Uhørt 2026: Hvad stopper Albert Rosen for det helt store gennembrud? 

Albert Rosen, gamescenen, 23:45, 8 august
Fotos: Tobias Theil Welling

Med atmosfæriske kompositioner bestående af harmoniske vokaler og dansevenlige produktioner markerer Albert Rosen sig som Danmarks svar på Fred Again.. 

Klokken nærmer sig midnat på gamescenen og Albert Rosen inviterer os med på en rejse i hans elektroniske diskografi. Koncerten lægger ud med den mere introverte del af hans katalog og udvikler sig gradvist, indtil settet afsluttes med et højenergisk drum n bass mix. 

Lad os blive ved settets fremgang, for det havde fungeret bedre, hvis der var variation mellem de energiske og rolige numre, i stedet for at energien steg gradvist. Det gjorde at koncerten peaker med drum n bass mixet. Jeg går derfor ærgerlig derfra efter koncertens afslutning, men måske det er et bevidst greb, for det gør man går derfra sulten efter mere.  

Jeg går til gengæld fra koncerten med et klart indtryk af, at Albert kan afvikle og tilpasse sine sets efter tidspunkt og lokation. Albert beviser, at han er en artist med et produktionsniveau og en udstråling som både kan afholde intimkoncerter og store raves. 

Under settet gæster kollegaen Emi Lia på “Gør Det Hele Igen”, og øjeblikket bliver en rørende fortælling om fællesskab, for selvom Emi Lia ikke er en del af lineuppet på årets Uhørt, giver Albert alligevel plads til at hun kan blive set og hørt. Udover Emi Lia som scenisk medspiller, afvikles koncerten sammen med Alberts lillebror, som spiller keys. 

Der er tydelige spor af Fred again.. og UK house-bølgen i Rosens måde at bygge sine produktioner op på. Han er sammen med Eros For You de første artister herhjemme med en så tydelig forbindelse til den profil. 

Siden sidst jeg hørte ham til Royalties showcase på Hotel Cecil i marts 2025, ser jeg en udvikling. En artistisk udvikling der ligesom koncertens udvikling kun bliver bedre og bedre. Det er min pointe: Albert Rosen besidder et kæmpe potentiale, og det er et spørgsmål om tid, før han får sit gennembrud.   

Tobias Theil Welling
tobiastheilw@gmail.com