe på syv medlemmer. Vi kan kalde det et musikkollektiv som i virkeligheden måske slet ikke bør forsøges at klassificeres. Disse nordmænd lever nemlig i et tværkaotisk univers af anonymiserede tekstilmasker, tehnobeats og dansekoreografi, der kun kan beskrives af ni blokbogstaver; TACOBITCH.
I 2019 debutterede gruppen ved den norske festival by:larm. De udgav derefter i 2020 singlen Stitch Face, der har sin egen danseguide på Youtube. Nummeret er sidenhen blevet deres mest kendte nummer. Den efterfølgende EP Hamami, udfoldede det gakket univers med technobeats og volapyk. To år senere blev lyden udfoldet på EP’en Jumami, der inkoorperede forvrængede vokalskrig og mikrotoner på Bussy, såvel som breakbeats på Choose Your Car.
Debutalbummet RATMODE pegede dette danseband i en mere industriel, elektropunket retning henad Sextile og Brutalismus 3000. Flere af numrene havde færre vokalsamples end tidligere, et eksempel værende mooninjuice. Hvilket tilgengæld ikke kunne siges om Wrahwrah, der havde dansksproget tekster med norsk accent.
Nu er vi her – 2026. Der har været stille fra kollektivet, indtil maj-udgivelsen af singlen Kicked. Udgivelsen markerede gruppens ryk væk fra Spotify. Det er tid til deres andet album: Every other human is a dog killer. Førstesingle Kicked er afslutningsnummer; en afslutning der dog varer en tredjedel af pladen. Dette er selvfølgelig et kreativt valg, men det understreger pladens længde, der er fem numre kortere end den sidste.
Skruer vi tilbage til pladens start, starter vi ud med Smacked, der efter en kort vrøvleseance pløkker et minuts industriel hardstyle direkte ind i kraniet. Gør dig klar til oplevelsen, du satte dig ind for, da du trykkede på Bandcamps afspilknap. Sweeped udpensler det industrielle og kysser med dets rå sirenelyd genrerne harsh noise og noise rock.
Ded dead dedemption er så langt fra dets cowboyinspirerede navn som muligt, og er i stedet et kort og intenst virvar af breakbeats, fodboldfløjter. Det leder direkte ind i det nærmest freejazzede og artrockede nummer Dardan. He blæses ørernes bogstaveligt bagover af blæsere, baslinjer og medrivende, akustiske trommerytmer, der har associationer til Smag På Dig Selv og Squid.
Jeg savner på pladen det komiske element, der tidligere har været i gruppens tekster. TACOBITCH nydes helt bestemt bedst live med deres dansfrekvenser. Musikken på pladen er finurligt utilregneligt, mangler der i disse numre gakkede vokalsamples, som kan tale i stedet for en gruppe. TACOBITCH er ikke én bestemt stemme. Mod slutningen fås det i højere grad på Everybody, men foruden startnummeret, er det først på Stuffed, at jeg oplever at have nogenlunde genkendelige tekster. Som vi ellers kender det fra eksempelvis deres tidligere udgivelse Stitch Face.
Kort fortalt: Every other human is a dog killer er udtryk for et TACOBITCH-værk, der er mere agressivt i dets udtryk end tidligere, både hvad angår musikken såvel som i subteksten. Her er færre ”tekster” og mere smadder, hvilket vil glæde fans af elektropunk, jump up drum n’ bass og dubstep tilsat Tex-Mex. Det kontemporære danseorkester har altid bevæget sig mellem genrer, og det bliver livligt at se danserne bevæge sig til sangene her.
Hvis du er til maskerede musikere så tjek også Snapped Ankles og Angine De Poitrine ud.
