03 jul Roskilde Festival 2026: Genert ballademageri i det lille telt

Fotos: Anton V. M. Sørensen
Scene: Fauna
Dato: 1. juli 2026, kl. 17:45.

Norske Tuvaband leverede en romantisk og bittersød form for drømmepop på Fauna-scenen, som var rart at lytte til, men aldrig rigtig nåede de højder, man kunne have håbet på. 

Det er af åbenlyse årsager svært for nogle festivalgængere, at gå til mere rolige og intime koncerter efter kl. 14-15 stykker. Men hvis man er den slags Roskilde-gænger, som tager mentale pauser undervejs frem for at crashe til sidst, er det kærkomment med lydflader som dem norske Tuvaband leverer. 

Gruppen, som er navngivet efter frontkvinde Tuva Hellum Marschhäuser, spiller en slags drømmepop, der er meget ballade-orienteret og mindre “drømmende” end pionererne inden for genren såsom Cocteau Twins og Slowdive. 

I stedet aner man noter af country og folk pop i sangenes struktur og melodivalg, ligesom at flere af numrene, i hvert fald i deres live-udgaver, ender i post-rock crescendoer med “e-bow”, tremolo picking og hele svineriet.

For denne anmelder er beskrivelsen af Tuvaband noget, der får mig til at tænke: “Det kan ikke gå galt”. Og bevares, det gjorde det heller ikke. Man sidder dog stadig lidt mellemfornøjet tilbage efterfølgende, også selvom gruppen havde et relativt højt musikalsk niveau og lydbilledet var udmærket balanceret. 

Hvorfor er det så? Gruppens sange har en meget ens struktur, med enslydende akkordvalg og stemninger. Det er bittersøde ballader, som kredser længe rundt om de samme akkordstrukturer, før man belønnes med den førnævnte crescendo. 

Det kunne fungere, hvis sangene var usædvanligt velskrevet, med melodier som bare går rent ind. I stedet opleves melodierne ofte som “stream of consciousness”, og når man når til et hook, er de ofte meget simple.

Det kunne også fungere, hvis gruppens lydflader var noget ganske særligt. Men der er ligesom ikke noget ved Tuvaband, som sådan for alvor skiller sig ud. Alt er fint, men der er ikke noget, som står tydeligt i hukommelsen efterfølgende, ligesom at Marschhäusers kommunikation med publikum var noget genert og uklar.

Personlig tror jeg, at det er sangskrivningen, som skal udvikle sig, før at bandet rigtigt rammer de højere himmelstrøg, og man som lytter forsvinder ind i musikken. Og der er som sådan ikke nogen grund til at afskrive Tuvaband: Marschhäuser har en glimrende stemme, som hun sagtens kunne sætte mere fri, og som med mere fængende og måske mere komplekse melodier, kunne foldes langt mere ud.