07 jun NorthSide 2026: Father John Misty hypnotiserede NorthSide med skønsang, forførende bevægelser og kultlederattitude

Fotos: Father John Misty // Anton Schmidt

Som et af NorthSide Festivals helt store trækplastre stod Josh Tillman klar lørdag aften på Nova-scenen for at levere en af festivalens sidste koncerter, og det var noget af en oplevelse.

Publikums opmærksomhed var simpelthen fastlåst på den garvede sanger, og folk fra enhver alder var fremmødt for at se denne semimystiske og yderst eksentriske musiker. Om du var mor eller datter, så var der lige meget savl, der løb ned fra ganen over synet af den lidt ældre, men stadigvæk ultrasexede performer.

Mr. Tillman havde skabt en fantastisk setliste, der bestod af alle hans største numre og de bedste udpluk fra den seneste plade Mahashmashana, og det var en umiddelbart udsøgt og smagfuld oplevelse. Selv var han yderst velklædt, og det var hele hans fantastiske band, som spillede præcist og skarpt hele vejen igennem. Der var ikke meget opmærksomhed på dem, og de var måske en smule anonyme, men det klædte nu alligevel koncerten ret godt med et mellemstort band i baggrunden.

Han spillede en kavalkade af kærlighedssange og introspektive filosofiske sange, og vi blev inviteret venskabeligt ind i den skøre og særprægede verden, som Father John Misty repræsenterer. Selve lyden i Nova-teltet var virkelig godt, og med de mange instrumenter og med Josh Tillmans smukke vokal blev det et stort og spektakulært lydbillede, som både blev jazzet og rocket. Det var i virkeligheden et ret godt friskt pust, der løftede Father John Misty fra indie singer-songwriter til en form for poleret rockstjerne.

På trods af en stor oplevelse i at se denne mytiske persona i levende live, så var det, som om der var noget, som var lidt off.

Josh Tillmans sangtekster er utroligt smukke, finurlige og til tider spidsfindige, og de rummer en kæmpemæssig mængde følelser og personlighed, men det var ikke helt det, som Tillman selv udstrålede. Han trak nærmest ikke en mine under hele koncerten, hvilket også kun tilføjer til mystikken omkring hans delvist reserverede persona, men på enkelte tidspunkter blev det en smule overfladisk. Der var et tydeligt magtforhold mellem Father John Misty og publikum, og det var hele tiden Misty, der var i kontrol. På trods af hvor intimt hans tekstunivers kan blive, var det, som om vi aldrig rigtig fik lov til at komme helt under huden på den dygtige musiker.

Han er selvfølgelig kendt for at have en attitude, der fremstår kronisk distanceret og evigt uimponeret, og det er også den afstand, som gør ham så irriterende eftertragtet. Problemet er bare, at det ikke altid rammer helt plet, når man skal overbevise et stort publikum om troværdigheden bag de iboende følelser i hans musik. Det var nærmest som at se en prædikende kultleder, der forførte sine tilhængere med bevægende og fængende serenader og charmerende dertilhørende koreografi, og det var den absolut behageligste form for hypnose nogensinde.

Uanset hvilket temprement man måtte have, og uanset hvad man synes om Father John Misty’s sære attitude, så ramte hans smukke sange lige i hjerterne på publikum, og det beviste at hans store talent for sang og sangskrivning overskygger en hver anden form for fikumdik, eller bagatel.

 Selvom Josh Tillman forlod scenen som en mand der virkede forholdsvist cool og uberørt over den flotte præstation, så var der noget i luften der havde ændret sig, og tilbage hang der en stemning fra en virkelig god koncert, fyldt med kærlighed.