ROSKILDE 2024: SZA fortryller Orange Scene med enestående scenografi og musik

Fra de første naturlyde til de sidste toner var SZA’s optræden på Roskilde Festival en rejse gennem et fortryllende landskab, der efterlod publikum i en tilstand af eufori og beundring

Foto: SZA /PR
Venue: Orange scene, Roskilde Festival

6/6 stjerner

SZA’s koncert på Roskilde Festival var en visuel og auditiv oplevelse uden lige. Fire timer før SZA’s koncert overhovedet startede, begyndte en flok at samle sig i en kø til pitten, så jeg var hurtigt klar over, at det her ville blive vildt – hvilket scenografien også kun bekræftede. Store insekter, biller og jord-statuer akkompagneret med overtog scenen og satte rammerne for en uforglemmelig aften, hvor naturens elementer blev en integreret del af showet med diverse naturlyde spillende i overgangene fra sang til sang. Fra det øjeblik, hun trådte på scenen, blev publikum trukket ind i hendes fortryllende verden.

På trods af det storslåede visuelle udtryk formåede SZA alligevel at bevare intimiteten og nærværet i sin optræden gennem sin kontakt til publikum, hvor hun udtrykte en beundring af det danske folks fællesskab og tillid til hinanden. Hendes personlighed skinnede klart igennem i sin performance – både gennem hendes selvvalgte outfit, men også gennem humoristiske sekvenser, for eksempel da hun sang “Snooze” og erklærede sin kærlighed til en robotmand. SZA’s vokalpræstation skar klart igennem hele festivalspladsen og lagde sig som fortryllende støv over publikum, og fik dem til at skråle sangene tilbage højere end jeg hidtil havde hørt.

Samlet set var SZA’s koncert på Roskilde Festival en triumf. Hendes relaterbare musik blev løftet af en magisk scenografi, som skabte en uforglemmelig oplevelse, hvor publikum blev taget med til en anden verden, og følte en dyb forbindelse til SZA gennem hendes ærlige, humoristiske og autentiske personlighed, musik og performance. Hendes optræden var den perfekte måde at lukke Orange scene på, og den vil blive husket som en af festivalens store højdepunkter.

Tags:
Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com