06 jun NorthSide 2026: Idles skabte en intens og energifyldt fest, hvor smarte dansemoves blev udskiftet med hardcore moshpits

Fotos: Idles // Anton Schmidt

Det lader til, at folk i virkeligheden har gået lidt stille med dørene omkring deres entusiasme for IDLES, fordi det var simpelthen rørende at se, hvor mange forskellige mennesker der fremmødte til deres store Astra-koncert på NorthSide.

Det er ikke tit, man får lov til at overvære så broget en flok mennesker som dem, der møder op til en Idles-koncert. Det er både de helt unge og de jævnt midaldrende voksne, der møder op. Det er lige så vel nye fans som gamle, der kigger forbi, og overraskende mange kvinder, som har sult og nysgerrighed på det meget mandede band.

Gutterne spillede en setliste fyldt med energi, og fede punk bangers, koncerten var nærmest skræddersyet til moshpits og smadrefest.

Hvis du havde placeret dig forrest i midten for at nyde en god koncert, så var du nok blevet skuffet. Ikke fordi koncerten var dårlig, men fordi de vilde, dominerende moshpits kom til at stjæle al plads og opmærksomhed.

Forsangeren Joe Talbot er en sand verdensmester i at kanalisere sin vilde og aggressive, punkede energi ud imod et stort og sultent publikum. Hvert et skrig og hvert et råb og hvert et politisk statement blev slugt med hud og hår af det opstemte publikum. Sjældent har man set så entusiastisk et publikum.

Opmærksomheden på det engelske punkband har været stigende i næsten 10 år, og det er, som om de har fundet en perfekt opskrift på den form, som de ønsker deres koncerter. Spørgsmålet er måske i virkeligheden, om de er kørt en smule fast? De lever delvist efter reglen ”if it aint broke dont fix it”, men det er stadigvæk, som om den kraftfulde, store musikalske præstation de leverer, er blevet mere og mere overfladisk med årene.

Engang kunne bandet stolt bryste sig af at være et band, der brystede sig af at være anti-toksisk maskulinitet, men deres koncerter bliver nærmest ofte det modsatte. Der er ingen tvivl om, at de elsker den broderlige kærlighed mellem gutterne, som der også opstår i det hårde kropslige sprog mellem mænd, men det er som om det runger en smule hult efterhånden.

Der var ingen opmærksomhed på kvinderne, og det var en timelang koncert, der overfladisk fejrede den utøjlede maskulinitet, med et par kommentarer om, hvordan fascisme og monarki er noget bras.

Idles har kørt i mange år, og de har måske kørt i de samme spor lidt for længe. Fordi selvom de leverer en perfekt koncert, er det det samme ekko, som der giver genlyd fra deres koncerter.

Det ærgerlige er simpelthen, at selvom man kan være berørt og følelsesladet over at se et af tidens største, bedste og mest indflydelsesrige moderne punkbands spille en mesterlig koncert til punktet perfektion, så føles det stadigvæk ikke som et rart rum at fælde en tåre i.