22 mar Nilüfer Yanya – Miss Universe
Foto: Molly Daniel
Label: ATO Records
Udgivelsesdato: Fredag den 22. marts 2019
Et mystisk fiktionsselskab sætter rammen om Nilüfer Yanyas debutalbum, hvor den spirende brite for alvor beviser sin musikalske alsidighed med både jazz-soulede ballader og distortet–guitar–rock.
Man kan godt blive i tvivl, om man er landet det rigtige sted, når muzak-lignende elevatormusik starter pladen, og Nilüfer Yanyas stemme begravet i maskine-lydende filtrer byder dig velkommen med ordene:
“Thank you for entering your details, and welcome to WWAY HEALTH – a 24/7 careprogram. We are here for you, we care for you, we are worried about you, so you don’t have to. You have been granted temporary access to phase 1 of our preliminary careprogram (…)”
Det er altså en smule creepy, men jeg sidder alligevel med et smil på læben, og det øger min allerede i forvejen store nysgerrighed. Med denne eksklusive og højtidlige besked køber jeg i hvertfald hurtigt præmissen og er klar til at tage med ind i Nilüfer Yanyas univers, selvom jeg stadig er meget i tvivl om, hvordan det kommer til at lyde. Men helt passende starter “In Your Head”, der med sin hårdtslående og rå energi forbliver et af mine favoritnumre.
Det blot 23-årige britiske stjerneskud kender man måske bedst for afdæmpede og jazz-vibende sange som “The Florist” og “Keep on Calling”, men på pladen her er det et langt mere eksperimenterende lydbillede – dog stadig med hendes karakteristiske distortede guitar i fokus. Den er imidlertid pakket længere væk på numre som “Baby Blu” med 80’er-synths, pumpende stortromme og en halv melankolsk “jeg danser-kærestesorgerne-væk”-vibe og den nok mest poppede Nilüfer Yanya-sang til dato “Tears”. De tilbagelænede soul-ballader er der også stadig med numrene “Paradise” og “Monster Under The Bed”.
Selvom jeg ikke regnede med 17 sange i samme blåtonede guitarsoul-stemning, er jeg overrasket over albummets alsidighed, der både byder på funky, komplekse grooves og mere minimalistiske rockede numre som “Heavyweight Champion of the Year”.
Den upolerede DIY-æstetik bliver kørt helt ud, og man kan høre, at der er kælet for selv de mindste detaljer, hvor det ’uperfekte’ og rå hyldes og gør musikken enormt organisk og levende. Nilüfer Yanyas lyd er kompromisløs og fyldt med nerve, og jeg er blevet ret forelsket i hendes luftige stemmeknæk, der er pakket ind i en meget charmerende britisk accent.
Miss Universe føles på alle måder som en helhed og læner sig næsten op af at være et konceptalbum med en gennemgående fortælling om fiktionsselskabet WWAY HEALTH (We Worry About Your Health), der oven i købet har sin egen hjemmeside. Denne form for dedikation har jeg ikke set siden Janelle Monáes fortælling om androiden Cindy på hendes første plader. Derfor er Nilüfer Yanyas debut også et album i sin reneste form og lidt af en sjældenhed efterhånden.
Jeg blev dog få gange (i løbet af de 17 numre) i tvivl om, om jeg stadig hørte samme sang, og mit eneste kritikpunkt bliver således, at nogle af sangene godt kunne have været undladt på den endelige trackliste, uden at det havde ændret på den samlede oplevelse.
Med det sagt vil jeg uden tvivl stadig anbefale dig, at bruge en lille time i selskab med den dygtige kunster, hvis musik er langt fra rendyrkede popformularer og allestedsnærværende tendenser som vocoderkor eller trap-hi-hats. Den mangefacettede spirende musiker har alt i alt leveret en solid og overbevisende debutplade, der føles utrolig gennemtænkt og både giver plads til de store og små følelser.
