fbpx

black midi – Cavalcade

Foto: Yis Kid (pressebillede) 
Label: Rough Trade Records
Udgivelsesdato: Torsdag den 27. maj 2021

Cavalcade er enhver musiknørds drøm: en minutiøst orkestreret malstrøm af brutal prog-rock, fusionsjazz og klassisk instrumentering. 

black midi – Cavalcade
5 / 5 Reviewer
Rating0

Det kan være svært at tro, at drengene fra black midi alle er født omkring årtusindeskiftet. Hver og én udviser de en skræmmende musikalsk viden og virtuositet, som mange erfarne musikanter kun drømmer om at besidde. På samme måde bærer Geordie Greeps’ karakteristiske stemme på en varme og visdom, der får den purunge forsanger og guitarist til at virke mindst 30 år ældre, end han egentlig er. Det er derfor heller ingen overraskelse, at det britiske band allerede på deres andet album opererer på absolut højeste niveau. Cavalcade er deres modige bud på en opfølger til den anmelderroste debutplade Schlagenheim, som vi i sin tid også gav topkarakter. Den eksperimentelle kreativitet, der var at finde på debuten, er her endnu, men derudover er få ting ens på de to udgivelser. Eksempelvis har de resterende tre medlemmer desværre måttet undvære leadguitarist og sporadiske vokalist Matt Kwasniewski-Kelvin, der har taget en pause fra musikken for at fokusere på sit mentale helbred. Heldigvis har han dog stadig bidraget til skriveprocessen, der i forhold til debutpladen har været langt mere omfangsrig i denne omgang.

Hvor Schlagenheim hovedsageligt blev improviseret, er musikken på Cavalcade nemlig timet og tilrettelagt i sådan en grad, at Egon Olsen nok havde knebet en tåre. Dette tillader også bandet at have et større fokus på det melodiøse i deres lyd i tillæg til de ofte repetitive riffs, vi kender fra det seneste album. Både Greep og bassist/lejlighedsvise vokalist Cameron Picton får derfor også plads til at udfolde deres stemmer på en måde, der ikke før lod sig gøre. Et eksempel er den smukke “Marlene Dietrich”, hvor Greep på bedste crooner-manér fortæller en historie med det tysk-amerikanske Hollywood-ikon af samme navn som omdrejningspunkt. Nummeret inddrager inspirationer fra barokpop samt den brasilianske genre música popular brasileira og ligger således uendeligt langt væk fra bandets tidligere output. Alligevel er der noget udefinerbart Black Midi-agtigt over den utæmmelige lyst til eksperimentering, der skinner igennem – både her og på resten af pladen. 

“Marlene Dietrich” er ikke albummets eneste stille moment, men nogen komplet afvigelse fra forgængerens eksperimentelle støj- og mathrock skal man heller ikke forvente, at Cavalcade er. De brutale og kaotiske sekvenser er der i allerhøjeste grad stadig; de bliver såmænd blot tvunget til at sameksistere med sekvenser af avantgarde jazz, post-rock og moderne klassisk musik. Vekselvirkningen mellem det rolige og det ustyrlige, det elegante og det afskyelige, er perfekt afbalanceret. Jeg fatter ærligt talt ikke, hvordan det er lykkedes Black Midi gnidningsfrit at starte et album med “John L”, der lyder som en amfetaminafhængig superhelts titelsang, og slutte det med “Ascending Forth”, hvor de tilsyneladende har kidnappet DRs symfoniorkester og tvunget dem til at spille rock. 
Men lykkes er lige præcis, hvad de gør. Det hele fungerer bare. Som det veltimede pusterum fra Greeps teatralske optræden midt på albummet, hvor Pictons mere underspillede og ASMR-venlige stemme tager over for en stund. Eller Morgan Simpsons fuldstændig vandtætte præstation på trommerne. Eller Kaidi Akinnibis bidrag med saxofonen, der skiftevis virker beroligende og ildevarslende. Jeg kunne blive ved og ved, og det samme kunne enhver anden musiknørd formentlig. Dette er netop, hvad der gør Cavalcade så fantastisk.

Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com