Nilüfer Yanya tager dig med på en rejse igennem de tyndere luftlag

Foto: Molly Daniel (Pressebillede)

Den enestående Nilüfer Yanya begaver os med singlen “anotherlife” som er tredje og sidste forspil til det kommende album ‘PAINLESS’, den britiske singer-songwriters anden plade.

Den London-baserede Nilüfer Yanya fastslog sit navn på den internationale scene med det anmelderroste debutalbum Miss Universe og har siden kun vokset sig større. Med en lind strøm af hits og rosende ord i ryggen er sangskriveren nu endelig klar med sin anden fuldlængde LP: PAINLESS, som er sat til udgivelse den 4. marts. Hun har allerede løftet sløret for, hvad der kan forventes af albummet igennem tre singler, hvoraf den sidste af disse udkom i går akkompagneret af en musikvideo fyldt med eksotisk feriestemning.

“anotherlife” er et æterisk og fyldigt popnummer, båret frem af sangerens vævende melodier og forvrængede elementer der sender tankerne tilbage imod 90’ernes alt-rock. Sangen er, ligesom mange andre sange fra albummet, en refleksion over hvor den unge sangskriver befinder sig i sit liv, og en accept af netop dette sted.

Lige her kan du se musikvideoen, fremstillet af Nilüfer Yanyas søster Molly Daniel på en ferie til Sri Lanka.

Asger Thede Jensen
asgerjensen@bandsoftomorrow.com