07 jul ROSKILDE 2024: Barbro sørgede for, at vi alle forlod Roskilde med rørte hjerter
Foto: Ebru Yildiz
Venue: Avalon, Roskilde Festival
6/6 stjerner
Barbro har noget på hjerte. Det var tydeligt at mærke denne sidste festivaldag på Avalon, hvor vi alle blev taget med ind i en såbar verden fyldt med melankoli, handlekraft og håb.
Sidste gang Barbro spillede på Roskilde Festival var det med en hjernerystelse og en oplevelse, de nærmest ikke kan huske. Denne her koncert har de virkelig ikke lyst til at glemme, fortalte de med stolthed i stemmen. De bør virkelig være stolt af sig selv.
Barbro trådte på scenen i den sejeste sorte, flæsede kjole og åbnede det fine nummer ‘Blue’. Nu var scenen sat for det næste time af en følelsesmæssig rejse ind i Barbros univers i selskab med Villads Tyrrestrup på guitar og bas, Sarah Ziebe på trommer og Jakob på keys, hvis efternavn jeg ikke fangede.
Sidstedagen på Roskilde er altid lidt hård at komme igennem efter utallige koncerter, mudder og en øl eller to. Men da jeg stod midt under teltet ved Avalon, var det, som om alt den trætte energi blev løftet af skuldrene og i stede erstattet med en rar melankoli, sårbarhed og, ja, håb. For sidste gang, jeg oplevede Barbro, var tilbage i october i det intime Lille Vega, som var så rørende en oplevelse, at jeg virkelig havde sat næsen frem efter denne koncert.
Vi kunne alle mærke Barbros dybe engagement og det personlige ansvar, de føler for at tage stilling til verdens uretfærdigheder gennem deres musik. Som for eksempel under sagen ‘Fuck The World’ der bød på fællessang og akkapella. Musikkens magt over os er enorm, hvilket især kommer til udtryk, når kunstnere bruger deres platform til at sætte fokus på svære problematikker og følelser, som Barbro gør.
Sangen ‘Forgetful’ er lavet sammen med den anden Roskilde-aktuel kunstner Mija Milovic, som vi også fik fornøjelsen af at opleve på scenen. Det var virkelig en oplevelse at opleve deres fine stemmer sammen. Undervejs i sangen satte en person et ‘Free Palestine-klistermærke’ på en af pælene, måske som en pendant til deres anden sang ‘Wall Of Mine,’ der er lavet i protest mod krigen i Gaza.
Noget, der virkelig karakteriserer Barbro, er, deres evige opmærksomhed på andre og omverdenen. Under hele koncerten stod to forskellige tegnsprogstolke og sørgede for, at selv dem uden lytteevne, kunne være med. Og undervejs opfordrede de publikum til at huske at tjekke op på sig selv og hinanden, for det er vigtigt at have det godt, sagde de.
Det lagde op til en introduktion af en ny sang, der handler om, at gå rundt med en følelse, man ikke helt kan sætte ord på, og hvor forvirrende, det kan være af finde ud af det. Med sig havde de inviteret musikeren Selma Judith, og de to fremførte den på fineste vis med deres dybe og stærke vokaler og Barbros akkustiske guitar.
Under den mere intense ‘Bad Choices’ sang både Mijovic og Judith med på kor, som skabte en harmonisk oplevelse, der satte gang i følelserne i kroppen med dens folkede og rockede kant. Det var virkelig smukt. Og ‘U Think I’m Strange’ satte virkelig gang i hele følelsesregistret.
‘Don’t You Wait For Me,’ bød på endnu en overraskelse i form af Debbie Sings, der kom ind på scenen med sprudlende energi og tilsluttede sig til resten af bandet under sangen.
Man forstår godt, hvorfor Barbro tilbage i 2022 vandt en Steppeulv som Årets Håb. De er virkelig et navn, man fortsat skal holde øje med. Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor der ikke var dukket flere mennesker op under teltet, men det var selvfølgelig bare rarere for os andre med mere albueplads.
Det er svært at sætte ord, præcis hvilke følelser man står tilbage med efter en koncert med Barbro. De fører én med på en følelsesmæssig rutchebanetur på den helt rigtige og rare måde. Denne koncert blev en påmindelse om, hvor kraftfuld kunst kan være, når den tør udfordre og røre ved de mest komplekse de dybe og komplekse følelser.
“Det er normalt ikke min musikstil, men de var bare megasøde og megagode,” sagde en ældre herre på vej væk fra den berigende koncert.
Skrevet af Rikke Flamand
