25 apr INTERVIEW: alt-J har endelig fundet plads til dem selv i drømmen
Foto: Rosie Matheson (Pressebillede)
Trommeslageren Thom Sonny Green fra det succesfulde Leeds-band alt-J giver os et lille indblik i tour-livet og fortæller om tilblivelsen af deres seneste album ’The Dream’.
alt-J er et af de bands som igennem 2010’erne virkelig satte sig fast på indie-scenen som nogle af de største inden for genren. I år runder bandet deres 10. år sammen som band, hvilket også er blevet markeret med deres fjerde studiealbum The Dream og en verdensomspændende turné der tager bandet til Danmark til november. I denne forbindelse havde vi æren af at få en snak med bandets trommeslager Thom Sonny Green, som på denne dag befandt sig i Dallas, Texas i forbindelse med bandets nordamerikanske turne, over en lettere upålidelig ZOOM-forbindelse. Her gav Green udtryk for en udmattelse ovenpå flyveturen fra Florida til Texas og var meget tilfreds med at skulle tilbringe dagen uden et show, med plads til afslapning inden det hele ville gå løs igen.
Livet på farten
Efter at have introduceret os pænt til hinanden begynder jeg at spørge ind til turneen da jeg tænkte at det måtte være det der lige umiddelbart fyldte for den britiske trommeslager. Jeg spurgte ind til hvilket stop på rejsen han har set mest frem til, hvortil han blev nødt til at nævne det ikoniske spillested Madison Square Garden i New York City:
– Jeg kan godt lide New York, der skal vi være i tre eller fire dage. Jeg synes det er meget interessant, og jeg elsker at folk ser på. Der er en masse berømte bygninger og den slags ting, god mad og så elsker jeg virkelig atmosfæren i byen, og vi får ovenikøbet lov til at spille i Madison Square Garden, hvilket er et helt utroligt venue, hvor vi også har spillet før en enkelt gang. Det er virkelig fedt at få lov til at spille på sådan et ikonisk og fantastisk spillested. USA har så mange fantastiske steder, som gør det svært at vælge, men jeg kan godt lide at tage til New York.
Koncerten i Madison Square Garden spillede de tidligere i april, og ud fra billederne ligner det også en succes!
Som turnerende musiker skal man være utrolig omstillingsparat og døje med lange rejsedage og sene aftenener, i hvert fald når man er af samme kaliber som alt-J der i alt havde 36 stop på deres amerikanske turné i løbet af næsten to måneder. Derfor undrede jeg mig over, om det ikke også kunne blive monotont i længden at være på turné, og jeg spurgte ind til, om alt-J gør noget som band for at gøre hvert show unikt for dem selv og for at bryde monotonien. Thom Green omdøbte monotoni til rutine og forklarede at det hjælper med rutine i forhold til at døje med at være et nyt sted hver dag:
– Vi eksperimenterer i øjeblikket med at skifte lidt rundt imellem sangene i setlisten. Problemet med det er bare at man finder et set der fungerer virkelig godt og man vil ikke ændre det fordi det virker. Det er ret svært at finde andre set der fungerer lige så godt fordi vi nu med fire albums ude gerne vil spille et mix af dem alle sammen. Vi skal ikke have for mange af de langsomme sange for de kan godt tage lidt energi ud af koncerten, men det er samtidig også fede sange at spille. Man skal derfor være forsigtig i forhold til energi og at holde den kørende. Så lige i øjeblikket er vi ved at finde et set der virker rigtig godt, men fra dag til dag er det ret svært at bryde monotonien fordi […] jeg godt kan lide rutiner. Det er godt at have en rutine og at finde en måde at håndtere det her med at være et nyt sted hver dag. […]
Dog har han nogle ting han gør for at holde sig selv ude af hotelværelset, og vel egentlig udnytte, at man får lov til at opleve utroligt mange forskellige steder:
– Jeg kan godt lide at gå udenfor så meget som muligt og gå rundt hvor end jeg er, fordi hvis jeg er i et hotelværelse hele dagen bliver det lidt deprimerende, men det er på den anden side også ret svært at gøre, hvis man ikke lige ved hvor man er. For eksempel har jeg en hel dag i Dallas i dag, og jeg kender overhovedet ikke byen. Jeg har været her et par gange før, og der mener jeg to eller tre gange, så jeg kan godt google ting at lave, men det er jo også en risiko for jeg kan ende med at komme et sted hen som måske ikke er vildt godt, så det er lidt vanskeligt. Nogle er bedre til det end andre, jeg kan godt synes det er lidt overvældende, men jeg synes at det er en god måde at komme monotonien til livs ved at gå udenfor.
