De bliver store i 2023 – del 1

Foto: Knægt // Alexander Hjorth (Pressebillede)

2022 var endnu et år med masser af god musik. Vi lærte en masse nyt at kende og har i den forbindelse samlet de nye navne, som vi spår en stor karriere i 2023. I dag præsenterer vi de første syv. Læs med!

aomame

Søskendeparret Clara og August står bag aomame. Tilsammen laver de musik med en RnB-præget lyd, der karakteriserer den tilbagelænede og eftertænksomme stemning de opererer med. Den relativt korte karriere har allerede budt på tre EP’er, så mon ikke effektiviteten byder på endnu mere i det kommende år? Det håber vi i hvert fald!

Giift

Purunge Giift har skabt sit eget forventningsfyldte potentiale, efter hun i år har imponeret med den fremragende EP Archives, samt en feature på sangen “Grint & Grædt” fra Lamins plade Kronisk Skeptisk. I et neosoul- og RnB-inspiret univers, finder hun en ståplads hvor den kreative frihed får lov til at udfolde sig, mens de poetiske tekster og vokalens skrøbelighed iscenesætter et talent af international kvalitet. Hun er annonceret som en af VEGAs udvalgte og vi glæder os til at se hvad fremtiden bringer for Giift!

Raindear

Svenske Rebecca Bergcrantz går under kunstnernavnet Raindear. Med sin mørke synthpop formår hun at skabe sin egen lyd, hvor der er plads til eksperimenterende og unikke elementer i musikken. Raindear fik med albummet Skies to My Name fra 2019 for alvor vind i sejlene, og vi spår at 2023 bliver året hvor Raindear bliver et navn flere vil kende til!

Tredjeperson

Man glemmer helt sig selv når man danser til Tredjeperson, og det kan du forvente at gøre, når deres musik bliver sat på. Den fem-personer store gruppe fylder og sørger for at spille lokalet op, uanset størrelsen. De har netop udgivet singlen “Overspringsforhandlinger” som også er titlen på deres kommende Ep. Vi glæder os gevaldigt til at se hvad 2023 byder på for Tredjeperson, det kan kun blive en fest!

Afskum

Vanvittige Afskum har haft et travlt 2022, med optrædener på både Roskilde Festival og by:Larm. Det på trods af, at han stadig ikke har udgivet noget af sin musik. Afskum er et af de vildeste livenavne, Danmark har i øjeblikket og har du endnu ikke oplevet ham, SKAL du gøre det. Vi krydser alt hvad vi kan krydse, for at 2023 bliver året, hvor hans musik også kan høres på repeat i stuen og ikke kun til koncerter. Uanset, er han en raket på vej mod stjernerne. 

Knægt

Knægt kan umuligt være gået din næse forbi. Og det er en kæmpe fejl, hvis det alligevel er sket. Med de to nyeste singler “Radio Silence” og “Pjerrot i Hongkong” har han slået sit navn fast. Han har tidligere udgivet Ep’en Tragisk Komedie og til næste år udkommer albummet Månen Danser Pænt. Vi kan nærmest ikke være i os selv af bare spænding. Der er lagt i støbeskeen til en kæmpe karriere for Knægt. Du hørte det her først. 

Rebebe

20-årige Rebebe laver musik der sætter ord på virkeligheden, med et nærvær der gang på gang skifter mellem selvsikker power og angstfuld afmagt. Rebebe sprudler af talent, med en tryllebindende vokal der bærer præg af et internationalt potentiale. Debut-Ep’en What Are You Into udkom tidligere i år, og den fortjener helt sikkert et lyt. Rebebe er en artist som kræver din opmærksomhed. 

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com