NorthSide: 2026: Empire Of The Sun beviste, at deres univers stadig lever i bedste velgående

Fotos: Empire of the Sun // Anton Schmidt

Tyve år efter deres dannelse kan Empire Of The Sun stadig samle et publikum om sange, der har overlevet tidens trends

Der findes bands, som rammer et bestemt øjeblik i musikhistorien og så findes der bands, som bliver ved med at dukke op på soundtracket til folks liv. Empire Of The Sun hører til i den sidste kategori. Selvom den australske duo efterhånden har omkring tyve år på bagen, var det tydeligt på NorthSide, at sange som ‘Walking on a Dream’ og ‘We Are the People’ stadig har en særlig plads hos publikum.

Fra de første toner var der derfor lagt op til en koncert fyldt med fællessang og nostalgi. Publikum kendte sangene og bandet vidste præcis, hvordan de skulle få dem til at leve igen. Resultatet blev en koncert, der på mange måder føltes som et møde mellem fortid og nutid.

Koncertens største styrke var det visuelle univers, som gjorde scenen til mere end bare en scene

Empire Of The Sun har aldrig nøjedes med musikken alene og det blev endnu engang bevist på NorthSide. Hvor mange bands lader sangene tale for sig selv, bygger duoen et helt univers op omkring dem. Lysshow, dansere, scenografi og de ikoniske kostumer kæmpede konstant om publikums opmærksomhed på den bedst tænkelige måde.

Særligt kostumerne var svære at tage øjnene fra. Med deres nærmest ceremonielle udtryk lignede bandmedlemmerne futuristiske høvdinge hentet fra en anden verden. Det kunne let være blevet for meget, men i stedet passede det perfekt ind i det drømmeagtige univers, som Empire Of The Sun har bygget op gennem hele deres karriere. Man sad med følelsen af at overvære noget, der var lige så meget forestilling som koncert.

Selvom tempoet svingede undervejs, lykkedes det bandet at holde fast i den røde tråd 

Der var øjeblikke, hvor koncertens opbygning kunne virke en smule forvirrende. Efter et nummer som ‘We Are The People’, hvor publikum hoppede i takt og sang med af fuld kraft, kunne det føles overraskende at blive mødt af en langt mere afdæmpet sang.

Normalt ville sådanne skift risikere at bryde energien, men Empire Of The Sun fandt en måde at få det til at fungere på. Mens musikken skiftede karakter, fortsatte historiefortællingen på scenen gennem lys, kostumer og koreografi. Det gjorde, at koncerten bevarede sin sammenhæng, selv når tempoet ændrede sig markant.

I sidste ende leverede Empire Of The Sun præcis det, man kunne håbe på. Publikum fik de store hits, den forventede fællessang og et visuelt show, der skilte sig ud fra mange af festivalens øvrige koncerter. Selvom bandet ikke længere er nyt, var der intet støvet over deres optræden. Tværtimod viste de, at deres musik og univers stadig har evnen til at samle folk og skabe en koncertoplevelse, der føles både nostalgisk og levende.

Mette Christensen
mette@bloom-management.dk