The Minds Of 99 – Royal Arena

Foto: Emil Bertelsen
Venue: Royal Arena
Dato: Torsdag den 7. april 2022

The Minds Of 99 erobrede et udsolgt Royal Arena på deres “Infinity Action Tour”. Med laserstråler, fællessang og nytænkning kunne bandet stolt vise deres seneste album frem til glæde for tusindvis af mennesker.

4,5/5 Stjerner

Mændene bag det ultra populære band har allerede opnået alt inden for livemusik i Danmark. Det stopper dem dog ikke i at tage på en kæmpe arena turne, hvor billetterne er blevet udsolgt for længe siden. Siden The Minds Of 99s første udgivelse har de haft en loyal fan base, men efter deres imponerede liveshows gennem årene er de blevet et alment og elsket folkeband. The Minds Of 99 har hovedsageligt haft rock/punk som hovedgenre, men har senere bevæget sig over i pop og elektronisk musik. Deres seneste udgivelse Infinity Action afprøves på denne tour, og det blev spændende at se hvordan bandet har udviklet sig. 

The Minds Of 99’s første stop på touren var et udsolgt Royal Arena, hvor et varieret publikum stimlede sammen, da dørene åbnede klokken 18:00. Deres merchandise var tilgængelig og synlig hos de loyale fans, der sad trofast og ventede foran scenen. Jeg placerede mig selv forrest på gulvet og så frem til koncerten. Klokken 19:15 gik Eloq, som også har været en del af produktionen bag det nye album, på scenen og varmede op med et dj-mix af pop hits. Han sørgede for god stemning og skålede, mens arenaen langsomt blev fyldt op. Dernæst gik Tobias Rahim og et imponerende band på scenen og spillede som om de var hovednavnet. Deres udstråling og selvsikre energi smittede af på publikum, som blev draget ind af relevante hits som “Stor Mand”, “Jesus” og “Mucki Bar”. Rahim og bandet formåede at skabe fælles klap, blitze arenaen op og få folk i danse/synge humør, hvilket skabte den perfekte opvarmning. 

Der opstod en kort pause efter Tobias Rahim, men pludselig blev arenaen mørklagt, indtil de kæmpe storskærme tog publikum med på en rejse under vandet. Op fra havets dyb kom bandmedlemmerne til stor applaus, hvorefter de indtog den bygningsplads-agtige scene og spillede aftenens første nummer “Vi Vokser”. De fem mænd, spredt ud på scenen, var alle klædt i hverdagstøj, men fastholdte deres klassiske intense blik. De fortsatte med “Krop Som En Sten”, hvor lysshowet understregede den grønne tematik, der er på deres nye album.

Lyset skiftede derefter over i rødt og deres første album cover blev vist, mens “Rav” blev spillet. Der foregik en fantastisk kemi mellem bandet og det forløste sig i kæmpe smil, hvor de blødte op og fjernede den seriøse mine. Koncerten kom for alvor i gang med “K Før Ærlighed”, der fik folk til at hoppe og siddepladserne til at rejse sig. Tempoet blev skruet ned, da der kom en kort anekdote om de lange forberedelser til showet, mens forsangeren, Niels Brandt, indtog et klaver og spillede “Som Fluer”, der endte i enorm fællessang med blitz fra publikum. Sangene “Stor Som En Sol” og “Big City, Bright Lights” kom på efter og understregede hvor dygtige de hver især er på instrumenterne og som kor. Da “Stjerner På Himlen” dernæst blev spillet, bragte det publikum tilbage til en anerkendt sang fra deres katalog. Alle kom ikke ned at sidde på hug som på Roskilde Festival, men energien var der og det lykkedes endda det ældre publikum at hoppe med. Festen kørte videre med den punk-elektroniske sang “Drømmer Om Livet”, hvor publikum så røde laserstråler skære igennem arenaen, mens storskærmens portræt af Brandt havde en trippy effekt. Det medførte også et sindssygt sceneskift, hvor trommeslageren pludselig gik amok i en solo på en b-scene bagerst i arenaen. Kort efter stod hele bandet på den nye scene i en harmonisk rundkreds og sang “Nothing But Love”. Det var en inkluderende og intim oplevelse, hvori de næste to sange “Solkongen” og “Emil” gav gåsehud af Niels Brandts flotte vokal blandet med 17.000 fællesstemmer der sang med i kor. Man kunne mærke taknemmeligheden fra bandet og mens de rykkede tilbage til hovedscenen blev “Krystalkuglen” spillet og tematikken fra det nye album fortsatte med vand/strand teamet på storskærmen. Albummets største hit “Under Din Sne” blev spillet, og den tidligere hovedscene var nu opgraderet med lifte, der hejste medlemmerne op til øredøvende applaus fra publikum. The Minds Of 99 havde flere ældre sange med og nostalgien ramte, da klassikerne “Ung Kniv” og “Det Er Knud Som Er Død” blev spillet. Her opstod det intense blik fra Niels Brandt igen og publikum var ellevilde. Til “Det Er Knud Som Er Død” blev der antændt adskillige fontæner, som alle lyste grønt. Det var en verdensklasse performance, der fik arenaen til at huske hvorfor de var vilde med bandet. Niels Brandt meddelte, at der var to sange tilbage og efter “Hjertet Følger Med” blev “Alle Skuffer Over Tid” spillet. Det var tydeligt, at publikum kunne ordene udenad og Niels Brandt udførte sublim crowd control med at lade os færdiggøre teksterne. Det eskalerede, da den velkendte guitar solo stak af og folk gik amok i hop og dans.

Selvfølgelig var det ikke sidste nummer, og bandet gik af scenen, for at komme tilbage til “En Stemme”. Sangen startede fedt ud, men da der blev sat et elektronisk instrument forrest på scenen ændrede stemningen sig til rave. Det medførte en eksplosion af grønne laserstråler som blæste publikum bagover. Publikum fik mere for pengene, da gåsehuden opstod igen til den akustiske version af “Hurtige Hænder”. Brandt sang og spillede den solo, mens resten af bandet sad og fik en bajer i en taknemmelig stund. De takkede for en fantastisk tour start og spillede aftenens sidste nummer “Sikke En Sang” der bandt hele showet sammen med kæmpe balloner, fællessang og regnbuelys.   

The Minds Of 99 er eksperter i live musik, det skal der ikke være nogen tvivl om. Jeg var blæst bagover af produktionen bag dette kæmpe show og meget imponeret over deres engagement og kemi. De er nutidens rockstjerner og lever sig godt ind i rollen. Det eneste jeg savnede, var nogle bestemte sange og en lidt hurtigere start, men det er minimalt!

Emil Høgh
Emilhogh@bandsoftomorrow.com