05 sep BOT på Høst Møn: Dag 1

Billeder: Julie Linder Hessellund

Det er en uge siden, Høst Møn løb af stablen, og vi har stadig lidt svært ved at komme os over, hvor fed en weekend det var.

På Høst Møn prøvede Bands of Tomorrow et lidt anderledes festivalformat. I stedet for kun at skrive om koncerterne optog vi undervejs vores umiddelbare tanker, samtaler og reaktioner på det, der skete omkring os. Bands of Tomorrow var afsted med Emil, Julie, Isabell og Viktor, og gennem weekenden lavede vi små lydoptagelser af det, vi oplevede. Koncerterne selvfølgelig, men også menneskene, pladsen, vejret og alle de andre ting, der endte med at forme festivalen.

Det er blevet til vores vibe check fra Høst Møn. Først: fredag.

Høst Møn er ikke på Møn

Man skulle tro, at Høst Møn foregår på Møn. Det gør det ikke. Vi er ankommet til Masnedø lidt uden for Vordingborg på den sydligste del af Sjælland. Viktor får hurtigt leveret den geografiske forklaring: Festivalen blev oprindeligt afholdt på Møn, holdt derefter et års pause og er nu genopstået her. Fair nok. Vi slår teltene op.

Det første indtryk er, at vi er landet et sted, hvor mange allerede kender hinanden. Børn løber rundt, folk hilser på kryds og tværs, og midt i det hele ligger det gamle fort med sine store bunkere, som vi ret hurtigt bliver lidt besatte af.

Da vi bevæger os ind på festivalpladsen for første gang, er der stadig ved at blive gjort klar. Folk går rundt med fadøl, og hele pladsen virker til at være formet efter landskabet og det gamle fort. Et stort hul i jorden med bunkerne nede i bunden, telte placeret i en halvcirkel omkring det og en lille arenaagtig scene. “Det er fandme fint, det her.” Det er det faktisk.

Og solen skinner. Det er værd at nævne, for vi er blevet lovet regn. Meget regn. Indtil videre er der ikke kommet en dråbe.

Cool, nysgerrige ældre mennesker?

Da vi gør os klar til dagens første koncert med Angående Mig, er der kommet mere liv på pladsen. Øllene er landet på bordene, folk står i små grupper og snakker, og igen får vi følelsen af, at alle kender alle. Vi begynder også at kigge lidt på, hvem der egentlig er her. Der er børn, unge, voksne og ret mange, der er noget ældre end det publikum, vi normalt møder, når vi tager ud for at dække upcoming musik.

Vores første analyse er ikke ligefrem sofistikeret: boomer generationen. Men ret hurtigt bliver vi enige om, at det måske snarere er “nogle cool, nysgerrige ældre mennesker.” Høst Møn skriver selv, at man kommer til at opleve bands, man højst sandsynligt ikke kender. Det passer egentlig ret godt til publikum. Folk virker oprigtigt nysgerrige på, hvad der skal ske på scenen, uanset alder.

Fem minutter inden Angående Mig skal begynde, tæller vi cirka fem mennesker i teltet. Så går holdet bag Høst Møn på scenen, byder velkommen, takker de frivillige og skyder festivalen i gang. Det er uhøjtideligt og nærværende og føles meget passende for et sted, hvor alle tilsyneladende kender nogen. Og pludselig er teltet fyldt.

Angående Mig spiller i et mere strippet format, end Julie tidligere har oplevet dem, og det gør koncerten meget intim. Vi står helt tæt på, og rundt omkring os står voksne og synger med, børn lytter koncentreret og unge er blandet ind imellem. “Det var sgu mega lækkert, at de var så tæt på.”

Viktor og Isabell har lavet den egentlige dækning af koncerten, så den lader vi dem om. Men som første møde med musikken på Høst Møn passer det meget godt til det, vi allerede har opdaget om festivalen: Her er tæt.

Så kom regnen

Vi vidste jo godt, at den ville komme. Alligevel når vi at blive en lille smule optimistiske efter flere timer i tørvejr, men senere på eftermiddagen begynder det at regne. Folk søger sammen og ind under teltene, og det viser sig faktisk at være ret perfekt timing. For så går School of X på.

