fbpx

Efter lang tid er Modest klar til at vise en ny side frem

Foto: Andreas Bang Kirkegaard (Pressebillede)

Post-punkbandet Modest er efter flere års intenst arbejde klar til at annoncere deres debutalbum, der tager fat i temaer som død og den fremmedgørende følelse der rammer en, når man ikke kan lægge alvoren fra sig iblandt jævnaldrende.

Modest gjorde i 2017 debut med singlen “Pretty Sure It’s Honest” som de fulgte op med en række koncerter på blandt andet Roskilde- og SPOT Festival samt EP’en For the Better i 2019 . Nu er de efter mange års arbejde klar til at udgive deres debutalbum Friend som i fredags blev annonceret med singlen “Won’t Be The Last.” Ligesom resten af albummet tager sangen udgangspunkt i den sorg forsanger Julius Kruse Lykke oplevede da hans mor gik bort og er et billede på den ensomhed man oplever når ens jævnaldrene ikke har samme ting i bagagen. Julius Kruse Lykke sætter selv ord på dette:

Det er en form for ensomhed. Man føler sig som den eneste, der forstår. Det kan fylde meget for én i de situationer, hvor man bare ikke kan deltage, fordi man ikke kan lægge det alvorlige fra sig og bare være bekymringsløs og ung. Det har været en stor nødvendighed for mig at skrive sange om, hvordan jeg har haft det gennem de seneste år. Når jeg hører albummet, synes jeg – trods mit eget udgangspunkt – at det er skrevet og fremført ret inkluderende over for lytteren, som jeg håber kan relatere ud fra sit eget, måske mere universelle, følelsesliv.

“Won’t Be The Last” er et dystert rocknummer der benytter en opbyggende sangstruktur, hvilket afspejler en ny side af bandet, der har arbejdet meget med at finde på alternativer til de klassiske opbygninger som de har benyttet før i tiden. Der er altså ikke tale om et tydeligt skel imellem vers og omkvæd, men en sang der vokser hele vejen igennem og bygger flere lag på. Sammen med singleudgivelsen har de også lavet en musikvideo til at følge med da sangen kom ud i fredags, du kan finde links til begge dele her:

SPOTIFY
MUSIKVIDEO

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com