07 aug Uhørt 2026: AYMEE forener genrer og forbinder publikum
Aymee, Skatescenen, 6. august 19:15
Foto: Tobias Theil Welling
Aymee formår at tryllebinde publikum med sin fusion af pop, der trækker på amerikanske, danske og indiske inspirationer.
Hendes markante vokal og sikre rytmiske sans spiller elegant sammen med et fler instrumentalt setup, hvor pop, house og r’n’b smelter sammen i et udtryk, der føles både globalt og dybt personligt. De mange ingredienser vil i nogle tilfælde smage af en dårlig cocktail, men Aymees lyd kan sagtens indgå i menukortet på diverse festivaler. Hendes lyd vil føles som et nyt og oplagt indslag på de danske festivalscener, og spørgsmålet er derfor ikke, om de større festivaler booker hende, men hvem der kommer først.
Det er netop hendes multikulturelle afsæt, der giver koncerten sin særlige karakter. I stedet for at lade forskellige identiteter stå som modsætninger, forener hun dem i et udtryk, hvor de kulturelle referencer bliver et sanselig oplevelse frem for en forklaring.
Aymee virker ikke som en kunstner, der forsøger at finde sin identitet. Hun har allerede fundet den og inviterer publikum med ind i den. I forsøget på at få publikum med, får hun stor opbakning af venner og familie. Deres iførte Aymee merch og gode energi smitter hurtigt af på resten af publikum, som gradvist lader sig rive med. Det er et simpelt og effektivt greb, som understreger fællesskabets betydning for koncertoplevelser.
Aymee leverer ikke festivalens mest højlydte koncert. Hun fremstår en anelse genert i sit kropssprog, men beviser med sin tydelige musikalske kvalitet, at hun er en artist med et klart kunstnerisk ståsted og et stort potentiale.