På det tidspunkt er det dagens klare højdepunkt for Emil. Fire mennesker på scenen, men på en eller anden måde fylder de det hele. Scenografien er stor, koncerten føles stor, og fordi regnen har presset alle tættere sammen, bliver oplevelsen kun mere intens. School of X har spillet på Høst Møn før, og det føles som om både band og festival ved, hvad de har med hinanden at gøre. Det uvejr, vi havde frygtet siden ankomsten, ender altså med at gøre koncerten bedre.

En belgisk punkkoncert rammer en nerve

Senere kommer Maria Iskariot, og her ændrer energien sig. Det belgiske punkband er larmende, kaotisk og ekstremt tilstedeværende. Hele bandet bevæger sig på scenen, joker med publikum og skubber hele tiden til grænsen mellem dem, der spiller, og dem, der ser på.

Isabell og Julie ender midt i det. Der opstår en moshpit. Fedt nok. Men der opstår også den klassiske situation, hvor enkelte mennesker ikke helt har forstået, at en moshpit godt kan være voldsom, uden at man behøver være ligeglad med alle omkring sig. Som det bliver formuleret umiddelbart efter koncerten: “Man kan godt passe på hinanden, mens man wilder out.”

Det ændrer dog ikke på deres oplevelse af bandet. Tværtimod. For Isabell og Julie er noget af det stærkeste ved Maria Iskariot, hvor inkluderende koncerten føles. Det er et band, der tager plads og samtidig inviterer andre til at gøre det samme. Forsangeren bevæger sig ud blandt publikum, bandet er sjovt, og mellem sangene er de meget direkte omkring virkeligheden i at være et turnerende band: Kom ned og køb vores plade. Det er fucking dyrt at være på tour. Ingen mystik eller cool distance, og det falder i god jord hos Isabell og Julie.

Viktor står tilbage med en lidt anden observation. Han er mest overrasket over, hvor hårdt koncerten rammer Høst Møn. Pludselig står vi til en kaotisk belgisk punkkoncert, og publikum er helt med. Musikken, siger han bagefter, “ramte en nerve.” Måske siger det også noget om Høst Møn. For mellem alt det hjemlige og familiære har bookerne kigget ud over landegrænserne og fundet et band, som kommer ind fra siden og vælter det hele.

Hvor lang tid skal man egentlig bruge på et band, man ikke kender?

I løbet af weekenden begynder Isabell at tænke over noget andet: koncertlængder. For når en festival i så høj grad handler om musik, man ikke nødvendigvis kender på forhånd, er en time så egentlig det rigtige?

Hendes bud er nej. Omkring 40 minutter føles perfekt. Det er nok til, at man kan nå at blive nysgerrig, lære musikken lidt at kende og måske opdage noget nyt, men kort nok til, at koncerten slutter, inden opmærksomheden begynder at forsvinde, og folk langsomt siver videre. Det er en lille ting, men efter en hel dag med ny musik giver det ret god mening.

100% WET og en festival, der for længst er vågnet

Hvis pladsen føltes halvtom, da vi gik rundt på den tidligere på dagen, er det billede væk nu. Under 100% WET oplever Viktor nærmest, at publikum og band smelter sammen. Der er ikke nødvendigvis voldsomt mange mennesker på scenen, men det føles stort. Effekter, lyd og energi fylder rummet, og kontakten med publikum får det hele til at hænge sammen.

Det er måske også meget sigende for, hvor vi selv befinder os på det her tidspunkt. Optagelserne fra tidligere på dagen handler om geografi, vejrudsigter og gode toiletter. Nu er de blevet lidt mere løse. Der er kommet øl indenbords, det er blevet mørkt, og festivalen er for længst kommet i gang.

Selvfølgelig skal vi ned i bunkeren

Efter den sidste koncert kunne vi selvfølgelig bare gå i seng. Men vi har brugt hele dagen på at kigge på de bunkere, så selvfølgelig skal vi ned og se, hvad der foregår.

Der er fest og god stemning, og i stedet for den techno, man måske kunne forestille sig i en bunker midt om natten, bliver der spillet Madonna og Katy Perry. Det er egentlig rigtig fint, men efter en lang dag er vi ved at være færdige. Klokken er over tre, så vi forlader bunkerfesten, går tilbage til campen, spiser chips og hopper i seng.

Dag 1 på Høst Møn er slut.