fbpx

Sunflower Bean slår et slag for alle der døjer med at opnå den amerikanske drøm

Foto: Driely Carter (Pressebillede)

Det New York baserede band Sunflower Bean fortsætter kursen imod deres kommende album med tredje single forud for udgivelsen. “Roll the Dice” er en kritisk single om den amerikanske drøm og hvor uopnåelig den efterhånden bliver for nogle.

I mandags rullede Sunflower Bean det helt store apparat ud da de udgav musikvideo og deres nye single “Roll the Dice” på BBC Radio 1 som ‘Hottest Record In The World’. Musikvideoen er den filmiske opfølger på videoen til den tidligere single “Who Put You Up To This?” og passer ind i bandets kaotiske og forvrængede univers. “Roll the Dice” er i sig selv også en fortsættelse på bandets kritik af det amerikanske system og sætter ord på hvordan den amerikanske drøm bliver sværere at opnå for den almene borger i supermagten USA. Bandet forklarer selv sangens betydning:

Næsten alle, vi kender, kæmper med at få pengene til at slå til. Vi oplever at de traditionelle veje mod stabilitet i Amerika er blevet alvorligt indsnævrede. Den eneste måde at komme videre på er at tage store risici og “Roll The Dice”

Bandets næste album Headful of Sugar er lige om hjørnet og er sat til udgivelse den 6 maj. Albummet følger op på mange af de temaer som bandet allerede har taget fat i på de tre forløbere, med sange om ulighed, livskvalitet og mentalt helbred som amerikansk borger. Indtil albummet kommer kan du fylde ventetiden ud med musikvideoen til singlen “Roll the Dice” lige her.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com