22 sep Uden Ord eksperimenterer med Rørvig Kirkes dybe klange på ny dobbeltudgivelse!
Foto: Uden Ord // August Vinther Thomsen (Pressebillede)
Uden Ord har netop udgivet deres dobbeltsingle: Alene/Dagene Vi Husker. Sangene emmer af en form for rungende storladent genklang, som man kun kan finde i kirkens hellige sale. Dette er ikke chokerende siden den eksperimenterende poptrio faktisk har haft fornøjelsen af at indspille og skrive deres nyeste sange i Rørvig kirke
“Alene / Dagene Vi Husker” giver en spændende forsmag på Uden ords andet album: Verden Den Er Lige Her, der udkommer den 3. november. I den nyeste udgivelse har bandet fokuseret på at finde ind til kernen af deres projekt, som centrerer sig om fællesskabet. Rørvig Kirkes storslåede rum, blev grobunden for bandets udfoldelse af deres musikalske facetter. Her sang de masser af kor og brugte kirkens kvaliteter til at udforske deres proces og samvær: “til noget, der føltes større end, hvad vi før havde prøvet”
Om de seneste udgivelser fortæller bandet selv:
– Sangene og produktionerne er blandt noget af det mere eksperimenterende og nysgerrige, vi har kastet os ud i. Men vi håber og tror på, at jer der skal lytte med, kan mærke det nærvær og den rummelighed, vi selv bar på, da sangene opstod, og har lyst til at lytte til sangene på deres præmis
Udgivelsens første sang: “Alene” har en musikalsk skrøbelighed i sit udtryk, som underspilles af nummerets medtagende strengeinstrumentation og en klar æterisk vokal, der sommetider suppleres af et harmoniserende kor. Sangen bevæger sig derefter op imod en kulmination til en drømmende lydsfære. Dette skabes igennem musikalske virkemidler af orgel-lignende tangenter, akustisk guitar og et vedvarende intensiverende kor, der forløser sangens legende udtryk. Udgivelsens anden sang: “Dagene Vi Husker” udforsker ligeledes dette lydtæppe, der er til stede i den første sang – dog i et ny format. Dette nummer er præget af en ekkolignende vokal, der ledsages af gennemtrængende strygere, som emmer af melankoli. Sangen har på mange måder en form for dissonant lydbillede i første halvdel af nummeret, der dog i midt i sangen afløses af en akustisk klaverlyd, som transformerer det musikalske udtryk til en mere opløftende og nostalgisk storladenhed.
Uden Ord består af de tre talentfulde musikere: William Spanggaard Nielsen, Gustav Hedemann Christensen og Thomas Mulcahy Alexandersen. Bandet er kendt for at skabe smukke, ærlige melodier, der ligeledes bærer en form for tyngende melankoli med sig – dog fremstillet i yderst velkomponerede lydbilleder, der omfavner melankolien i en modstridende håbefuld dialektik.
Lyt til deres udgivelser her!