The Tubs har fundet formlen. Nu mangler de bare at bryde den

Foto: Albumcover

Hard Life er fyldt med stærke melodier, skarp humor og selvudleverende tekster, men bandet holder sig lidt for sikkert inden for deres egen lyd.

Det walisiske band The Tubs er allerede tilbage med deres tredje album Hard Life, blot et år efter
deres seneste udspil. Et album der fortsætter stort set dér, hvor de slap, med jangle-guitarer og
inspiration hentet fra tidlig indierock og college rock, som var deres musik soundtracket til en
coming-of-age-film, der foregår et sted mellem Wales og Skotland. Man kan høre The Smiths og
R.E.M. lure i kulissen, men denne gang tilføjet et lag af keltisk violin, der bringer en ny energi ind i
bandets signaturlyd. Og så er der Owen Williams’ charmerende vokal, som stadig formår at gøre
selv de mest bitre linjer uimodståeligt menneskelige.

Williams skriver om kærlighed, psykisk mistrivsel, sin mors selvmord og frygten for at ende som
endnu en “fat bloke in a sad pub”, fastlåst i en bitter længsel efter fortiden. Det tragiske ligger hele
tiden under de selvudleverende tekster og spydige kommentarer, men musikken vil det modsatte:
fremad, opad, videre. På linjer som “It’s a hard life / Well mate everybody knows / and you could
kill yourself”
bliver kontrasten næsten absurd, da Williams synger om selvmord oven på sprudlende
janglepop.

Et andet eksempel er ”Heaven or London”, hvor Williams giver en nådesløs vurdering af sig selv
som ”the singer of a rip-off band […] wanking himself into an early grave”. Det er svært at afgøre,
hvor meget der er selvironi, og hvor meget der er oprigtig selvforagt. En tvetydighed der gør teksten
utroligt effektiv: Man kan grine af den og samtidig mærke, at der ligger noget alvorligt nedenunder,
hvilket netop bliver bandets største styrke. For musikalsk er albummet imidlertid mindre
eventyrlystent.

Hard Life er fyldt med ørehængende melodier, men også med sange, der ligger meget tæt på
hinanden i både produktion, instrumentation og dynamik. Janglepoppen er konstant til stede, men
den mangler nogle gange Johnny Marrs evne til at forvandle en guitarfigur til et hook, der for alvor
bliver siddende. De keltiske elementer er blandt albummets mest interessante. Især violinen tilfører
musikken en varm, folkelig klang, med et tydeligt walisisk og britisk præg. Her kunne man dog
ligeledes ønske, at bandet turde udforske eller udfordre den side endnu dybere. The Tubs har
melodierne, men de lader dem sjældent udvikle sig til noget uventet, hvilket gør albummet en smule
ensformigt i længden.

Der er dog små antydninger af, at bandet kunne mere. På “The Way It Goes” dukker en high-
pitchet, næsten jordegernagtig vokal op ved siden af Williams’, som der også har gjort det på
tidligere udgivelser. Det er subtilt, men fungerer stadig rigtig godt som kontrast til Williams’ vokal,
der oftest befinder sig i et dybere register. Introerne til “Heaven or London” og “Hell” leger
ligeledes med forventningen. Et øjeblik lyder det, som om bandet vil bevæge sig i en mere rå og
punket retning, før begge numre falder tilbage i den velkendte The Tubs-formel efter blot få
sekunder. Det er en smule frustrerende, fordi man i virkeligheden har lyst til at høre mere af netop
det. På samme måde kunne flere soniske eksperimenter, mere særpræget produktion eller større
dynamiske udsving have givet albummet mere kant. Især fordi teksterne faktisk har tyngden til at
bære det.

For sangene er gode. Rigtig gode, faktisk. Men dette bliver allertydeligst når The Tubs endelig
skruer ned. Som på nummeret ”Didn’t I Say” eller albummets sidste nummer “As Long As You
Leave”
, som også bliver dets store følelsesmæssige øjeblik. Tempoet falder endelig,
instrumentationen bliver sparsom, den akustiske guitar får lov at stå mere nøgen, og Williams’
knivskarpe tekst får plads. Her matcher musikken endelig teksternes melankoli. Det er rørende og
næsten en lille mavepuster efter et album, der ellers har insisteret på et højt tempo. Man kunne
ønske, at Hard Life havde givet os flere af den slags øjeblikke.

Kort sagt:
The Tubs skriver ørehængere med imponerende lethed, og kombinationen af humor, melodisk tæft
og selvudleverende historiefortælling gør Hard Life svær ikke at holde af. Fans af de to første
album vil næppe blive skuffede, men håber man på noget mere udforskende eller banebrydende, går
man nok forgæves. The Tubs har fundet en lyd, der fungerer, og på Hard Life vælger de at forfine
den frem for at udfordre den – hvilket gør albummet mindre spændende, men ikke mindre
charmerende.

Hvis The Tubs er noget for dig, skal du tjekke Individual Time Travel, BRIDGING og Bubbling Well, og Virgin Suicide

Anton Engelbrecht Nielsen
antonen1999a@gmail.com