04 jul Roskilde Festival 2026: Brændende folkelig ånd på en yderst vaklende Platform
Fotos: Anton V. M. Sørensen
Scene: Platform
Dato: 2 juli kl. 19:00 og 3. juli kl. 13:30.
Det britiske queer folkemusik-kollektiv Shovel Dance Collective blev udsat for lidt af hver under deres dobbeltkoncert på Platform scenen, men deres rolige vedholdenhed blev i den grad belønnet af et meget tålmodigt og taknemmeligt publikum.
Flere steder i Europa er der gang i genopdagelsen af folkemusikken. En positiv bevægelse hvor ophavet bliver dyrket og bekræftet, uden at det skal hæves over alle andres. Britiske Shovel Dance Collective er et skoleeksempel på denne udvikling, hvor traditionelle melodier og historier får en omgang progressiv energi – både politisk og musikalsk.
Både torsdag og fredag skulle det udfoldes på Platform-scenen, der er Roskildes “åbne scene”, som ligger mellem alle de andre. Som publikum er man på niveau med kunstneren, væggene omkring scenen er åbne og folk kan relativt nemt vandre ind og ud. Det er også en scene, der lægger plads til de mere avantgarde og perfomance-orienterede optrædener på festivalen.
På mange måder en interessant idé – men hvordan virker det i praksis? Den korte distance mellem kunstner og publikum er tiltalende på en festival, hvor scenerne generelt er store. Men scenens åbenhed, der gør det svært at holde udefrakommende lyde ude, betyder at planlægningen af koncerten er yderst vigtig.
Planlægningen af torsdagskoncerten var dog mildest talt ringe, og hvis ikke det var for en meget hjertevarm genoprejsning, og havde det hele forløbet som under den første halve time af torsdagens koncert, ville overskriften have stået nogenlunde sådan her: “Roskilde Festival smider britiske folkemusikere under bussen”. Sådan gik det heldigvis ikke – i hvert fald ikke udelukkende.
Under den første store halve time af torsdagens koncert, blev koncertoplevelsen nemlig ødelagt af en dundrende bas, fra hvad jeg formoder må have været Wicky’s samtidige optræden på Eos.
Shovel Dance Collective’s musik kræver, at man kan høre nuancerne. Nuancerne i vokalharmonierne, i den historiefortællende lyrik og i gruppens langsomt udviklende instrumentale passager. Det er ikke ligetil og rytmisk orienteret folk, hvor man kan danse “sekstur” og andre folkedanske til det hele. Det er svær musik, som kræver fordybelse af lytteren. Det var mildest talt svært under ovenstående forhold og da den dundrende bas ophørte, blev det tydeligt, hvad var man var gået glip af.
Heldigvis beholdte folkemusik-kollektivet roen og fuldførte deres koncert – i øvrigt uden at anerkende den absurde situation. Og for det blev de belønnet. Efter et par mere sang orienterede numre i sidste del af sættet, inklusive “call and response” sea shantien Hanging Johnny, hujede de fremmødte som det sjældent ses og høres på de små scener – til de hårdt prøvede briters lettelse og glæde.
Hvad der startede som et mareridt, endte med at blive et rigtigt “orange feeling” øjeblik. Man havde fornemmelsen af at publikum greb og løftede Shovel Dance Collective. Ikke udelukkende af medynk, men også ud af taknemmelighed og sammenhold. Det sammenhold som folkemusikken lægger op til, med dens dybe sangskat som tilhører os alle.
Heldigvis for gruppen, fik de lov til at optræde dagen efter, hvor det hele forløb noget mindre forstyrret. Igen var der fyldt og igen var publikum svært begejstret.
Alt i alt endte det godt og Shovel Dance Collective er en interessant samt udfordrende live-oplevelse, og deres kunstneriske tilgang repræsenterer en af de mest vitale udviklinger i nutidig musik – genopdagelsen af vores allesammens sangskat.
Men samtidig må oplevelser som den på Platform torsdag aften føre til eftertanke hos Roskilde Festival. Musikken er alt for vigtig og musikerne alt for investeret til at skulle finde sig i det, der forløb torsdag – også selvom festivalgængerne kan udvise tålmodighed og taknemmelighed af en anden verden.
