06 jul Roskilde 2026: Svenske Sara Parkman rammer plet hver gang

Fotos: Anton V. M. Sørensen
Scene: Fauna
Dato: 4. juli 2026, kl. 14:30.

Med et velspillende band ved sin side gav den svenske folkesanger de fremmødte i det lille Fauna-telt en stærk oplevelse, hvor man både blev musikalsk beriget og følelsesmæssigt ramt fra alle sider.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder er en stor beundrer af den svenske folkesanger og violinist Sara Parkman, og at jeg, dengang vi stadig gav “stjerner”, gav min vistnok eneste topscorer til hendes koncert i Lille Vega for et par år siden.

Min store beundring ligger i, at jeg mener Sara Parkman indeholder alt, hvad man rimeligvis kan forvente af en nutidig folkemusiker. Et fantastisk øre for melodi, en evne til at skrive fængende og tematiske tekster, instrumental samt vokalmæssig ekvilibrisme – og ikke mindst det faktum at hun både er dybt rodfæstet i traditionerne og samtidig formår at vise nye retninger for folkemusikken i det 21. Århundrede.

Og så er der live-oplevelsen: Du havde måske gættet det, for ligesom alle andre store kunstnere inden for folk-genren er musikken bare bedre live. De friere rammer kommer de udtryksfulde musikere til gode. Det var også tilfældet på Fauna-scenen, hvor den seneste LP fra i år Aster, atlas især blev udfoldet. 

Pladens tunge temaer om bl.a. fødsel og død blev fremført med stort nærvær, overbevisning og musikalitet. Koncerten var dygtigt delt op i forskellige sektioner, hvor der bl.a. både blev plads til polka, kirkeligt inspireret musik og sektioner hvor den svenske kvintet blæste igennem for fulde gardiner. 

Et særligt højdepunkt kom da Sara Parkman fremførte sangen Tre hjärtan, som omhandler at sangeren mistede det ene af de to børn hun var gravid med og den intense sorg og lykke det må være både at blive mor og miste et barn samtidig. Sangen gik smukt over i nummeret Neonljusen, som indeholder en af de mest rørende melodier, den store sanger nogensinde har skrevet. 

Et helt særligt moment som indkapsler alt, hvad der er så særligt ved Sara Parkman, og som gik rent ind det helt rigtige sted den tidlige eftermiddag på festivalens sidste dag.

For den uindviede bør det understreges, at stemningen i Sara Parkmans musik både er kærlig, (ur)kraftfuld og eksistentiel. Det er på mange måder højtidelig musik i sådan en grad, at det måske for mangt en moderne byboer, som måske dypper sine tæer i sarkasmens sikre sovs lidt for ofte, kan virke som “for meget”.

Til jer der kan genkende jer selv i ovenstående beskrivelse, eller som lader sig provokere af den, vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man tropper op næste gang Sara Parkman er i byen. Også fordi at den store stemme fra Sundsvall sagtens kunne tåle en større scene, næste gang hun gæster Roskilde Festival.