En drømmeagtig affære
Det var efter denne snak om turnéen, at jeg førte snakken over til at handle om de tre sange han ville udpege, som der blev afspillet igen og igen når han var på farten med bandet, hvilket du kan gå ind og læse her.
Men det jeg egentlig gerne ville høre om fra Thom Sonny Green, var deres nye album The Dream, hvor titlen på albummet stod som det største spørgsmålstegn for mig. Hvad er drømmen?
– Det er inspireret af et picasso-maleri, som hedder ”Drømmen.”(Le Rêve på fransk). Jeg holder en liste over navne til forskellige ting, […] så hvis et ord eller en frase kommer op som jeg godt kan lide så skriver jeg det ned fordi jeg ofte mangler navne på ting, om det så er sange eller malerier eller andet, så er det rart at have noter til sådan noget. Jeg havde haft ”The Dream” i de noter i ret lang tid, fordi jeg syntes det kunne være en fed titel til noget, så det endte med at blive det her album. Det vi gør, er at vi for det meste venter til sidst med navne og grafisk materiale. Så mødes vi og snakker om de ideer vi har, og det er ret stressende for at være ærlig, fordi vi tre har vores egne ideer, og man skal virkelig være i stand til at være sårbar, kunne gå på kompromis og tage kritik. Måske foreslår man noget og så er der to folk der siger ”nej, det kan vi ikke lide.” Det tog derfor ret lang tid at komme igennem ideerne, men ”The Dream” var noget vi alle kunne lide.
Dette ledte os over i en længere snak om coronapandemien og dens indflydelse på albummets tilblivelse, hvortil Green nævner at albummet i sig selv føltes lidt drømmeagtigt, da de sad midt i skabelsesprocessen:
– Det relaterer sig på en eller anden måde til det faktum at albummet føltes ret drømme-agtigt i sin proces, forstået som at alting føltes surrealistisk under pandemien, hvilket er den tid vi lavede det i. Der var dage og uger hvor det føltes lidt som en drøm fordi det ikke var vores normale liv. Vi var enten i studiet eller derhjemme og vi lavede ikke andet end det. Der var endda stadig stress i baghovedet omkring overhovedet at tage afsted hver dag, især i starten fordi man ikke kunne blive testet hvilket vi var ret nervøse omkring. Selvfølgelig er ethvert album som en drøm, for lige i starten er det svært at forestille sig at der skal komme et album ud af det, i slutningen af processen. Det er bare en ret mærkelig tanke.
Men, det kan jo betyde hvad som helst alt efter hvem man er, så det er helt åbent for fortolkning. Mange har sagt at det kunne have noget at gøre med den amerikanske drøm fordi […] mange af temaerne er omkring Amerika, hvilket jeg godt kan se. Jeg har ikke tænkt mig at sige at det ikke handler om det, men det er i hvert fald det andet ‘The Dream’ betyder for mig.
Hertil undrede jeg mig også over hvorvidt pandemien har ændret bandets måde at skrive sange eller et album på, og om man kan høre det i musikken, men til dette var Thom Sonny Green lidt tvivlsom, idet han ikke følte at de gjorde noget anderledes, men at der nok alligevel sad nogle spor af verdenssituationen indlejret i det hele:
– Altså, vi gik i gang med det en måned før pandemien ramte, så vi nåede ikke at komme særligt godt i gang med det […] og det er sjovt for det havde en indflydelse uden rigtig at have en indflydelse. Vi skrev ikke direkte om pandemien eller refererede til den specifikt. Det tætteste vi kom på det var nummeret ”Get Better” som handler om at miste en man elsker, men det er ikke om coronavirussen, det handler ikke om den specifikke pandemi. Det er svært at beskrive, for det er jo nok et restprodukt af det, og er inspireret af den, for vi har set nyheder om det hver dag og levet i netop den verden. Jeg tror mest af alt det påvirkede vores mentalitet omkring at være i et band, for op til det her album havde alting gået ret hurtigt og vi havde ikke rigtig stoppet op og tænkt meget over det. Det gav os en masse perspektiv og det gik op for os hvor heldige vi er at kunne lave det vi laver. Det faktum at vi kunne blive ved med at arbejde igennem pandemien, uden den samme slags bekymringer som mange har haft, er vi meget taknemmelige for. Det anstrengte dog også lidt det hele, for der var tidspunkter hvor jeg ikke havde lyst til at møde ind fordi jeg ikke ville risikere at blive syg, og jeg ville ikke presses til at møde ind. Jeg ville ikke føle mig skyldig hvis jeg blev væk, men samtidig ville jeg heller ikke holdes udenfor. Der var mange følelser involveret og jeg besluttede ikke at tage afsted, for vi var midt i en pandemi. Så, det havde en indflydelse på tingene, bare i forhold til stressniveauet og tankegangen, så det må også have sat sig i musikken på en eller anden måde.
