Apopheniac forvandler hverdagens støj til musikalsk eftertænksomhed

Fotos: Tobias Theil Welling

Med referencer til Mew, Radiohead og Tame Impalas tidlige psykedeliske rock finder Apopheniac et sted mellem melankoli, musikalsk overskud og eksistentiel uro.

Apopheniac spiller musik til de øjeblikke, hvor verden larmer, og tankerne har brug for at stilne af. Det alternative rockband forener elementer fra de seneste to årtiers rockhistorie i et lydunivers, der veksler mellem drømmende passager og groovy, hårdtslående udbrud. Referencerne til Mew, Dúne og Radiohead er tydelige, mens Tame Impalas Innerspeaker og Lonerism spøger i de psykedeliske teksturer.

Bandnavnet henviser til apofæni: tendensen til at finde meningsfulde forbindelser og mønstre i tilfældige eller meningsløse data. En passende beskrivelse af et band, hvis lyd undersøger, hvordan de selv forsøger at finde mening i en verden overfyldt med information. Men Apopheniac nøjes ikke med at beskrive støjen. De forsøger at finde melodien i den. 

Musikken rammer især i de mere observerende øjeblikke. Her opstår en følelse af ensomhed, der ikke nødvendigvis er trist, men snarere giver plads til at lade tankerne drive. Det er lyden af træer, der svajer i vinden, bølger, der bryder mod kysten, og biler, der passerer. Hverdagslyde, som vi alle kender, men sjældent bemærker i hverdagens tempofyldte skema. Bandet skaber et musikalsk rum, hvor stilheden ikke skal udfyldes, men undersøges og observeres. 

På scenen fremstår bandet råt og upoleret. Enkelte lydproblemer forstyrrer helhedsoplevelsen, blandt andet en for lav backingvokal på lead guitaristen under koncertens sjette nummer og en manglende koordinering mellem lydmand og forsangerens guitar på det sidste nummer. Samtidig afskærer en central scenestolpe pianisten visuelt fra resten af bandet, og opsætningen tvinger ham flere gange til at vende ryggen til sine medmusikere.

Alligevel mister Apopheniac aldrig grebet om musikken. Bandet spiller med nerve og mærkbart sammenspil, og både instrumentering og lyrik når ud over scenekanten til Operaens stående og siddende gæster.

Apopheniac har fat i noget, der rækker ud over rockens velkendte referencer. De minder os om, at vi ikke behøver at finde mening i alting. Nogle gange er det nok bare at lytte.

Tobias Theil Welling
tobiastheilw@gmail.com