fbpx

Der er nostalgi og retrovibes på norske Samūs nye single

Foto: Kristin Stubberud

Vores nabofæller fra Norge bliver ved med at producere uimodståelig pop, og det spirende band samū er ingen undtagelse. Gruppen har taget det allerbedste fra 60’erne og 70’ernes pop ind i deres eksperimenterende univers og er nu ude med deres nye single.

Den norske gruppe samū er et sprit nyt navn i hjemlandet, men har med deres få numre allerede fået opmærksomhed fra NRK P3 Urørt og spillet flere koncerter på både store og små spillesteder i Oslo. Senest under festivalen Trondheim Calling i starten af året, som også fik besøg af kunstnere som Fay Wildhagen, Pom Poko, Lil Halima, Hôy la, Depresno og Amanda Tenfjord. 

Kvintetten bestående af Trine Samuelsen, Sander E. Nordahl, Martin Lie Svendsen, Martin Morland, Knærten Simonsen har tidligere udgivet singlerne ”In My Head” og ”How It Works”, men de er nu blevet signet hos pladeselskabet NO FOREVERS og arbejder på et fuldt album. 
Projektet startede for godt fem år siden, en sen efterårsaften, hvor forsanger Trine og guitarist Sander blev nostalgiske og dykkede ned i musikken fra deres barndom. Det affødte en masse idéer og blev starten på et eksperimenterende indie-pop-univers. Med associationer til sværvægtere som The Beatles, Kate Bush, Simon & Garfunkel og Fleetwood Mac, drives musikken af organiske trommer, pulserende bas, varme synthesizers og en blød vokal. 

Deres nyeste single ”Show Me Love” udgives igennem Diamond Club, der siden 2012 har dedikeret deres tid til at finde ny og lovende norsk musik, som udover samū også tæller Mail Girl, Margrete, TØFL, Misty Coast og Slutface. Gruppens single har en retro-stemning, og den er da også på bedste oldschool-stil indspillet i bandets øvelokale. Den minimalistiske stil med underspillede guitarer og synths giver nummeret en tilbagelænede vibe, og man kan næsten ikke undgå at synge med på hooket “Oh show me love baby, how it is supposed to be,” der synges i en charmerende norsk-engelsk accent á la Sigrid. Hør den nye single her.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com