Heldige at kunne tage fri
Som nogle fans nok bemærkede tog bandet en pause fra at spille koncerter og skrive ny musik efter deres kæmpestore turné i hælene på albummet Relaxer tilbage i 2018, en ting som man af og til oplever store og succesfulde bands gøre. Når man ser på alt-J’s skema helt tilbage fra udgivelsen af deres første album, kan man nok også godt forstå nødvendigheden for at holde en pause, da den lige siden har stået på en konstant vekselvirkning mellem turnéer og nye albums.
Heldigvis er de jo fundet sammen igen for at skabe The Dream, et album som virkelig rammer plet ifølge vores anmelder, og jeg ville derfor høre trommeslageren ad, hvilken indflydelse denne pause havde:
– Ja, jeg vil mene at vi havde brug for det. De første tre albums kom lige efter hinanden og der var ikke rigtig nogle pauser imellem. Faktisk var der slet ikke en pause imellem de to første, og imellem det andet og det tredje havde vi lige et par måneder fri. Da vi nåede til slutningen af det tredje album i 2018, var vi bare helt udmattede. Det gik op for mig at jeg følte mig brændt ud og satte spørgsmålstegn ved og om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte og jeg tænkte: ”hvem er det jeg gør det her for?” Det begyndte nemlig at føles som om jeg gjorde det for andre mennesker. Jeg havde brug for at gøre det for min egen skyld og jeg havde brug for tid derhjemme for at udvikle et hjemmeliv, hvilket jeg egentlig slet ikke havde indtil da. Vi forlod jo universitetet og stort set direkte fra universitetet blev vi succesfulde, og havde ingen chance for at finde jordforbindelse derhjemme, så det havde vi brug for at gøre. Det var vi så heldigvis også i stand til, og det hjalp virkelig på at vi igen kunne have mulighed for at være til stede og blive inspirerede igen. Det har man brug for, man kan ikke lave kunst hvis man ikke refererer til noget.
Her blev han nødt til at afbryde sig selv, takket være en gøende hund fra Dallas’ gader, men det ledte snakken hen til at handle om hvad der så skulle til for at føre de tre bandkammerater sammen igen:
– Det betød at vi kunne få en rutine derhjemme, og være sammen med venner og familie, og så fandt vi egentlig meget naturligt sammen igen. Vi planlagde aldrig at der skulle gå et år, det endte bare lidt sådan og så fandt vi sammen igen da vi følte at vi havde lyst til det. Det var vildt rart, for vi blev ikke presset af nogen, vi havde oprigtigt lyst til at gøre det igen og jeg tror det er den bedste måde at gøre det på. Vi er selvfølgelig meget taknemmelige og heldige for at vi kan gøre det, vi er bevidste om at mange folk ikke bare lige kan tage fri et helt år. Men det er også derfor vi gjorde det, fordi vi kunne, og vi vidste at vi lige så godt kunne udnytte det. Det er vigtigt at gøre synes jeg, og vi vil helt sikkert gøre det igen i fremtiden. Der er flere familiemedlemmer nu hvor folk får børn og alt muligt. Jeg tror helt sikkert også at det er bedre for musikken. Jo mere tid vi har desto bedre bliver albummet.
Vi er så glade for at have alt-J tilbage, og det må siges at de har givet den godt med gas i deres retur til scenerne. Når bandet snart vender hjem fra Nordamerika er der ikke længe til at de vender snuden imod Europa, hvor du også vil kunne opleve dem på dansk jord i KB Hallen lørdag den 5. november. Indtil da vil jeg anbefale at du lytter en ekstra gang til The Dream, nu med lidt indsigt bag tilblivelsen. Du kan finde det lige her:
På Spotify
På Apple Music
