Roskilde Festival 2026: Aggressivt afløb fra danske Salver

Fotos: Anton V. M. Sørensen
Scene: Lagune
Dato: 30. juni 2026, kl. 19:45

Energien var intens og tempoet var højt da endnu et dansk hardcore band indtog Lagunen tirsdag aften. En visuelt ambitiøs koncert der også bød på flere gæsteoptrædener.

Jeg har i en tidligere anmeldelse fra årets festiv skrevet, at den danske hardcore sgu egentlig har det meget godt. Det afspejler sig i den grad i årets Roskilde-program, hvor både Koya, Demersal, Pistol Pistol Pistol, Smertegrænsens Toldere og i går aftes Salver. 

Beklager hvis nogen er glemt i denne opremsning. 

“Hardcore” har, ligesom alle andre subgenrer, en række varianter. Noget af den er mere catchy og beholder en del af punkens oprindelige ironi. Andre lægger større vægt på atmosfære og kredser lyrikken om sårbare temaer, hvilket er den kategori som Salver lander i. 

Der kunne man også placere Demersal, som gæstede EOS mandag eftermiddag, men i modsætning er Salvers rytmiske tilgang mere ligetil, det er mindre genreeklektisk og vokalerne er knapt så ekstreme, og læner sig mere op ad hardcore punks tidlige stil, hvor man finder en mere råbt og anstrengt levering.

Lyrikken er sårbar, men samtidig (selv)konfronterende. Samme stemning gjorde sig gældende på scenen tirsdag aften. På en og samme tid kan Salver opleves meget maskulint, nærmest macho, men budskabet er noget helt andet. En spænding og formentlig bevidst selvmodsigelse, som jeg tror mange unge mænd kan relatere til.

At have et brændende ønske om at være mere nærværende, gavmild og kærlig, men samtidig mærke gårsdagens manderoller hive én i trøjen konstant. Salver kan opleves som et råt afløb for alt det toksiske, hvor der samtidig er et håb om et radikalt andet liv.

Den stemning er måske årsagen til at kvintetten spillede med en meget høj intensitet, hvilket i sig selv er prisværdigt, men det er en overvejelse værd, om det også tager noget stemningen, som ellers er med til at gøre bandets debut til en stærk oplevelse. 

Ellers fungerede sange som helt forfra bedre, da den har et tydeligt melodisk hook, som gav en god kontrast til de store og højintense lydflader. Lydfladen blev allerstørst da saxofonisterne Oliver Lauridsen og Thorbjørn Øllgaard fra Smag på dig selv, tilsluttede sig deres bandmedlem Albert Holberg, som er trommeslager i Salver.

En feature der gav gruppen en mere industriel lyd, og dermed også skabte noget mere kontrast i en koncert, som godt kunne blive lidt ensformig – også selvom udførelsen sad lige i skabet. 

Emil Brix
emil@noah.dk