16 feb Alt – J – The Dream
Foto: George Muncey (Pressebillede)
Label: Infectious Music/BMG
Udgivelsesdato: Fredag den 11. februar 2022
Efter et velfortjent pusterum er Alt-J ude med deres fjerde album “´The Dream´. Og pausen var godt givet ud. Det emmy-nominerede band imponerer med et gennemarbejdet og eksperimenterende album.
4,5/5 Stjerner
Det engelske indie-rock band Alt-J også kendt som ∆, har snart en del år på bagen, så det er ikke et upcoming band, det drejer sig om her. Alligevel har kvartetten, der består af forsanger og guitarist; Joe Newman, keyboardspiller og kor; Gus Unger-Hamilton, bassist; Gwilym Sainsbury og trommeslager Thom Sonny Green altid haft en måde at skrive og producere musik på, som på en gang føles ny og spændende, men samtidig er enormt grounded og tilbageseende. Dette er præcis det samme der opleves i deres fjerde album The Dreamer. Albummet har også været et par år undervejs, endda endnu længere tid, hvis man tæller deres lille tænkepause efter Relaxer med, som var en kæmpe succes med udsolgte stadionkoncerter og banebrydende måder at retænke live-lyd på. De gik hver for sig i et års tid, og det var heldigvis en rigtig god beslutning.
The Dreamer arbejder med så mange forskellige musikalske effekter og muligheder, men føles stadig som et fuldt gennemarbejdet album. Fra kor og klassisk sang, til singer-songwriter feels og deres genkendelige arbejde med samples, er det et enormt skønt album at lytte til. Der er intet der skuer eller irriterer (hvilket jeg dog personligt plejer at holde af) men det gør at det hele føles trygt, men aldrig kedeligt. Flere af numrene har den der: ‘vi-har-siddet-i-en-hytte-og-jammet-som-Bon-Iver’-fornemmelse, med bredt cluster-kor og western guitarlyd, men det formår hele tiden at udvikle sig igennem albummet.
Det er så dejligt at høre fulde albums. Intro-tracket (som de selv kalder det) “Bane”, har denne skønne -tendenserne til – folkemusik-lyd, med omtalende swimmingpools og Coca-Cola. Hele nummeret ligger op til resten af albummet og alle de ting vi skal opleve her. Personligt synes jeg dog samtidig også sagtens at det burde anses som albummets første nummer, og ikke som en intro. (Ikke at det gør den store forskel for lytteren).
Det reelle første nummer “U&ME” føles måske næsten for genkendeligt, og jeg har brudt mit hoved i mange, mange timer, med hvad det nu er – men der er stadig en masse ting der overrasker, især i percussionen og opbygningen af sangen. “Hard Drive Gold” giver associationer til tidligere boyband-medlem Harry Styles. Så det kan kvartetten altså også, dette neo surfer-udtryk. Med “Happier When You’re Gone” træder de i dette album ind i et endnu mere sårbart sted, med strygere, enkeltstående klaverakkorder, der langsomt opbygger endnu mere tynd instrumentering.
“The Actor” virker som albummet svageste led. Det er ikke et dårligt nummer, men det er ikke helt tydeligt, hvad nummerets rolle er. Dette står i stærk kontrast til for eksempel “Get Better”, hvilket klart er den mest simple og måske lidt ‘stereotype’ singersongwriter-sang. Jeg sendte den dog med det samme til en kammerat, som jeg vidste har det skidt. Den næsten banale tekst, og de få akkorder, er måske ikke det helt store ‘kunst’, men det er lang tid siden jeg har hørt så skøn en break-up-sang, og gud, hvor ville jeg ønske jeg havde skrevet den…Og så går de over i “Chicago” – og hvis det ikke havde været for den smukke falset-intro med let guitarspil, ville jeg næsten have sagt at der var noget blasfemisk ved at gå fra “Get Better” til Randers-claven (4 i gulvet). Men netop på grund af dette, og den hele tiden skiftende instrumentering, er det nok en af de mest interessante numre på pladen. Og hvad gør man så, når den skal efterfølges. Jamen man tager samples fra opera og bruger cembalo-lyd og andet klassisk instrumentering i “Philadelphia”. Albummets resterende numre byder også på overraskelser. Den korte intermezzo “Delta” er for eksempel accapella, “Losing My Mind” bruger pludselig meget dystre distortede akkorder og slutnummeret “Powder” er bare noget helt for sig selv. Med tung fyldig stortromme, jazzet guitar og samplet samtale er det en perfekt afslutning på et imponerende album.
Pladen udkom den 11. februar og det er lang tid siden at jeg har hørt så velproduceret og flot instrumenteret album. Alt-J forstår at bruge kontrasterne og kæle for høresansen. De spiller koncert den 5. november i K.B. Hallen, og det bliver spændende at høre, om de kan gøre det lige så godt live, som de gør på The Dream.
